Kulturhistorikeren Hugo Matthiessen er måske mest kendt for sin omfattende samling af fotografier fra starten af 1900-tallet. Her tog han rundt og dokumenterede købstæderne med sit Nellerød-kamera, hvor han fotograferede bygninger og miljøer, der for længst er forsvundet.

Hans interesser var dog omfattende, og i 1919 udgav han bogen ”De kagstrøgne” – om den danske prostitution i 1500- og 1600-tallet. Tidligere – i middelalderen – blev prostitution ikke bare accepteret, men det offentlige understøttede ligefrem ”skøgehusene” som en naturlig del af samfundet.

Midten af 1500-tallet markerer et vendepunkt i Danmarks syn på moral, seksualitet og social kontrol. Den protestantiske reformation havde ikke blot ændret kirkens indflydelse og ritualer, men også synet på synd — især den seksuelle. Utugt blev nu ikke kun betragtet som en religiøs forseelse, men også som en trussel mod samfundets orden, folkesundhed og moral.

I 1546 udstedte Christian den Tredje en lov, der specifikt rettede sig mod kvinder, som havde levet i åbenlys seksuel omgang uden for ægteskab — det, man kaldte „skørlevned“. Hvis disse kvinder var blevet smittet med kønssygdomme, blandt andet syfilis og gonoré — dengang betegnet som „pokker“, „frantzoser“ eller „uren og splittende sygdom“ — fik de forbud mod optagelse på hospitaler. Begrundelsen var moralsk afskrækning: den offentlige ydmygelse og sociale udstødelse skulle få folk til at „tage sig i vare“ og undgå „løsagtig livsførelse“.

Denne bestemmelse var ikke blot en sundhedsforanstaltning — den var et signal om, at staten nu aktivt ville bekæmpe, straffe og kontrollere seksualitet uden for ægteskab.

Fra moralsk løfte til organiseret forfølgelse

Da Frederik den Anden blev konge, blev politikken yderligere strammet. Magten flyttede sig fra kirkelig irettesættelse til juridiske og fysiske straffe, udført af byernes myndigheder. Magistraterne i købstæderne — borgmestre og rådmænd — begyndte gradvist at organisere eftersøgning, domfældelse og afstraffelse af kvinder, der blev anklaget for prostitution.

I 1568 blev situationen formelt markeret ved et kirkeligt møde i Roskilde, hvor biskoppen offentliggjorde, at alle „skøger og bolefolk“ (prostituerede og mænd, der levede sammen med dem) fremover skulle piskes på kagen — byens officielle straffested — hvis de blev grebet i utugt. Kort tid efter lod kongen fire kvinder piske ved Frederiksborg galge — uden retssag. Kongens egen hofpræst benyttede lejligheden til at fremhæve handlingen som moralsk eksempel.

Den mest brutale og omfattende foranstaltning kom den 13. juli 1574. Her sendte Frederik den Anden et brev til borgmesteren i Helsingør — Danmarks vigtigste havneby for handel, søfolk og fremmede rejsende. Her blomstrede prostitution naturligt i skyggen af skibe, kroer og soldater.

I brevet beordrede kongen, at:

• alle prostituerede skulle arresteres
• de skulle føres til kagen og piskes offentligt
• derefter udvises af byen

Straffen blev gradvist skærpet:

• 1. gang: Piskning ved kagen og udvisning
• 2. gang: Begge ører skæres af som livsvarigt skamtegn
• 3. gang: Kvinden bindes i en sæk og druknes i havet

Selvom den sidste straf — drukning — officielt blev indført, findes ingen dokumentation for, at den nogensinde blev fuldført. Men den havde stor psykologisk effekt som trussel.

Samtidig blev alle værtshuse, kroer og huse, hvor prostituerede mødte kunder, forbudt. Værter, husejere og såkaldte „huskvinder“ (kvinder der fungerede som mellemled mellem kunder og prostituerede) blev truet med bøder, pisk eller landsforvisning.

Kagen — et forhøjet sted eller pæl midt på torvet — var central i denne moralpolitik. Den stod synligt placeret ved byens vigtigste samlingssteder: rådhus, kirke og marked. Her blev domme eksekveret foran befolkningen, så straffen fungerede som offentlig advarsel og social udstødelse.

Straffene varierede, men typiske elementer var:

• offentlig piskning
• fastbinding med jernbøjler
• hårafklipning i mønstre for synlig mærkning
• i sjældne tilfælde øreafskæring

Klippet hår blev betragtet som særligt ydmygende — derfor udformede man mønstre, så straffen ikke kunne skjules i uger eller måneder.

Et spil mellem straf og overlevelse

På trods af hårde straffe vendte mange kvinder tilbage igen og igen. Mange havde ingen anden levevej end prostitution — især fattige kvinder, soldaterhustruer, forældreløse piger, tjenestepiger, der var blevet gjort gravide og afskediget, eller kvinder smittet med sygdomme, der gjorde dem umulige at gifte bort.

Myndighederne brugte enorme ressourcer på kontrol. I nogle byer blev prostituerede placeret i fangekældre, og deres ejendele registreret og beslaglagt. I Aarhus blev 83 kvinder udvist i 1588 sammen med tyve, løsarbejdere og andre mennesker uden fast bopæl. I Odense sad prostituerede jævnligt fængslet i det berygtede fængsel „Gøges Hat“.

Den måske mest kendte enkeltperson er kvinden kaldet „Den glatte Aal“, som i 1651 blev arresteret og udvist tre gange inden for ét år, før hun endelig blev tvunget til kagen — men også efter denne straf vendte hun tilbage til byen og blev igen arresteret.

På trods af mere end hundrede års love, forbud, trusler, udvisninger, pisk, mærkning og fængsel lykkedes det aldrig at udrydde prostitutionen.

I løbet af 1600-tallet ændrede myndighederne strategi. Tallene fra København viser, at antallet af arrestationer faldt og blev uregelmæssigt. Myndighederne accepterede i praksis en slags tavs tolereret prostitution — så længe den ikke var synlig og socialt forstyrrende.

Den tidligere brutale kamp var simpelthen slået fejl — og staten accepterede gradvist, at prostitution var et tilbagevendende og varigt element i bysamfundet.

Læs mere om prostitution i denne periode i Hugo Matthiessens bog, der kan downloades fra Danskernes Historie Online (tryk her).

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online