Vi har mange bøger mellem hænderne hos Danskernes Historie Online. Men nogle gange er der nu noget, der er lidt specielt, som den anden dag, hvor et brev nærmest faldt ud af en bog. Det viste sig at være et originalt brev fra august 1808 på et tidspunkt, hvor de spanske hjælpesoldater flygtede ud af Danmark.

I 1800 indgik Danmark-Norge et væbnet neutralitetssamarbejde med Sverige, Rusland og Preussen. Det blev i England opfattet som en fjendtlig handling, og 2. april 1801 kom det til et søslag ud for København, idet England ønskede at tvinge Danmark ud af samarbejdet. I 1807 blev Danmark endnu engang angrebet af England. Denne gang gjaldt det flåden, og København blev bombet til overgivelse, hvorefter flåden blev ført til England. Herefter indgik Danmark den alliance med Napoleon, der i 1808 bragte godt 33.000 franske, belgiske og spanske soldater til Danmark.

I slutningen af juli skulle de spanske soldater i Danmark aflægge troskabsed til den nyindsatte kong Joseph, Napoleons bror. Det blev til et regulært mytteri rettet mod de franske officerer. Oprøret fandt sted den 31. juli, hvor én fransk officer blev dræbt. I de følgende dage afvæbnedes hele den spanske styrke, og soldaterne blev anbragt i fangenskab i København.

Englænderne var opmærksomme på dette oprør og tilbød de spanske soldater at hjælpe med en flugt fra Danmark. Planen var at samle alle soldaterne på Langeland og derfra udskibe dem med engelske skibe til Spanien. Planen lykkedes. Fra Nordjylland sejlede soldaterne til Langeland, mens de øvrige spanske tropper bevægede sig over land til Nyborg og Svendborg, hvorfra de fragtedes til Langeland. Den 21. august 1808 marcherede de 9.000 mand til Spodsbjerg strand, hvor både førte dem ud til de engelske skibe. Da hele flåden lettede, så man fra land Storebælt fyldt med skibe – 95 i alt.

Dette er den historiske baggrund for brevet, som vi bringer her med den originale tekst samt tilhørende noter indimellem.

”Deres venskabelige Erindring høistærede hr Oberstlieut. Sundt i behagelige Skrivelse af 19 Dennes, er mit Huus og mig mangfoldig Kierkommen, saavelsom enhver af byens Indvaanere der have giort den tillokkende grønne bataillons bekiendtskab. Vi ville stedse ihukomme dette fortrinlige Korps Officerer med høiagtelse og Venskab”.

Brevet er skrevet i Kerteminde af Maximilian von Oldeland den 22. august 1808 – altså i dagene for udskibningen af de spanske soldater. Maximilian von Oldeland var født i 1750 i Sverige og døde den 15. november 1813 i Kerteminde. Fra1802 var han Land-og Søkrigskommissær på Fyn, og fra 1808 var han Generalkrigskommissær. Han skrev brevet til Christian Ulrik Sundt, der var en dansk officer, født 1766 i Rendsborg. Han havde i 1808 fået ordre om at føre en del af hæren til Kerteminde for derfra at komme de trængte danske soldater på Sjælland til undsætning. Det blev dog opgivet, og Christian Ulrik Sundt forlod Kerteminde for selv at rejse til hovedkvarteret på Sjælland.

”Kierteminde har siden Deres bortreise været et Pakhuus af Alskens Indqvartering. Allermeest loed jeg fra 1 til 13 Martii D. A. af den franske chasseur Oberst Sachs som med 6 uforskammede Domestiker, 3 Jagdhunde og 10 Heste, beboede min hele underste Etage og brendte 4 favne brende. De behandlede byen som erobret land, og var deres Ophold blevet længere, saa havde jeg og min Familie forladt Huus og Hiem”.

Maximilian von Oldeland havde ikke så meget til overs for den franske hær, der havde været indkvarteret. Anderledes var det med de spanske soldater, der derefter blev indkvarteret. De var rare mennesker, men var ifølge ham dårlige soldater.

”De Spanske Tropper derimod som Indqvartering, have i Almindelighed opført sig som godmodige og taknemmelige Mennesker.   Men betragtede som Hielpetropper og Soldater, aldeles uskikkede at forsvare Danmark.  Qvantiteten af Officerer aldrende Under-Officerer, som ved Armeens Udmarch fra Spanien, være ansadte; Desaarsag ingen Commando over udisciplinerede Soldater, feige af Naturen og uden Dannelse.  Al den spanske Exercice reducerede sig til at presentere og lade geværet, uden at komme fra Stedet, 4 Timer om dagen i en halv Snees Officerers Overværelse, ved en Under-Officeer.   Adjutanterne og Commissairerne vare de eneste som talte usselt fransk, Commandanten eller Oberstlieutenant af hver Bataillon, vare med faae Undtagelser stolte og vankundige Spanier. 

Og alle Spaniers Had til de Franske, ubegrendset. Ligesom disse ogsaa viiste siine, øjensynlig foragt. Deres Forræderie mod Danmark Kunne umuelig af os opdages, efterdi Spanierne ei tale andet Sprog og ikke kunne giøre sig forstaaelige.  Men det var stedse under al Critik, at det heele Spanske Artillerie med ? laae i Ullersløv 1 ½ Miil fra Nyborg, endskiøndt Fyens Kyst trængte saa haardt dertil.

Romanas forblivende i Nyborg, da Prinds Ponto Corvo forlod Odense, henhørte ogsaa til Planen at bemægtige sig Fæstningen og vore Skibe for at kaste sig i de engelske Tyraners Arme. Vi bleve forbausede da byens Indqvartering stiltiende forlod os, men vi have intet lidt. De Franske røve alt sp. Efterladenskab”.

Den fransk/spanske hær i Danmark var under kommando af den franske marskal Jean Baptiste Bernadotte, prins af Ponte Corvo. Omkring halvdelen af denne hær, 13.449 mand, var spanske soldater anført af generalløjtnant Markis de la Romana. Det var den franske prins af Ponte Corvo, der pålagde den spanske øverstbefalende Markis de la Romana, at de spanske soldater skulle aflægge troskabsed over for deres nye konge. Så mens den franske marskal forlod Odense, blev Romana i Nyborg for at støtte den spanske flugt fra Danmark.

Brevet er underskrivet M. Oldeland, der i venstre margin har tilføjet: ”Langeland skal være evacueret i Gaar, og Sp. indskibede paa en Flode af 60 Seil, der ligge i Sigte af Nyborg”.

Dette brev er altså skrevet lige i brændpunktet for begivenhederne i Danmark, hvor de spanske soldater gjorde oprør mod Napoleon og fik hjælp af englænderne til at flygte fra Danmark. Og brevet afspejler tydeligt den opfattelse, som var generel i Danmark, at de spanske soldater var vennerne og de franske soldater var nogle banditter og røvere.

Denne opfattelse af de spanske soldater er ifølge historikere som Vivi Jensen medvirkende til de mange historier om, at der kom mange børn ud af deres besøg i Danmark. Men bemærk, at der ikke nævnes noget om sådanne børn i brevet fra Maximilian von Oldeland. Det er karakteristisk, for der findes meget få samtidige kilder, der nævner noget om børn af de spanske soldater i 1808. Denne opfattelse opstod nemlig først langt senere i 2. halvdel af 1800-tallet, hvor myten begyndte at blive udbredt. Først fra midten af 1800-tallet og frem begynder talrige kilder at nævne, at børn med brune øjne m.v. må være børn af de spanske soldater.

De spanske soldater fik selvfølgelig børn i Danmark – trods deres korte ophold – men det er langt under 10% af de historier, der findes i danske familier om spanske børn, der har noget på sig.

Tak til Heidi Hyltoft Wiborg for transskribering af brevet.

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online