Gotisk trykt tekst – på den nemme måde

En af de seneste bøger, som Danskernes Historie Online har digitaliseret, er ”Bidrag til Hr. General Admiral Lieutenant Greve Friderik Danneskiold Samsøes Levnets Beskrivelse”, der er udgivet i 1796 af Herman Treschow, professor og præst ved Garnisons kirke. Det er en spændende bog om denne kontroversielle greve. Men en sådan bog er ikke unaturligt skrevet med gotisk skrift, som også kaldes for ”fraktur”, så den er måske lidt besværlig at læse for nogle.

Derfor er der her et lille ”trick”, der kan gøre livet noget nemmere for personer, der ikke læser flydende gotisk! Danskernes Historie Online gør teksten i alle bøger søgbar. Det sker ved at et program genkender, hvad der står på de skannede sider. Når der er tale om trykt gotisk skrift anvender vi programmet Transkribus, hvor vi har udviklet en særlig udgave (dvs. model), der er uhyre præcis, når det kommer til frakturskrift. Der er tale om en generel fejlprocent på 0,5% – eller samme præcision som når vi genkender latinske bogstaver.

Denne tekstgenkendelse gør også, at man kan kopiere teksten ud af en gotisk bog som latinske bogstaver.

Her er starten på indledningen til nævnte bog:

Med musen markerer man den tekst, som man er interesseret i at få ”oversat” til almindelige bogstaver. Dette er illustreret nedenstående.

Så anvender man PCens kopiér funktion (fx Ctrl+C). Derefter åbner man en tekstbehandler fx Word og indsætter det kopierede (fx Ctrl+V). Abracadabra, nu kommer teksten til syne som almindelig tekst i Word, som vist her.

Ja, stavningen og sproget er, som det nu engang var …

Danskernes Historie Online har næsten 1.000 bøger online, der er skrevet med gotisk skrift. Denne metode fungerer på langt de fleste af disse bøger.

Nævnte greve Frederik Danneskiold-Samsøe er i øvrigt en interessant person. Han var søn af Christian Gyldenløve og Dorothea Krag og født 1. november 1703. Det blev bestemmende for hans liv, at han allerede som 8-årig kom til England, hvor han forblev, indtil han fyldte 16 år. Der lærte han det, der senere blev hans livsgerning, nemlig alt hvad der vedrørte søvæsen, skibsbyggeri og mekanik.

Søetatens styrelse blev i 1735 overdraget til Danneskiold-Samsøe, dog således at han først 23. november blev udnævnt til oversekretær. Det følgende år blev den øverste styrelse fuldstændig underlagt ham, idet han samtidig fik titel af intendant. Som sådan vedblev han at virke i hele Christian VI’s regeringstid.

Uheldigvis havde Danneskiold-Samsøe et vanskeligt temperament samtidig med, at han var dygtig. Han var åbenbart ikke let at arbejde sammen med, og det blev ikke bedre af hans fokus på at finde alle fejl i det, som andre havde gjort. Selv Christian VI skrev betegnende nok om ham til Johan Sigismund Schulin: “Grev D. er meget sensibel; men efterdi han er os nyttig, ville vi gjærne menagere ham saa meget som muligt”. Det var godt for Danneskiold-Samsøe, at Christian VI, der interesserede sig meget for flåden, havde denne opfattelse af hans dygtighed, for mange så gerne, at han blev afskediget.

Efter Christian VI’s død blev Danneskiold-Samsøe afskediget fra sin stilling i Søetaten. Han var nu i adskillige år pensioneret embedsmand. Han nød sin frihed, først på Søllerødgård, som han havde ejet en række år, så i Aarhus, hvor han var i nærheden af Marselisborg, som han havde fået efter sin farbroder Ulrik Christian Gyldenløves død (1719). Men da kaldte kongen ham tilbage til virksomhed i statens tjeneste, dog ikke inden for marinens område, men som overhofmester ved Sorø Akademi (1760) og amtmand over Ringsted og Sorø Amter. Han fik dog sin afsked fra Sorø Akademi i 1764 efter mange klager til regeringen over manglende bevillinger.

To år efter, at Danneskiold-Samsøe havde forladt Sorø, fik han en ny stilling. Da Christian VII havde tiltrådt regeringen, henvendte Danneskiold-Samsøe sig straks til ham med en opfordring til at få hans hjælp til at styrke Søetaten. I 1766 fik han igen ledelsen af marinen som overkrigssekretær for Søetaten og “Surintendant de marine”. Årene havde imidlertid lige så lidt svækket den lidenskabelige mands stridslyst som hans virkelyst.

Efter et angreb på ministeren J.H.E. Bernstorff måtte Danneskiold-Samsøe sige farvel til sine stillinger i Konseillet og i Søetaten den 27. oktober 1767. Danneskiold-Samsøe overlevede kun kort sin sidste afskedigelse, han døde allerede 18. juli 1770 på Marselisborg.

Her er link til bogen om Danneskiold-Samsøe: tryk her.

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online

One thought on “Gotisk trykt tekst – på den nemme måde

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait