For nylig hjalp jeg ved hjælp af DNA Ditte med at finde hendes biologiske far, som hun ikke vidste, hvem var. Hun havde fået at vide af sin mor, at hun var donorbarn af en ukendt sæddonor, men den historie troede Ditte ikke på. Det var grunden til, at jeg tilbød at hjælpe, for ellers er jeg meget forsigtig med at finde anonyme donorfædre.
Men historien skulle nu vise sig at være korrekt. Ved hjælp af DNA-analyser fandt jeg frem til hendes far, som jeg tog kontakt med. Han kunne fortælle, at han i sin ungdom som lægestuderende havde tjent lidt ekstra penge ved at donere sæd på Rigshospitalet. Mine etiske bekymringer forsvandt, da han fortalte, at han meget gerne ville vide, om han havde nogle biologiske børn. Han havde selv forsøgt at kontakte sædbanken for at få oplysninger, men de kunne selvfølgelig ikke udlevere data på eventuelle børn.
Det rejser dog en debat om donorbørn, hvor faren er anonym sæddonor, har krav på at få at vide, hvem deres far er. Og man kan godt forstå argumentet om, at det er en menneskeret at få dette at vide. Det har fået Nete Eldrup på 29 år til i juni at stævne Indenrigs- og Sundhedsministeriet for at få oplyst, hvem den anonyme sæddonor til hende var. Umiddelbart har hun ingen ret til at vide, hvem donoren er, men det mener hun er i strid med menneskerettighederne. Hun får næppe medhold i sagen, da Menneskerettighedsdomstolen hidtil ikke har givet donorbørn medhold i deres ønsker (bl.a. i en fransk sag).
Allerede i 2021 udgav Institut for Menneskerettigheder en analyse af problemstillingen med anonyme sæddonorer. Ikke overraskende tager de i denne analyse udgangspunkt i børnenes rettigheder til at kende deres biologiske forældre. Alligevel anbefaler de ikke, at et barn kan få identiteten af en anonym far at vide, idet der som nævnt ved Menneskerettighedsdomstolen ikke findes afgørelser, der er gået den vej. Men ifølge instituttet bør barnet kunne få adgang til flere oplysninger om faren end de få basisoplysninger, som de har krav på i dag, fx højde, vægt, hårfarve, øjenfarve og etnicitet.
Institut for Menneskerettigheder slår fast, at selvom både FN’s Børnekomité og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har anerkendt barnets ret til identitet, så er brugen af anonym donation ikke forbudt efter menneskeretten.
Der er i virkeligheden tale om to modsatrettede hensyn til rettigheder. På den ene side barnets rettigheder til at kende sin identitet – og på den anden side donors rettigheder i forhold til indgåede aftaler om anonymitet og retten til privatliv.
Ved hjælp af DNA-analyser vil de fleste personer kunne identificere deres fædre – hvilket jeg og andre ofte hjælper med. Dermed bliver det i forhold til anonyme donorer et tilsvarende spørgsmål, om vi skal hjælpe sådanne donorbørn med at finde deres fædre, altså lægge vægt på barnets ønsker, eller om vi skal respektere de mænd, der blev anonyme sæddonorer i troen på, at de ville forblive anonyme.
I en anden sag fik jeg en henvendelse fra en kvinde i Schweiz, der på vegne af sit 2-årige barn med dansk, anonym donorfar gerne ville finde frem til faren. Her var det så ikke barnets ønsker – selv om det var argumentet – men morens interesser; og det var altså en mor, der selv havde valgt en anonym donor fremfor en kendt donor. Jeg afstod fra at finde faren for hende, men jeg hørte senere, at det lykkedes for hende selv at finde ham. Det var dog overraskende at høre, at hun nu skulle have et barn mere – igen med en anonym sæddonor!
Uanset mine principper har pressen allerede bekendtgjort, at det reelt ikke længere er muligt at være anonym sæddonor på grund af DNA, og at man derfor bør se på denne ordning. Institut for Menneskerettigheder peger også på, at sæddonorer ikke længere kan være anonyme i Norge og Sverige. I Norge ændrede man dette allerede i 2003. Ifølge denne bioteknologilov har børn undfanget med sæddonation efter 2003 ret til at få oplysninger om deres genetiske ophav, når de fylder 18 år.
Indenrigs- og Sundhedsminister Sophie Løhde har for nylig udtalt, at ”Jeg forstår godt, at donorbørn på et tidspunkt i livet kan have behov for at kende deres biologiske ophav. Og jeg har bedt Indenrigs- og Sundhedsministeriet se nærmere på erfaringer fra lande som Sverige, hvor man har afskaffet anonym sæddonation, med henblik på, at Folketingets partier senere på året kan drøfte, om reglerne på området skal ændres”.
Hvis man i Danmark afskaffer anonyme sæddonorer fremadrettet, kommer det med en pris. Erfaringer viser nemlig, at lysten til at være sæddonor falder hos mange, når man ikke længere er anonym. I Norge har man svært ved at finde sæddonorer og må importere sæd fra udlandet. Det må da også være specielt i løbet af få år at blive kontaktet af 12 børn, der alle netop er blevet 18 år – foruden altså potentielt et stort antal børn fra udlandet!
Uanset hvad, ændrer det ikke på situationen for de mange børn, der lever i dag og hvor faren har været anonym sæddonor – det varer jo en generation inden en eventuel afskaffelse af anonyme sæddonorer i Danmark slår igennem.
Kilder:
Donorbørn hiver staten i retten, DR.dk, 19. juni 2025.
Donorbørns ret til identitet, Institut for Menneskerettigheder, 2021.
Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online
Med hensyn til donorfædre/mødre, der føder børn for barnløse, har man da taget stilling i Danmark til mulig arveret i de tilfælde, hvor donorer er blevet fundet gennem DNA?
Som loven er i dag, er barnet vel tvangsarving? Hvad med de mænd, som har hjulpet et større antal børn til verden og senere er blevet far til “egne” børn?
Jeg er en ældre dame, som bor i et land, hvor der ikke er tvangsarvs-lovgivning, og finder det derfor interessant at vide, hvordan dette vil blive behandlet fremover i Danmark.
I sagen fra Frankrig fik de ikke medhold netop fordi den franske regering allerede havde besluttet at ændre lovgivningen så børnene kan få oplyst hvem donor er.
Vigtig debat. Har lige læst en bog om barnets konsekvenser af adoptionen, Min Kim af Eva Tind, hvor hun bl.a. fortæller at også på New Zealand er det forbudt med anonyme sæddonorer, kun 6 donationer må gives. Hun skriver bl.a. side 334 mm.
“Anonym donation og adoption burde afskaffes, da det er i strid med menneskerettighederne og en basal krænkelse at udslette menneskers slægtsspor, da det er meget vigtigt for individet at kende sit biologiske ophav”
Og det kender vi slægtsforskere jo også til , vi vil jo også kende slægtens spor og hvordan den har påvirket os og stadig gør det på tusind måder
Vist også på tide, at der sker en ændring.
I andre lande er det staten der tilgodeser børnene langt mere, ved i lang tid at have afskaffet anonymitet netop fordi barnets tarv er det centrale og den svageste part, hvis der er tale om ass. reproduktion. Det handler, altså om barnet (donorbarnet) og ikke nødvendigvis forældrene. Barnet er det der afgør fremtiden.
Hvis forældrene virkeligt ønskede et barn, så ville de i lige så høj grad kunne acceptere en ikke-anonym donor frem for at sætte sig selv i første række. Det handler om det bedste for deres barn og jurdiske/sociale forældre vil de være uanset, og en anonymitet ændrer ej hellere ikke noget i biologien, men i deres barns på forhånd limiterede rettigheder.
En donor vil aldrig blive en social/juridisk forælder, men han vil stadig være biologisk far.
Det er en gåde at Danmark og politikere ikke i tide er gået den vej tidligere som andre lande fra start har valgt og etisk råd blot har set væk i deres anbefalinger/rapporter og overladt det til markedet, som den dag i dag.
Ja, det kommer med en pris, nemlig at det ikke altid er bedst at overlade etiske problemstillinger til markedet, en pris som donorbørnene betaler den dag i dag.
Ligesom det er en gåde, at eksportere arvemateriale rundt til hele verden er helt skævt på bekostning af børnene.
Det er ikke Danmarks ansvar, at der sidder mennesker rundt i verdenen som mangler sæd og slet ikke anonym sæd.
Danmark kunne sagtens dække sit behov, men så kommer det med en økonomisk pris, nemlig at der ikke produceres uendelig mange børn med samme mands arvemateriale.
Centrale figurer, som Ole S. og en pioner jordmoder Nina S., der i start 90’erne og 2000 så en kæmpe forretning i barnløses uheldige skæbne og det ikke kun nationalt, internationalt så viking gen imaget mere end blot har fået en revival. Og set i bagspejlet har det været startskuddet for den kæmpe industri der står i dag, sammen med at fertiliteten/fødsler stadig er regressiv, en industri der er altruistisk og ønskværdig ?
Det er bare helt fair, at de donorbørn der har et behov for at vide hvem de kommer fra, rydder op i det staten og det private marked ikke selv kan få styr på.
Det er mere end fair, at nogle børn har behov for at kende fortiden (den anonyme donor), for at kunne forme fremtiden. Det kunne Ole S. og Nina S. måske selv lige lave et stamtræ af og reflektere lidt over, i stedet for at se på årsregnskabet og være ligeglad med de behov de mennesker har, de selv igennem teknologien og deres forretning har været med til at lave.
Ikke kun en vigtig debat om børns rettigheder. Måske også et spørgsmål om erkendelse om proportionalitet og hvor meget lobbyisme gør danske politikere mundlam.
Proportionalt er Danmark en af verdens største eksportører af doneret sæd set i henhold til størrelse af landet. Hvordan kan det opnås? Liberal lovgivning om anonymitet og store antal flokke af donorbørn per donor, gør det muligt pga. omkostningerne for donationerne så er billigere.
I henhold til lobbyisme, har de danske privatejede sædbanker igennem historien systematisk og strategisk undermineret politikere og lovgivningen i deres høringssvar og brugt retorikkens magt. Der blev brugt argumentet for, at ryger anonymiteten så ryger også muligheden for at hjælpe barnløse. Eller med deres egne ord – “sædtørke” – som om en verden kan lide af sædtørke. Eller argumentet om, at der vil opstå et “gråmarked”. Hvad definerer et “grå marked”? Er mand og kvinder der laver et barn naturligt i sengen så også ude på et “gråmarked” for at lave børn? Den gavmilde sæddonor, Henrik, har vist ikke gjort det fordi han manglede penge, end snarere af altruisme og interesse for de børn han har hjulpet til verdenen.
Man kan også stadig følge sædbankernes strategiske måde at distribuere og øge deres markedsandele på. De sidder stort set med i alle EU-udvalg om assisteret reproduktion og er flittige med at forme agendaen og dermed beslutninger, herved også beslutninger om anonymitet. Og hvis man så har optjent mange penge på bekostning af børnene, så kan man også finansiere symposiumér, hvor etisk råd så også er velkommen.
I Australien og UK (2005) blev anonymiteten afskaffet også med indspark fra engagerede donor undfangede dr. Joanna Rose, der har skrevet en Ph.d.-afhandling omkring hvorfor sæddonor anonymitet både moralsk og etisk er problematisk og forkert, set fra et donor undfanget’s perspektiv.
Det er underligt, at så et videns tungt et samfund, som det danske er, ikke har ladet sig inspirere af andre landets erfaringer.
Herunder et samfund og en kultur, som ser op til kongehuset, fyldt med slægtskab, – men nej hvis det gælder egen familie forøgelse og ass. reproduktion, så giver man stadig mulighed for at fortie adgang og information om sig selv, hvor biologien/naturen blot er noget der forstyrrer og kan være barsk. At anerkende at vi mennesker alle er en del af biologien og naturen er måske det vi mangler i Danmark.
Hvordan kan det være, at varer i supermarkedet skal være mere transparente end udkommet ved assisteret reproduktion, der omhandler tænkende, følende og levende mennesker? For varer i supermarkedet skal der fremgå hvad indehold der er, hvor og af hvem det er blevet produceret.
Men donor undfangede der har en anonym donor, der ser sig i spejlet og gerne vil vide hvor nogle af deres biologiske/arvemæssig træk kommer fra, det er der ikke plads til i et videns tungt Danmark.