Medierne er ved at koge over efter fundet af en kogge i Øresund. Måske ikke mindst DR, der har produceret en tv-serie om fundet og som ikke er bleg for at kalde det for ”et unikt fund” og ”et opsigtsvækkende historisk fund”. Det er det måske også, men det er langt fra den eneste kogge, der er fundet i danske farvande, og det er heller ikke den ældste. Faktisk føjer det nye fund sig til rækken af seks andre kogger fra ca. 1200 til ca. 1400.

Poul Dedenroth-Schou, fhv. museumsinspektør ved Koldinghus, beretter her om koggen ved Kolding:

”Efter at have set DR’s udsendelser ”Gåden i Dybet” om fundet og udgravningen af et kogge-skib fra begyndelsen af 1400-årene ud for København, glider mine tanker automatisk til ”Kolding-koggen”, der blev hævet fra bunden af Kolding inderfjord i 2001, og som nu ligger i venteposition, jeg ved ikke hvor, men formentlig ved Vikingeskibshallen i Roskilde.

I 1943 fandt man i Kolding inderfjord et skibsvrag, der bestemtes til at være en kogge og tidsfæstedes til 1200-1400 (senere er det fastslået, at ca.1200 er den sandsynlige datering). Dele af vraget blev undersøgt af Nationalmuseet og Handels- og Søfartsmuseets skibstekniske konsulent. Det meste af vraget forblev på fjordbunden, men dele blev lagt dels i brinken ved Kolding ås udmunding, dels i en jernpram på åbunden.

Koggen var en nordeuropæisk skibstype, der antages at have sin oprindelse i det nordfrisiske vadehavsområde. De ældste spores tilbage til før 800-tallet. Koggen var et bredt, fladbundet skib med rette stævne og høje sider. Kølen var en svær planke, hvorpå de to stævne var rejst. Den flade bund var kravelbygget (dvs. at plankerne lå kant mod kant), medens siderne var klinkbygget (dvs. at plankerne overlappede). I begyndelsen havde koggerne én mast med råsejl, i de seneste udgaver fik de to master. De ældste kogger har haft sideror som vikingeskibene, men de senere har fået stævnror dvs. at roret er anbragt i agterstavnen. Dette gjorde navigeringen lettere og sikrere.

Koggen afløste vikingeskibet som Nordeuropas foretrukne krigs- og handelsfartøj, og især Hansestædernes købmænd forstod at udnytte den nye skibstype. Koggen havde en betydelig lastekapacitet til transport af massevarer som sild i tønder, salt, korn og tømmer, netop de varer som hanseaterne transporterede fra Østersøområdet til England og det øvrige Vesteuropa. Med koggen sejlede de hanseatiske købmænd og skippere fra omkring 1200 ‘ummelandt’, dvs. nord om Skagen. Dermed skabte de middelalderens udstrakte søhandel mellem Baltikum og Skandinavien i den ene ende og England og de vest- og sydeuropæiske lande i den anden. Koggen blev rygraden i denne søhandel og dermed grundlaget for det økonomiske og kulturelle opsving, som Nordeuropa oplevede i middelalderen, og som den nordeuropæiske-nordamerikanske kultur bygger på endnu i dag.

I dag kendes et lille antal koggevrag fra dansk område: Kollerup ca.1150; Kolding ca.1190; Skagen ca.1200; Vejby ca.1372; Lille Kregme ca.1358; Skanør ca.1390. Nu altså København ca.1420. Dertil kommer et vrag i Bremen fra ca.1380, ligesom der kendes rester af flere kogger ved den tyske Østersøkyst.

Af disse er Bremer-koggen konserveret og udstillet i Søfartsmuseet i Bremerhaven. Af de danske kogger er Kollerup-koggen udgravet, men opbevaret og delvis konserveret på måder, der gør opstilling umulig. Kollerup-koggen havde endnu sideror. Kolding-koggen havde som det første danske eksempel stævnror. Ca.70 % af Kolding-koggen er bevaret eller lader sig rekonstruere med sikkerhed. De øvrige koggevrag er for ufuldstændigt bevarede til konservering og udstilling, det nye vrag ved København formentlig undtaget.

Det kan på nuværende tidspunkt ikke siges, hvornår Kolding-koggen sank. Undersøgelser af vragdele kan måske give svar herpå. De få løse genstande, der er fundet i vraget er keramik, der ganske svarer til den keramik, der findes i Kolding omkring 1200 og derefter. Kolding var på det tidspunkt ved at blive etableret som købstad, nævnt således første gang i 1231 i Kong Valdemars Jordebog. Arkæologiske undersøgelser tyder på, at byen er grundlagt i Valdemarstiden i sidste halvdel af 1100-årene ligesom mange andre af landets købstæder. Placeret på grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig blev Kolding snart en kongelig by, vigtig for rigets forsvar, vigtig for opkrævning af told og afgifter af byens handel og af handelen over grænsen. Ved 1200-årenes midte bygger kongemagten derfor en borg på en bakke lidt nord for Kolding å, Koldinghus, der hurtigt udvikler sig til et af rigets største borganlæg. Kolding-koggen er således et væsentligt vidnesbyrd til belysning af Koldings ældre historie.

Kolding-koggen er blandt de tidligste eksempler på en kogge, hvor København-koggen tilhører koggens sidste udviklingstrin. Det kunne være ønskeligt, at de to skibe blev konserveret og udstillet sammen til en fortælling om den internationale storhandels udvikling i middelalderen.

Den vedhæftede tegning, et forsøg på at rekonstruere Kolding-koggen, er udført af tegneren Per Bøgh”.

Poul Dedenroth-Schou