Portrætfotos udgør meget tit en udfordring for slægtsforskere. Det skyldes ikke mindst, at vi har arvet mange fotos, hvor der ikke er anført, hvem billedet viser. Og da billedet er i familiens eje kunne det være rigtig godt at vide, om det er et familiemedlem og hvem personen er.

Vi ser mange spørgsmål, der handler om sådanne billeder. Oftest starter man med at undersøge, om fotoet kan tidsbestemmes og alderen på personen, for så kan man måske regne ud, hvem der er på billedet. Det kan give god mening med en sådan tidsbedømmelse, blandt andet ud fra det tøj, folk har på, og den stil, billedet har. Desuden har mange af de ældre portrætfotos angivelse af fotografen og dennes adresse. Fotograferne er der så meget styr på, at perioden kan indsnævres (se fx Ochsners store værk om danske fotografer online her).

I den forbindelse skal man huske på, at fordi billedet sidder i familiens album, er det ikke nødvendigvis et billede af et familiemedlem. I dag er vi vant til at fokusere på billeder, der har en særlig betydning for én, men sådan var det ikke tidligere. I 1800-tallet var portrætfotos så sjældne, at man ligefrem samlede på dem, også selv om man ikke havde nogen særlig relation til vedkommende. Der blev også udvekslet visitkortfotos ved forskellige lejligheder, når man mødtes.

En særlig variant af arbejdet med portrætfotos er, når man har to fotos, hvor personerne ligner hinanden – eller man har fundet et foto et sted, og dette foto ligner en person, man allerede har et foto af. Så opstår spørgsmålet, om der er tale om samme person? Det beder man så måske andre om at være med til at bedømme.

Giver det mening?

Man kan godt tillade sig at stille spørgsmålstegn ved, hvad formålet er med at bede folk bedømme to fotos på denne måde. Der er ganske vist lidt pseudo-videnskabeligt over at sammenligne to ansigter og kikke på næsens form, øjnene, ørernes form, hårlinjen og meget mere. Men det er pseudo-videnskab, fordi det i sidste ende er helt subjektivt. Øjnene ser det, som man gerne vil se.

De praktiske eksempler viser tydeligt dette. Der er eksempler på, at nogle mener at ørerne på to billeder er ens, mens andre mener de ikke er ens. Nogle mener, at ørerne ikke ændrer sig med alderen, andre mener, at det gør de. Nogle går op i, hvordan hårskilningen er; andre går op i, om siddestillingen er den samme. De to sidste betragtninger er direkte meningsløse.

Grundideen med at bede folk vurdere spørgsmålet, om to billeder viser samme person, må være en form for ”afstemning”. Hvor mange mener, det er samme person? Og hvor mange mener ikke, det er samme person? Hvis der er et klart flertal for det ene, betyder det så, at det er det korrekte svar? Selvfølgelig ikke. Man kunne lave en afstemning dagen efter med et andet ”publikum”, og resultatet vil være forskelligt. Man kan altså ikke basere sin slægtsforskning på afstemninger!

I det eksempel, der vises øverst, var de fleste tilbøjelige til at mene, at det var samme person. Det viste sig også at være tilfældet, men det blev bevist gennem brug af kilder og ikke gennem en afstemning. Kilder og dokumentation er den eneste måde, vi kan afgøre et sådant spørgsmål på. Det er kun mennesker, der har kendt de pågældende personer på billederne, der kan vide, hvem det er.

Det går helt galt, når folk begynder at foreslå, at billeder af to personer ikke viser den samme person, men at de ”ligner hinanden så meget, at de må være familie”. Fx at ovenstående billede skulle vise en mor og en datter. Så er man så langt forbi nogen form for objektivitet, at det bliver helt meningsløst.

Brug af AI

I dag er brugen af AI (kunstig intelligens) totalt over-hypet, og det er først langsomt ved at gå op for folk, at AI faktisk hallucinerer ret ofte – det vil sige kommer med totalt opdigtede forklaringer (se blogindlægget om AI her).

Der er helt sikker nogle, der mener, at AI kan afgøre, hvem der er på et billede eller om to billeder viser samme person. Det første kan med lidt held lade sig gøre, hvis den AI, man anvender, anvender et referencemateriale, hvor personen forekommer, men selv da er det usikkert. Det er lige så usikkert for AI at afgøre, om to billeder viser samme person.

For at teste dette uploadede jeg to billeder – et af min far og et af min oldefar (på min fars side). De to billeder ses her.

Ja, hvis man ved, at den ene person er efterkommer efter den anden, kan man måske godt subjektivt se nogle ligheder. Men ved man ikke dette, kan man bestemt ikke afgøre, om de to personer er i familie med hinanden.

Det interessante var dog, at ChatGPT for at kunne sammenligne de to personer og for at vise, om det er samme person, manipulerede begge billeder, så de fremstår sammenlignelige (fx ca. samme alder). Dette resultat ses her.

Nu kan man så igen begynde at diskutere, om der er tale som samme person (hvad vi ved ikke er tilfældet). Måske fortæller ChatGPT, at der er 90% sandsynlighed for, at der er tale om samme person. Men det er ikke pointen. Derimod er der to vigtige pointer, der ikke kan understreges tydeligt nok!

Den ene pointe er, at billederne er manipulerede. Det betyder, at der er fjernet detaljer og tilføjet detaljer, der ikke findes i de oprindelige fotos. Fx er skægget på min oldefar blevet fjernet. Og den rynke, der ved begge billeder ses ved mundvigen, er god nok i det venstre billede, men frit opfundet i det højre billede (da det i givet fald ville være dækket af skægget). Det siger sig selv (eller bør gøre det), at man ikke kan basere nogen som helst form for konklusion baseret på manipulerede billeder, hvor der blandt andet er tilføjet ikke-eksisterende detaljer. Med den tilføjede rynke ved mundvigen, kommer de to personer til at ligne hinanden baseret på falske detaljer.

Den anden pointe er en konsekvens af dette. Det manipulerede billede af min far til venstre, er ikke min far! Mens jeg ikke har kendt min oldefar, har jeg kendt min far i 40 år. Og billedet til venstre har ingen lighed med den far, jeg kendte. Hvis jeg en dag havde mødt manden til venstre på gaden, ville jeg overhovedet ikke tænke, at han var en dobbeltgænger af min far.

Så hvor meget vi end har et ønske om at få identificeret en person på et portrætbillede, kan det ikke dokumenteres med folks subjektive meninger eller med kunstig intelligens. Man kan gætte – men slægtsforskning handler ikke om at gætte, men om at dokumentere.

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online