Danskernes Historie Online har i flere år arbejdet på at færdiggøre afskriften af det store søfartskartotek, som vi har skannet (adgang til kartoteket findes ved at trykke her). Vi er nu 95% færdige med transskriberingen, så vi kan se målstregen forude. Undervejs er der dukket mange spændende kort op, fx et kort med den korte tekst ”Juan Fernández-øerne: I 1681 efterlades mand her, der ikke er Robinson Krusoe”. Hvad, tænker man, er egentlig baggrunden for denne oplysning??

Robinson Crusoe-øen (spansk: Isla Róbinson Crusoe) er den største af Juan Fernández-øerne og ligger 670 km vest for San Antonio, Chile, i det sydlige Stillehav. Den fik sit navn i 1966, fordi Alexander Selkirk strandede der i 1704 og først blev reddet 4 år og 4 måneder senere. Hans historie menes at have inspireret til titelkarakteren i den roste roman Robinson Crusoe fra 1719 af Daniel Defoe.

Alexander Selkirk stod til søs og kom med på en ekspedition, der søgte at fange pirater, og i 1703 påmønstrede han handelsgaleonen Cinque Ports som styrmand. Med dette skib var han i oktober det følgende år på togt i det sydlige Stillehav, da det stod ind ved den ubeboede øgruppe Juan Fernández-øerne for at skaffe forsyninger og drikkevand.

Selkirk udtrykte stor tvivl om skibets sødygtighed, og han valgte at blive tilbage, da det skulle videre, idet han regnede med at blive samlet op af et andet skib, der kom forbi. Da Cinque Ports fortsatte, fortrød Selkirk meget hurtigt sin beslutning, men han var ikke i stand til at få kontakt med skibet, der i øvrigt sank ca. en måned senere, hvorved størstedelen af besætningen omkom.

Selkirk overvurderede muligheden for at komme om bord på et andet skib, og han kom til at tilbringe fire år og fire måneder på øen. Med sig havde han en musket, krudt, træværktøj, en kniv, en bibel og sit tøj.

I starten blev han på stranden, da han var bange, grænsende til det paranoide, for de lyde, som kom fra øens indre. Han brugte den første tid på at spejde efter skibe, mens han spiste skaldyr og i øvrigt oparbejdede en depression og selvmedlidenhed. Han måtte dog fortrække fra stranden, da en stor gruppe søløver samlede sig her for at parre sig.

Det viste sig at gøre livet betydeligt bedre for Selkirk, da han på den måde blev fortrængt til øens indre. Her var mange flere muligheder for at få mad: Vilde geder, der var indført af tidligere søfolk, gav ham mælk og kød, og en række frugter og grønsager samt krydderier gav afveksling.

I starten blev han plaget af (ligeledes indførte) rotter, der gnavede i ham om natten, men det lykkedes ham at tæmme nogle vilde katte, der hjalp med at holde rotteplagen nede.

Inden hans redning var to skibe kommet til øen, men da de begge var spanske og Storbritannien og Spanien var på krigsfod, frygtede han mere for sin skæbne ved at vise sig end ved at blive, så han holdt sig skjult, mens skibene lå for anker.

2. februar 1709 kom så omsider redningen, idet kaptajnen på skibet Duke fik øje på Selkirk på øen. Selkirk var overstadig af lykke, og med de færdigheder, han havde oparbejder under sit ophold på øen, fangede han flere geder, hvis kød hjalp med til få besætningens svagelige tilstand genoprettet. Kaptajnen lod efterfølgende Selkirk få kommandoen over et af de skibe, som Duke tog som prise.

Selkirk var ikke den første

Men rent faktisk var Selkirk ikke den første, der var strandet på Juan Fernández-øerne. Allerede i 1681 havde den berømte opdagelsesrejsende William Dampier været her på et togt, og dengang havde man måttet bryde så hastigt op, da tre spanske skibe nærmede sig, at man havde måttet efterlade en indianer fra Mellemamerika. Den arme mand boede på øen helt alene i tre år, men viser sig at have klaret sig udmærket. Sin kniv havde han lavet til fil og dermed savet sit bøsseløb over og hamret jernet ud til fiskekroge, harpuner og lange knive.

I mere end tre år boede Will i total isolation. Han holdt øje med horisonten, men hver gang et skib nærmede sig, gemte han sig, da det altid var fjendtlige spaniere.

Først den 22. marts 1684 så han et skib, han genkendte som engelsk. Det var kaptajn John Cook og William Dampier, der således vendte tilbage til øen. Da redningsbåden nåede land, stod Will klar på stranden. Det første, han gjorde, var at slagte to geder, så han kunne byde sine redningsmænd på et varmt måltid mad som tak.

Så selv om Alexander Selkirk får æren for at have givet inspiration til Robinson Crusoe-karakteren, var han altså ikke den første, der måtte overleve i flere år på egen hånd på Juan Fernández-ørerne. Det var den mindre kendte Will, der således mere retteligt burde have været den rigtige ”Robinson Crusoe”.

Kilder:
Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg. Årbog 1975.
Worldhistory.org
Wikipedia

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online