Er dine gener klæbrige?

Som de fleste andre har jeg observeret DNA-matches, hvor man deler fx 49 cM DNA, der primært består af et stort stykke på 30 cM. Dette er et konkret eksempel på, at fælles DNA med en fjern slægtning stort set er samlet i ét segment. Ikke alene deler testpersonen et segment på 30 cM DNA med matchet, men søsteren til testpersonen deler stort set samme stykke DNA med matchet.

Vi har lært, at man deler omkring 50% DNA med hver forældre, og at denne DNA fordeling er tilfældig. Man har således også omkring 25% tilfældigt DNA fra sine bedsteforældre. Dette er også korrekt. Men den tilfældige fordeling holder ikke, når man zoomer ind og ser på enkelte DNA-segmenter. Et match som ovenfor på 49 cM antyder, at segmentet på 30 cM er nedarvet uændret igennem 4-5 generationer. Hvis DNA fordeles helt tilfældigt fra forældre til børn, kan dette ikke lade sig gøre. Ligesom det ville være helt umuligt, at to søskende deler præcist samme stykke DNA på 30 cM med en ane 4-5 generationer tilbage.

Noget tyder altså på, at nogle DNA-segmenter arves uforandret gennem flere generationer. Det har DNA-analytikere faktisk vidst længe, og sådanne stykker kaldes for ”sticky segments” – klæbende segmenter.

Roberta Estes skrev i 2014 en artikel, hvor hun analyserede dette fænomen. Hun henviste blandt andet til Vannoy-projektet, hvor 5 fætre og kusiner var efterkommere efter Elijah Vannoy, der var født i 1786. De 5 personer delte alle et stort, signifikant stykke DNA på kromosom 15. De er alle 5 generationer efter Elijah Vannoy, så de skulle dele mindre end 1% DNA i alt og i hvert fald ikke et stort, ubrudt segment. Som det fremgår af illustrationen er virkeligheden en anden.

Fælles segmenter mellem  5 fætre/kusiner (triangulering med den 5. person)

Roberta Estes gav sig i lag med at analysere sine matches i alle detaljer for at se, hvordan segmenter bliver arvet fra en generation til den næste. Hun fandt, at i langt de fleste tilfælde bliver et segment arvet stort set uændret til næste generation (måske en anelse kortere) eller også bliver det slet ikke givet videre til næste generation. Kun i 10% af tilfældene sker der en markant reduktion af segmentet, når det gives videre til næste generation.

Der er således tale om næsten ”enten-eller”. Altså enten arver man segmentet stort set uændret eller slet ikke. At man arver ca. 50% af segmentet forekommer stort set aldrig.

Hvor stor del af et segment, der nedarves til næste generation. 0 = 0%, 2 = 100%

Mens disse “sticky” segmenter er et velkendt fænomen, findes der meget få teorier, der forklarer, hvorfor det forholder sig sådan.

En af forklaringerne kunne være de såkaldte IBD-segmenter (”Identical by descent”). Det er bestemte segmenter i menneskets DNA, der nedarves stort set uændret generation for generation. Fx er der et segment på kromosom 6, der har en tendens til at blive nedarvet uændret generation for generation. Segmentet er relateret til det menneskelige immunsystem.

Man forestiller sig, at grunden til, at sådanne IBD-segmenter har en tendens til at være hele segmenter, der nedarves uændret, er at de indeholder kritisk DNA-information for mennesket. Altså ligesom en motor, der består af mange dele, der fungerer perfekt sammen. Man kan ikke bare skifte nogle af komponenterne ud med komponenter fra en helt anden type motor.

Men denne forklaring holder ikke helt i forhold til DNA-matches, for de ”sticky” segmenter vi kender, er ikke isolerede til nogle bestemte steder på bestemte kromosomer. Det er heller ikke sådan, at mange mennesker på tværs af familier er ens på disse segmenter.

Faktisk har jeg ikke fundet nogen rimelig forklaring på fænomenet med de klæbende segmenter. Det er foreløbig et aspekt ved den nedarvede DNA, som vi endnu ikke helt forstår.

Kilder
Generational Inheritance af Roberta Estes (https://dna-explained.com/2014/02/19/generational-inheritance/)
International Society of Genetic Genealogy Wiki (https://isogg.org/wiki/Identical_by_descent)

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online

3 thoughts on “Er dine gener klæbrige?

  1. Jeg er stødt på flere af denne type match i mit eget stamtræ.
    Jeg har en større gruppe, ca. 40 match. også med signifikant match på kromosom 15, hvor ikke har kunnet bestemme fælles aner, på trods af ihærdig søgen.
    I flere tilfælde er jeg stødt på familier hvor flere generationer har taget test, og samme segment går igen uden at blive degenereret over tre generationer. Jeg mener at kunne se, at disse ofte har forbindelse til mig mange generationer tilbage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait