I denne tid tænker vi meget på julens budskaber om fred og kærlighed. Måske er det særligt vigtigt i den verden vi lever i, som bliver mere og mere udfordret – og som viser en voksende polarisering på alle planer.

Det er samtidig en tid, hvor vi tænker på de svage og udsatte i samfundet. Det kan få tankerne til at vende tilbage til tidligere tiders børneforsorg, og det fik mig til at dykke ned i forsorgshjemmet Landerupgaard ved Kolding i starten af 1950erne (årsskrifterne er online ved Danskernes Historie Online). Her udrulles en historie, der i den grad må siges at rumme store modsigelser. Historien sætter spørgsmålstegn ved, hvordan man vurderer vores historie – ikke nogen ny problemstilling, men tankevækkende.

Landerupgaard blev indviet i 1867 som en institution for drenge og som en filial til Flakkebjerg på Sjælland. Det var da også forstanderen for Flakkebjerg, Christen Christensen Møller, der fra starten officielt var forstander for Landerupgaard. Men det var hans søn Andreas Møller og Lærer Skaarup, der stod for den daglige drift af anstalten og det tilhørende landbrug. Fra 1913 blev Bøje Rasmussen forstander, en stilling han havde frem til 1956.

Den gode jul

Bøje Rasmussen blev en markant skikkelse i Landerupgaards historie, og han var med til at forny og forbedre forholdene inden for forsorgen. Blandt andet ønskede han at inddrage psykologi til at forstå drengene bedre.

I årsskriftet 1950 fra Landerupgaard kan man læse om julen på forsorgshjemmet. Det er forstander Bøje Rasmussen, der beskriver julen som en helt særlig tid. Hjemmet havde gamle elever eller medarbejdere som venner over hele landet, og de sendte gaver til Landerupgaard til drengenes jul. Selv fra USA kom der pakker med juleknas og penge til at købe julegaver for. Til julearrangementet kom der ikke mindre end 13 af de tidligere anbragte for at være med til at gøre julen til en god tid for de nuværende elever. Og som bekendt var der altid sne dengang – også dette år, hvor der var et tykt lag sne, så drengenes kælke og ski kom i brug. Om nætterne var der klart frostvejr med en tindrende stjernehimmel.

Der blev arbejdet ivrigt på stuerne og i sløjdsalen for at få julegaverne færdige, og drengene glædede sig til at kunne sende smukke ting i ben eller træ hjem som julegaver for mor, far eller andre pårørende. De mindre drenge broderede puder eller tasker, og fra støberiet på skoleloftet kom mange æsker med smukt malede indianere eller tinsoldater. Duften af gran og brunkager fik børnene til at glæde sig til at komme hjem på julebesøg og til de ventede julegaver fra familien.

Det var ikke kun forstander Bøje Rasmussen, der kunne fortælle om julens glæder på Landerupgaard. Bent Rosenmejer tænker tilbage til sin tid på Landerupgaard, hvor han var anbragt fra 1946 til 1953:

”Forstander Boje Rasmussen som var forstander fra 1913 til 1956. var vellidt af os drenge. Han startede jo i de år, hvor der var megen debat om børnehjem, bl.a. på foranledning af Sabroes store indsats. Det har jo nok ikke været let at ændre forholdene, det måtte jo komme langsomt. I de år jeg var på Landerupgaard var der da stadig lidt af det grimme fra fortiden, Boje var dog hurtig til at gribe ind hvis man forgreb sig på os.

Juleaften husker jeg stadig som noget helt specielt. Vi var der alle, da ingen fik lov til at tage på juleferie før juledag, så vi alle ligesom var i samme båd. Den startede med at orkestret spillede julesalmer foran hovedtrappen hvorefter vi gik ned i spisesalen og spiste. Menuen stod på risengrød og gåsesteg. derefter gik vi op i skolestuen, som var var pyntet med grantræer som dækkede den ene halvdel af lokalet som en lille skov, alle træerne var forsynet med stearinlys som gav varme og hygge. Der sang vi julesalmer, og Bøje læste juleevangeliet og hold en lille prædiken. Så kom for os det store øjeblik, hvor vi gik op i den store dagligstue til slik og julegaver. Der var smukt pyntet med små snelandskaber og mange granguirlander som vi i dagene op til jul havde bundet ude i gartneriet”.

Det var dog ikke lutter gode minder, som Bent Rosenmejer tog med sig fra Landerupgaard: ”Landerupgård havde en stor hovedbygning, hvor vi boede. Vi var 80 elever, senere blev det til 60. Øverst var sovesalene som vi kaldte A.B.C. og D. Vi sov ca. 20 drenge på hver sovesal. På samme etage var vaskerummet med koldt vand og store vaskekummer samt en særdeles forhadt kold bruser som vi hver morgen var under. Nogle af lederne havde et system, hvor den som kom først efter vækning skulle tælle til 1, under det kolde vand, den næste til 2. o.s.v. Den sidste skulle så tælle til rigtigt mange, hvis man da ikke faldt om inden, det skete desværre indimellem”.

Andre anbragte mindedes også julen på Landerupgaard, og flere tidligere elever skrev til forstanderen ved juletid. Således skrev en tidligere elev ”Du kan tro, at jeg mindes den tid, da jeg var dreng hos jer og den 1. december sad oppe i dagligstuen og lyttede til, hvad du havde at sige”.

Mislyde

Men måske var ikke alt så fredeligt og godt, som det kunne se ud til. Det var i hvert fald ikke alle de tidligere elever, der kunne se tilbage på en god tid på Landerupgaard. Godhavnsrapporten fra 2011 undersøgte ikke bare institutionen Godhavn, men også 18 andre forsorgshjem for børn. Et af disse var Landerupgaard, hvor to anonyme anbragte berettede om deres tid der. Den ene havde været anbragt fra 1951 til 1953, altså netop den periode jeg beskriver her.

Stemningen på Landerupgård var meget brutal, fortæller han. Om eftermiddagen var det hårdt arbejde. Når man var så uheldig at skulle arbejde under gartneren, så kaldte drengene det at være i Helvede og gartneren selv var Fanden. Han kunne finde på at sætte drengene til at fjerne brændenælder med de bare hænder. Man skulle bare tage fat nede ved roden, sagde han. Det var meget smertefuldt. De blev også sat til at grave, og han kan huske, at han slet ikke havde kræfter nok til det hårde arbejde.

Der var 4 sovesale, og afdeling B var for sengevædere. Der var altid en frygtelig stank. Her lå næsten en fjerdedel af alle drengene “Så det var uhyggeligt mange, men det tror da pokker, for der var jo skidekoldt, for at sige det rent ud. Jeg frøs, og vores senge var sådan nogle store kedelige jernsenge med en hård tangmadras, lagen, et lagen til og to tæpper. Jeg mener, vi fik et tredje tæppe om vinteren. Men det var jo ingenting i forhold til dyner. Den eneste måde, vi kunne holde varmen på, var at krybe ned under det hele og pakke sig godt sammen.”

Han havde ofte lyst til at klage, men han så aldrig nogen fra tilsynet. Han kan huske, at det undrede ham allerede dengang. Engang fik forstanderen besøg af nogen, han tror var fra andre institutioner: “hvor han så fortæller om, hvor glade børnene er for at være der. Vi sidder der og hører på alt det og tænker: “Gud fader bevar os vel, hvad er det, han står og siger?” (…) men vi turde ikke sige noget.”

Forstanderen Bøje Rasmussen blev i 1922 anklaget for uterlige forhold til drengene, men han blev frikendt, dog med en alvorlig påtale. Senere – i 1960erne – synes der at være problemer med pædofili på institutionen.

Den anden tidligere anonyme og anbragte var på Landerupgaard i 1960erne. Da han blev 10 år, begyndte en serie af seksuelle overgreb fra de store drenge. Han var ikke den eneste, der var udsat for disse overgreb, men det var ikke noget, man snakkede om: “Man skammer sig sådan indeni.”

Han fortæller også om en dygtig gymnastiklærer, som nåede at danne et gymnastikhold, der blev sønderjyske mestre, inden han blev afsløret som pædofil og fyret. Han blev taget på fersk gerning. Det modsætningsfyldte i historien er, at læreren havde været “et lyspunkt i en sort verden, på trods af det, han lavede”, fordi han havde været, “den person, der udviklede børnene allermest på Landerupgaard. Han snakkede ordentligt til børnene” (dette er en ubekræftet historie).

Det dialektiske slår igennem på alle planer. På det personlige plan og for institutionen Landerupgaard. Det gode og det onde i samme historie. Eller som det står på mindestenen over Bøje Rasmussen og hans hustru, som er opsat af tidligere elever og lærere: ”Lærkesang og klokkeklang kan godt forenes”.

Med disse refleksioner ønsker Danskernes Historie Online alle vore brugere og støtter en rigtig fredelig jul, hvad end omstændighederne måtte være.

Kilder:
LGD (Landerupgaard), Julen 1949
LGD (Landerupgaard), Julen 1950
Anbragt i historien (online)
KoldingWiki
Godhavnsrapporten : En undersøgelse af klager over overgreb og medicinske forsøg på Drenge- og Skolehjemmet Godhavn samt 18 andre børnehjem i perioden 1945‑1976, 2011

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online