Her midt på sommeren (i alle dens afskygninger) må det være på sin plads med et indslag i den mere lette genre.

Siden ”Unyttige Historiefacts” kunne for nylig berette, at man i middelalderens Firenze indførte love, som skulle begrænse, hvor ekstravagant især kvinders påklædning var, da de ikke måtte klæde sig for pænt for deres klasse. En lov fra 1356 påpegede fx, at kvinder hverken hjemme eller ude måtte gå med knapper med perler eller ædelstene, ligesom det var forbudt at have knapper på, som ikke havde et tilsvarende knaphul.

Man behøver ikke at se på Firenze for at opleve sådanne luksusforordninger. Dem har der også været en række af i Danmark

I marts 1683 udstedte Christian 5. en forordning, der havde til hensigt at begrænse befolkningens forbrug af klæder samt mængden af mad og drikkevarer ved bryllupper, barselsfester og andre gæstebud. Ifølge forordningens indledning havde overdådigheden og et dermed unyttigt forbrug taget overhånd og ført til ruin for mange, hvorfor det måtte indskrænkes og reguleres af lovgivningen.

Den 12. marts 1783 udstedte Christian 7. en forordning, der skulle indskrænke bondestandens forbrug af nydelsesmidler, luksusmadvarer og finere importerede stoffer til beklædning. Blandt andet kaffe- og vindrikning blev helt forbudt. Bondestandens festligheder blev også reguleret, fx måtte der til et bondebryllup ikke deltage mere end 32 personer, og brylluppet måtte ikke vare længere end en dag.

Går man mere i dybden med 1783-forordningen må man sige, at der blev fastlagt regler for selv de mindste detaljer. Man kan blandt andet læse følgende:

• Til bondebryllupper må der ikke være mere end 32 personer af begge køn, unge og gamle, iberegnet brud, brudgom, deres forældre, slægt og venner.
• Der må ikke serveres mere end 4 retter mad, og der må ikke serveres vin eller kaffe. Overtrædelse af dette kostede 8 skilling per gæst, der var med til brylluppet.
• Der må heller ikke serveres vin eller kaffe ved barselsgilder, barnedåb, kirkegang eller begravelser. Og der må ikke serveres mad til andre end udenbys gæster.
• Et bondebryllup må ikke vare mere end 1 dag. Dog må 16 af gæsterne mødes igen dagen efter kl. 18 og danse indtil midnat – men uden servering af mad.
• Ingen i bondestanden må have andet end hjemmelavet tøj på, fx tøj af vadmel. Kvinderne må ikke have silketrøjer eller silkeskørter på. De må dog have en silkehue på lige som de må have købte trøjer og skørter på.
• Denne forordning skulle oplæses to gange om året fra prædikestolen, nemlig 2. søndag efter advent og første søndag efter Trinitatis. Samtidig skulle alle, der i løbet af året havde forbrudt sig og betalt bøder nævnes med deres navn for menigheden.

Baggrunden for forordningen, der blev ophævet i 1799, var nok flere parametre. Det ene var det bedre borgerskabs ønske om at have eneret på sådan luksus. De mere velhavende madammer brød sig ikke om, hvis tjenestepiger dristede sig til at efterligne dem med tøjet, så godt som de nu formåede.

En anden baggrund var givetvis betalingsbalancen, hvor økonomerne med bekymring så på det stigende forbrug af udenlandske varer.

Kongen selv gav begrundelsen, at familierne ved en sådan luksus satte sig i fattigdom, hvad enten de havde valgt at bruge flere penge, end de havde, eller om de syntes det var nødvendigt at følge de riges eksempler. Han ønskede at bringe ”den gamle tarvelighed” tilbage.

Om forordningen så reelt havde den store betydning, og om bondebefolkningen faktisk rettede sig efter den, findes der ikke så mange oplysninger om. Mange af forholdene skete inden for hjemmets fire vægge, og præsterne har nok haft sit at se til, hvis de skulle holde øje med alle festerne. Angående klædedragten kan man se på det bevarede tøj, at det nok ikke var alle, der tog forordningens bestemmelser lige alvorligt.

Kilder:
Lex.dk
Axel Steensberg: Dagligliv i Danmark

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online