Det er en udbredt historie i mange familier, at et barn født uden for ægteskab af en tjenestepige skulle have gårdmanden eller gårdmandens søn som far – også selv om der er udlagt en tjenestekarl i kirkebogen (såkaldte falske fædre).

Der er ikke ret mange beviste tilfælde af sådanne forhold – hvis man altså ser bort fra fiktionens verden, hvor det vrimler med denne type historier, som sikkert har givet inspiration i mange familier. Og de kendte tilfælde ligger langt fra det stereotype billede af en gårdmand, der tvinger sin tjenestepige til sex, og derefter får en lokal tjenestekarl til at tage skraldet.

I virkeligheden var der tale om uægteskabelige forhold, som det kendes i dag. Og de falske, udlagte barnefædre blev i højere grad opfundet for at undgå en prekær situation og for at undgå for meget sladder i sognet. Det er bestemt også sandsynligt, at en tjenestepige, der håbede på et senere ægteskab med faren, udlagde en falsk barnefar for ikke at udstille sin kommende ægtemand og ikke mindst for at undgå den økonomiske bøde, han kunne blive pålagt.

Historikeren Nina Koefoed, hylder teorien, at der var tale om undertrykte kvinder (tjenestepiger), der blev seksuelt udnyttet af husbonden gennem dennes sociale og maskuline dominans. Som eksempel fremhæves Otto Ludvig Raben, greve til det lollandske gods Christiansholm, der fik flere børn med de lokale tjenestepiger.

Dette kan ikke udelukkes i det nævnte tilfælde – og der er sikkert også andre eksempler. Men var det et generelt mønster, der lå bag ved 5-10% uægteskabelige børn? Nej, næppe.

Mange undersøgelser viser, at tjenestepiger generelt havde et aktivt seksualliv, før de blev gift. Den svenske historiker Marie Lindstedt Cronberg stiller spørgsmålet: Hvorfor gik pigerne i 1700-tallet og frem overhovedet i seng med mænd? Samtidig påviser hun ud fra samtidigt retsmateriale, at det tit var pigerne, der krøb op i sengen til mændene. Hun påpeger således, at 1700-tallets tjenestepiger var seksuelt aktive og ikke bare et offer, der blev udnyttet eller voldtaget.

Dansk forskning

Der findes i hvert fald to forskere, der indgående har set på fødsler af uægte børn i Danmark, herunder forholdene for ugifte tjenestepiger og fædrene til deres børn født uden for ægteskab.

Agnete Birger Madsen har med udgangspunkt i 134 fødsler i perioden 1830 til 1880 i to jyske landsogne, Janderup, Ribe Amt, og Skt. Hans i Hjørring Amt, undersøgt de sociale forhold og levevilkår for de ugifte mødre i sognene. Undersøgelsen er således meget velegnet til at forstå situationen for de frugtsommelige tjenestepiger på landet i 1800-tallet.

Undersøgelsen viser, at stort set alle de ugifte mødre var enten hjemmeboende hos deres forældre eller tjenestepiger på gårdene i området, og specielt de største af gårdene tegnede sig for en stor andel af de gravide tjenestepiger. De udlagte fædre var tjenestekarle på gårdene med enkelte undtagelser.

Undersøgelsen afslører, at der kun var en enkelt ud af de 134 fødsler, hvor det viste sig, at gårdmanden var far til barnet og havde fået en tjenestekarl til at tage ansvaret for det. Dette forekom altså, men der er meget langt fra virkelighedens verden og til det indtryk, at det var helt almindeligt, at gårdmændene fik børn med deres tjenestepiger.

Asbjørn Romvig Thomsen dækker med sin undersøgelse perioden fra 1750 til 1830, og de to undersøgelser supplerer derfor hinanden udmærket. Han har undersøgt de sociale forhold for de ugifte mødre ved 117 uægte børn født i de tre sogne Selde, Junget og Torum sogne i det nordøstlige Salling.

Også denne undersøgelse konkluderer, at størstedelen af de uægte børns forældre var ugifte piger og ungkarle. Et interessant aspekt er, at undersøgelsen går bag om kirkebogens oplysninger for at se, hvor mange af børnefædrene, der faktisk var gift. Her estimeres det, at mellem 15% og 20% af børnefædrene var gift – men ikke nødvendigvis gårdmænd eller herremænd, faktisk tværtimod.

Fædrene til de uægte børn fulgte en helt normal social fordeling i sognet, og baggrunden for den overvejende del af fødslerne var parrets ønske om at blive gift. I ca. 20% af tilfældene blev forældrene faktisk gift efterfølgende, mens i ca. 65% af tilfældene var det meningen, men ægteskabet kom ikke i stand på grund af manglende økonomiske forudsætninger (”foden under eget bord”). Der er relativt få eksempler på, at barnet var resultatet af en løs forbindelse.

Asbjørn Romvig Thomsen afviser således direkte, at der skulle være tale om den almindeligt udbredte opfattelse, at uægte børns undfangelse skyldtes en husfader, der benyttede sin sociale magt over tjenestepigen til at gennemtvinge et seksuelt forhold.

Forkerte fædre

Som nævnt er en del af myten om de uægte børn, at den far, der står nævnt i kirkebogen, alligevel ikke er far til barnet – og det levner dermed mulighed for, at det er gårdmanden eller herremanden, der i virkeligheden er far til barnet. Og at gårdmanden eller herremanden i hemmelighed har betalt en tjenestekarl for at tage det på sig. Hermed er vi godt på vej ind i konspirations-teorierne.

Der findes mange eksempler på børn (i hvert fald i nutiden), der en dag får at vide af deres mor, at den person, de ellers har troet, var deres far, faktisk ikke er deres far. Her tænkes ikke primært på adoptioner, der jo fremgår af kirkebogen, men at den far, der står i kirkebogen, nok ikke er far alligevel. Et sidespring, en elsker, et åbent forhold – forklaringerne kan være mange. Jeg støder selv jævnligt på disse ofte frustrerede børn, der skal i gang med at lede efter deres faktiske, biologiske far.

At det også har forekommet historisk, findes der tilsvarende eksempler på. De kommer frem i lyset, når faren på et senere tidspunkt indrømmer faderskabet, selv om der står en anden mand i kirkebogen. En husholderske, der blev ansat hos distriktslæge Rudolf Ludvig Murtfelt i Varde, kom til pladsen med et barn, hun havde fået uden for ægteskab. Lægen tog barnet til sig, der således voksede op som embedsmandssøn i Varde. I kirkebogen stod der, at det var en ”Niels Pedersen” fra Tønder, der var udlagt som barnefar. Men distriktslægen vedgik senere, at det var ham, der var far til barnet, og at han efterfølgende havde taget moren i huset.

Men hvor udbredt er det egentlig? Blandt slægtsforskere har man hørt mange tal smidt på bordet, der bliver nævnt helt op til 30% af børn, der ikke har den far, de tror. Det er faktisk et svært spørgsmål at undersøge, idet man før brugen af DNA havde begrænsede muligheder for med sikkerhed at fastslå et faderskab (hvad en del mødre sikkert har været glade for). Efter fremkomsten af DNA-tests er det til gengæld vanskeligt at sikre sig, at en statistisk undersøgelse rammer helt repræsentativt.

En historie fra Ritzau viser problemet. Overskriften var ”Hver tredje er ikke biologisk far”. Det var baseret på oplysninger fra et DNA-testfirma, der havde foretaget godt 2.000 analyser. Men undersøgelsen var baseret på, at firmaet netop blev kontaktet af mænd, der var i tvivl om, hvorvidt de faktisk var far til et barn (og firmaet havde i øvrigt mest travlt ca. ni måneder efter julefrokost-sæsonen). En sådan undersøgelse kan ikke bruges til noget, da der netop er tale om mænd, der i forvejen mistænker, at de ikke er far.

Et forskerhold fra John Moores Universitet i Liverpool gennemgik i 2005 et stort antal eksisterende undersøgelser fra hele verden om de skjulte fædre. Blandt de mange undersøgelser varierede andelen af forkert antagne fædre fra 0,8% til 30% med en klar tendens til, at jo mere repræsentativ undersøgelsen var, desto mindre var andelen. Middelværdien var 3,7%, hvilket fik medierne til at konkludere, at 4% af fædrene alligevel ikke er far til det barn, de tror – hvilket er en grov forenkling af analysen.

Lægges der størst vægt på de analyser, der er baseret på de mest repræsentative undersøgelser, bliver tallet mere omkring 1-2% af børn, der ikke har den far, der står i kirkebogen.

Der er altså al mulig grund til at holde fast i, at man som slægtsforsker går ud fra, at personen nævnt i kirkebogen som far, faktisk også er far – med mindre man har andre helt konkrete og skriftlige kilder, der peger på andet (familiens mundtlige overleveringer er ikke tilstrækkeligt pålidelige i denne forbindelse). En påstand om en anden far end den, der er nævnt i kirkebogen, bør som hovedregel kunne underbygges af DNA-analyser.

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online