Danskernes Historie Publish udgiver nu en gratis e-bog ”Ole Kollerøds historier” skrevet af Asger Berg (kan downloades via forlagets side, tryk her). I den anledning beretter Asger Berg her om bogens baggrund og betydning.

Ole Pedersen Kollerøds ”Min historie” udkom i samlet, trykt form i 1978. Siden har der været stor interesse for forbryderens beretning om sit liv i den første halvdel af 1800-tallet. I ”Min historie” sidder Ole i 1840 som dødsdømt fange i Stokhusets kælder og fortæller om sit liv, sin ”ulykkelige skæbne”, som han kalder det. Det er få måneder, før Ole bliver halshugget på skafottet, fordi han i 1837 havde begået et rovmord på papirkusk Lars Pedersen i Nymølle. Ole skriver sin livshistorie til Stokhusets leder, kaptajn Agerholm. Men som almindelig læser i dag kan man tage imod historierne, som om Ole fortæller dem til en selv.

Hans beretning foregår i Nordsjælland, København og rundt omkring i resten af Sjælland. Men det er langtfra det land, vi kender i dag. Der er en kolossal historisk afstand mellem nutidens dansker og Ole. Historikere brugte i 1970’erne og 1980’erne Ole som mere eller mindre typisk repræsentant for sin tids almue. Hans livshistorie kunne illustrere befolkningens vilkår i tiårene op til enevældens afskaffelse. Det gamle landsbyfællesskab var under opløsning, det var en langvarig økonomisk krisetid, og som tusindvis af andre unge drog Ole fra landet ind til den store by, hvor mulighederne for beskæftigelse og overlevelse kunne se lysere ud. Men når man ville stå på egne ben og smede sin egen lykke, var der også en risiko for at fejle og gå til bunds. Kontrollen med borgerne var stram, og lovene strenge. Kriminelle fejltrin kunne være skæbnesvangre, selv om datidens politi ofte havde svært ved at hamle op med tyve og røvere.

Det er baggrunden for Oles livsbane. 1970’ernes og 1980’ernes tendens til at sætte ham i bås som oprørsk proletar eller talerør for den laveste underklasse gik dog for langt. Det er ikke rigtigt, at han kom fra den laveste underklasse, de besiddelsesløse proletarer. Hans far var selvejerhusmand med jord. Ole gik i lære som møllersvend. Han havde gode evner og besad sin egen stolthed. Ole kæmpede først og fremmest for sig selv, og det er en overdrivelse at betragte ham som en oprører, der blot manglede lidt politisk skoling for at påbegynde klassekampen. Bortset fra den slags fortolkninger er det historiske perspektiv en selvfølgelig forudsætning for at kunne forstå Ole og hans livshistorie.

Han var et barn – og en ung mand – af sin tid og sin baggrund. Hans livshistorie er sørgelig. Når man kommer tæt på ham ved at læse ”Min historie”, mærker man en begavelse, der gik til spilde. Man lærer hans personlighed at kende, og man oplever, at han havde gode evner, der ikke blev godt udnyttet.

Den store sammenhæng i hans bog er kronologien. Ole fortæller om sit liv fra først til sidst, efterhånden nærmest år for år. Undervejs svinger fortællerens humør frem og tilbage, hvilket er meget forståeligt, når man husker hans fortællesituation. Der er megen fortælleglæde, men også fortællevrede. Skældsordene hagler ned over dem, han regner for sine fjender. Men der er langt fra protest til oprør. Da jeg genlæste ”Min historie”, nåede jeg frem til bedre at kunne forstå Ole, når jeg betragtede hans livshistorie som – ikke én, men en serie af historier. Så det er også den måde, hans livshistorie skal gengives i min genfortælling i ”Ole Kollerøds historier”, kapitel efter kapitel med episoder af Oles liv. Derfor hedder bogen ”Ole Kollerøds historier”, i flertal.

Biografien er dog ikke bare genfortælling. Det er slående, at et af Oles fortælletekniske kneb er at nævne mange af de relevante datoer, personer og steder, som han fortæller om. Den slags fakta giver fortællingen autenticitet og styrker dermed fortællerens autoritet.

Men samtidig appellerer disse oplysninger til efterprøvning. Hvem var den-og-den person? Kan det passe, at sådan-og-sådan? Svarene kan ofte findes i andre samtidige kilder, især retsbetjentarkiver og de arkivalier, der sædvanligt bruges til personidentifikation.

Ole Kollerøds historier kan bruges på flere måder. For det første ønsker jeg at fortælle Ole Pedersen Kollerøds historie, så beretningen både kan læses som en samlet beretning og som et supplement til hans egen livshistorie. For det andet gør jeg en del ud af den præcise identifikation af personer, som Ole Kollerød omtaler, hans venner og fjender, hans familie og hans bekendte,

politifolk og ofre for hans forbrydelser. Det betyder, at jeg vil komme ind på enkeltheder, som han måske ikke selv fortæller. Det kan være omstændigheder ved visse begivenheder eller kommentarer til personer i hans omgangskreds. Der er mange almindelige mennesker blandt dem: bønder og borgere, ludere og lommetyve, et bredt udsnit af sjællændere og københavnere.

Formålet med Ole Kollerøds historier er alt i alt at komme lidt tættere på mennesket Ole. Vist var han på mange måder repræsentativ for den jævne landbefolknings situation i en historisk krise- og overgangstid i Danmark, men han var ikke kun en type, et eksempel. Han var også – ganske jordnært – et menneske. Jeg læser ”Min historie” som et menneskeligt dokument, og jeg tror, at man kan komme tættere på mennesket Ole ved at lytte til hans historier og efterprøve dem ved hjælp af sund skepsis og brug af andre samtidige kilder.

Asger Berg
Fhv. lektor, cand.mag. og forfatter