Alle slægtsforskere kender det. I 1800-tallet og tidligere kunne den samme person have sit navn stavet på forskellig vis i kilderne og igennem livet. Eller at efternavnet ganske enkelt varierede fra kilde til kilde. Hvad er så egentlig personens navn?

Lad os starte med fornavne. Mange af disse kunne skrives på mange måder, og vi kan jo tage Kirstine, Kierstine, Kjerstine, Chirstine, Kystine … og så har jeg sikkert glemt nogle. Hos drengene er der mindst lige så mange forskellige måder at stave Christoffer på. Dengang gik man ikke så højt op i retskrivningen – selv om det er lidt en myte, at det var fordi man ikke selv kunne stave. Det var nok snarere et spørgsmål om, at man ikke ville stå over for præsten og belære ham om, hvordan et navn skulle være.

Som slægtsforsker må man tage udgangspunkt i det fornavn, som er anført i kirkebogen ved dåben – og efter 1814 som det står i Hovedministerialbogen og ikke Kontraministerialbogen. Og det vel vidende, at præsten måske har skrevet det, som han har hørt og sådan, som han mente det skulle staves.

Til tider støder man på et udsagn fra en slægtsforsker om, at præsten har stavet navnet forkert i kirkebogen, og det kan meget vel være. Hvis personen selv konsekvent gennem hele livet har stavet navnet på en anderledes måde, og det fx også står ved personens død, må man sige, at præsten så nok ikke har hørt godt nok efter. Her kan man med rette stille spørgsmålstegn ved, om dåbsnavnet er det korrekte. Min anbefaling vil være at notere både stavemåden ved dåben og den stavemåde, personen selv anvendte.

Efternavnet

Frem til starten af 1800-tallet var bøndernes navne først og fremmest kaldenavnet (fornavnet). Det var det, der blev anvendt, og traditionen går århundreder tilbage i tiden.

Dette blev i bondestanden suppleret med patronymerne, hvor Jens var Peders søn og Karen var Peders datter, altså Jens Pedersen og Karen Pedersdatter. I sjældnere tilfælde kunne det dannes ud fra morens fornavn (fx Astridsen). Der var altså tale om skiftende tilnavne for hver generation, da Jens Pedersens børn jo blev ”Jensen” eller ”Jensdatter” og ikke Pedersen.

Frem til 1828 kunne man i kirkebøgerne se, at præsten kun noterede barnets fornavn, men det blev dog i stigende grad og særligt efter 1814 suppleret med patronymet som et tilnavn.

Efternavne – og faste efternavne – var noget, der fandtes i det 13. og 14. århundrede hos adelen, hvis slægter allerede gennem det fælles våbenmærke var knyttet sammen, idet tilnavnene var arvelige. De første sikre eksempler på, at tilnavnet således arves fra fader til sønner, er fra omkring 1290 med navnene Brok, Glob, Grubbe og Lunge. Da Frederik den 1. i 1526 udstedte påbud om, at adelen skulle antage faste slægtsnavne, var der kun en mindre del af adelsslægterne, som ikke allerede havde det. Nu tog de allerfleste adelige slægter, der endnu manglede et slægtsnavn, et sådant.

I byernes borgerskab gik de skiftende patronymer af brug eller blev i hvert fald væsentligt sjældnere efter 1660. Og byernes højere borgerskab begyndte at tage faste efternavne, mens de lavere befolkningslag, der rekrutteredes fra landet, bibeholdt det ægte (skiftende) patronym. Som hovedregel gælder det, at så snart en mand kom til at indtage en noget mere fremtrædende stilling, ombyttede han hurtigst muligt patronymet med et egentligt slægtsnavn. Da der ikke fandtes love for antagelse af slægtsnavne, florerede navnelån og navnerov. Optagelse af en stedfars, en fremtrædende, velhavende eller elsket pårørendes navn var ret almindeligt.

Generelt blev tilnavne ud over patronymer også hyppigt anvendt i den brede befolkning, og disse var faktisk ikke faste slægtsnavne, selv om det ses i flere generationer. Det kunne være tilnavne affødt af erhvervet, lokaliteten, udseende eller andet. Mange tror, at det allerede på dette tidspunkt var udtryk for et fast efternavn, men det var det ikke – det var mere for at holde styr på, hvem der var hvem.

Der er derfor ikke grænser for, under hvilke betegnelser en og samme person kan optræde. Det hører til dagens orden, at Peder Hansen et sted kaldes således, et andet sted træffes som Peder Væver, et tredje sted måske som Peter Jensen, fordi man var begyndt at antage faste efternavne og faren hed Jensen.

Først i 1771 kom en forordning for Slesvig, som befalede, at der ved børns dåb skulle vælges faste, uforanderlige slægtsnavne. Det har formodentlig været hensigten, at den skulle efterfølges af en lignende forordning for kongeriget, men da Struensee faldt, gik sagen i glemmebogen. Derfor kom der først en forordning for kongeriget om dåb af 30. maj 1828, hvor det fastslås, at hvert barn i dåben ikke alene skal benævnes ved sit fornavn, men også ved det familie- eller stamnavn, som det i fremtiden bør bære. Dermed mente man, at man havde afskaffet de skiftende patronymer.

Meningen med forordningen af 1828 var klar, men det kom bare ikke til at ske. Det var intentionen, at ophøje tilnavnet til officielt slægtsnavn for at skabe lignende faste slægtsnavne indenfor bondestanden, som dem borgerstanden allerede havde skaffet sig.

Bondestandens stædige fastholdelse af deres nedarvede skikke bragte imidlertid et ganske andet resultat. Den eneste virkelige forandring, forordningen medførte, var nemlig, at ”datter” navnene forsvandt for kvindens vedkommende og blev erstattet med ”sen” navnet (altså ret uforståeligt for bønderne, at pigerne kunne være sønner). Derudover, som det ses i eksemplet, døbtes børnene på landet med et efternavn, der dannedes af faderens fornavn og endelsen ”sen”. Forordningen virkede faktisk mod sin hensigt, for der findes mange tilfælde, hvor det karakteristiske fædrene tilnavn er blevet strøget for at døbe børnene med ”sen” navnet (fx ”døbt Peder Jensen, søn af Jens Graa”).

Den 6. august 1856 traf kultusministeriet den bestemmelse, at det efternavn, der var valgt efter forordningen af 1828, fremtidig skulle være fast slægtsnavn. Resultatet heraf kunne ikke blive andet, end at vi velsignedes med masser af ”sen” navne som faste slægtsnavne. Oppositionen i bondestanden mod dette, at man altså nu var forpligtet til at lade sine børn døbe ”som søn af deres farfader i stedet for deres fader”, var så kraftig, at det varede til henimod slutningen af det nittende århundrede, før de skiftende ”sen” navne helt ophørte. I denne periode kan man også se, at børnene blev døbt med to ”sen” navne (Søren Pedersen Madsen, Hans Jensen Hansen) for at give kultusministeriet, hvad de havde krav på, og dog fastholde de gamle traditioner. Dette var udbredt i Sønderjylland, der som nævnt var tidligere ude med faste slægtsnavne.

Navneloven 1904

De stadig dominerende ”sen” slægtsnavne bevirkede, at der i hele sidste halvdel af 1800-tallet ikke kom ro om navnesagen, og efter mange forgæves tilløb, lykkedes det at gennemføre navneloven af 22. april 1904 for derved at søge at skaffe en bedre navneskik. Denne lov gav adgang til gennem et økonomisk let overkommeligt øvrighedsbevis (4 kr.), at

antage nyt slægtsnavn, der stemte med dansk sprogtone, ikke er upassende og ikke båret af en person, der har gjort sig særlig fortjent af fædrelandet, samt til at anmelde sit eget slægtsnavn som forbeholdt, således at ingen anden kan antage det ved øvrighedsbevis.

Denne navnelov medførte, at en ikke ubetydelig række ”sen” navne blev erstattet af nydannede slægtsnavne. Faktisk udkom der fra det offentlige en liste over ”ledige” slægtsnavne, der var konstruerede, men som man nu kunne vælge som sin families faste slægtsnavn. Mange af disse navne blev dannet af to led, hvor man kunne variere det andet led i det uendelige (fx Almby, Almholt, Almrød, Almstrøm, Almholm osv.). Listen kan downloades her (tryk her). Herefter ses der tit i kirkebøgerne et notat om, at familier i starten af 1900-tallet har skiftet slægtsnavnet.

Kilder:
Albert Fabritius og Harald Hatt: Håndbog i Slægtsforskning, 3. udgave, 1963 (tryk her)
Efternavnets historie. Afdeling for Navneforskning, Københavns Universitet, 2008 (tryk her)

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online