Det er en udbredt historie i tusindvis af familier, at hvis der optræder kendetegn som brune øjne, mørkt hår og/eller mørk hud i familien, så er det nok fordi, man er efterkommer efter de spanske soldater i Danmark i 1808. En historie kunne fx lyde sådan her: ”Der er mange meget mørklødede og mørkøjede både nulevende og afdøde i vores familie. Det kunne tyde på, at der er noget om historien om spanske soldater. Min faster mener, at hendes oldemor var spansk og mener at hendes egen forkærlighed for flamenco-musik og Andalusien også ‘beviser’, at der ruller spansk blod i vores årer.”

Men dette er – i langt de fleste tilfælde – en myte. Faktisk to myter: Den ene er, at de spanske soldater fik mange børn med danske piger, da soldaterne var i Danmark. Den anden er, at der ikke optræder gener for brune øjne eller mørkt hår i den oprindelige befolkning, så det må komme fra spanske soldater. Eller romaer. Eller andre sydlændinge.

De spanske soldater

I 1807 indgik Danmark og Napoleon den alliance, der bragte de godt 33.000 franske, belgiske og spanske soldater til Danmark, heraf omkring 15.000 spanske soldater. Den spanske hær ankom til Danmark i starten af marts 1808. Det var meningen, at den samlede hær sammen med den danske hær skulle iværksætte en overgang til Sverige. Disse invasionsplaner blev ikke til noget, men de spanske soldater var i Danmark frem til august/september 1808, altså i omkring et halvt år.

Som det var sædvane, blev de spanske soldater derfor indkvarteret privat hos byens borgere og i landsbyerne på gårdene. Bestemmelserne vedrørende indkvartering var fastlagt i særlige reglementer. Kvarterværterne skulle ikke blot stille en seng til rådighed, men også bespise de indlogerede soldater. I byerne kunne de større købmandsgårde have 10-12 mand indkvarteret og de mindre håndværksmestre 2-5 mand. Udgifterne hertil blev efterfølgende fordelt på byens indbyggere.

Der var indkvarteret spanske soldater i mange dele af Danmark. I Svendborg Avis, 13. marts 1908 beskrives, hvordan den spanske soldat vandt alles hjerter. Han legede med børnene og viste drengene sin sabel og gevær. Om aftenen tog han sin guitar frem og sang med sin bløde stemme hjemlandets vemodige sange – eller han sang en pris til de lyse, danske piger.

Det har selvfølgelig været sådan, at de danske piger var interesserede i disse eksotiske og spændende fremmede, lige som nogle af soldaterne havde øje for de danske piger. Ganske vist havde nogle af soldaterne deres kone og børn med til Danmark, men det var nu mest officererne.

Den spanske soldat Velazco skrev følgende i et brev fra april 1808: ”Jeg har endnu ikke haft lejlighed til at spille en rolle som den i romanerne. Men min fortryllende veninde skal nok komme og fortælle mig, hvad jeg skal gøre for at begå et eventyr. Haverne og skovene vil få noget at belure, når min skat søger buksevarme fjernt fra sine veninders og tanters overvågning og sender mig et lille brev … bag de tykke grene, der er det primitive lysthus, som jeg har valgt som det mest passende sted for min optræden”.

Det var således ikke alle piger, der kunne modstå fristelsen, at hengive sig til de spanske soldater. Og det kom der selvfølgelig børn ud af.

Børn af spanske soldater

Der er ikke gennemført en omfattende og systematisk gennemgang af alle kirkebøger fra 1808 og 1809, der kan give en landsdækkende statistik på, hvor mange børn, der fik en spansk soldat udlagt som barnefader. Men i nogle områder er det dog blevet undersøgt, og ellers findes der en række eksempler fra forskellige steder i landet.

Således kan man i Nødager Sogn på Djursland læse om et barn født den 20. december 1808 af den ugifte Christiane Nielsdatter, datter af gårdmanden Niels Kejser. Her blev faderen udlagt til at være en spansk soldat Remitius.

 I Ålum kirkebog har Svend Erik Møller Jensen også fundet spor af de spanske. Hans tipoldemor, Anne, var født den 3. april 1809, og moderen havde udlagt en spansk soldat som far til barnet. Det kan passe med, at ikke langt fra Ålum ligger Fussingø, hvor en deling spanske soldater opholdt sig i 1808.

Der er også nogle få spanske soldater, der blev i Danmark. Der menes at være omkring 14 spanske soldater, der ikke nåede med tilbage til Spanien, da spaniolerne blev udskibet i 1808.

Det bedst kendte eksempel er Isodoro Panduro. Han var menig i dragon-regimentet Almanza, som han i året 1805 i en alder af 18 år havde ladet sig hverve til. Han kom med regimentet til Danmark og blev indkvarteret i Odense. Sammen med en anden dragon fik han 8. august 1808 til opgave at eskortere en fransk officer til Nyborg, men i Åsum var der trængsel ved en landevejsbro. Her kom han ud for det uheld, at en hest sparkede bagud og brækkede hans venstre ben. I en vogn blev han kørt mod Nyborg, og han kom på lazaret, hvor han var, da den spanske hær afsejlede. Han blev i Danmark og giftede sig med en dansk pige og blev ophavsmand til Panduro-slægten i Danmark.

Uffe Ellemann-Jensen

Uffe Ellemann-Jensen har i sine erindringer og andre steder hævdet, at der er spansk blod i hans årer, idet hans tipoldemor skulle være uægte datter af en spansk soldat. Uffe Ellemann-Jensen har skrevet om det i sine erindringer. Her skriver han, at det hede spanske blod kom ind i slægten. Selv om det er blevet fortyndet en del i årenes løb, kan det stadig bruse over, og det mørke hår og de sorte øjne hos slægtens mænd viser den spanske oprindelse. Og Uffe har altid været meget bevidst om at have “fremmed blod” i årerne. Han mente, at det havde været med til at give ham en rummelighed og åbenhed i danskheden. Og at det helt sikkert havde været med til at præge hans grundlæggende liberale livsholdninger.

Det er en god historie og selvforståelse, men det er en myte, der faldt fra hinanden, da slægtsforskere begyndte at undersøge Uffe Ellemann-Jensens aner.

Uffe Ellemann-Jensen var naturligvis skuffet over, at det ikke var muligt at bevise hans spanske gener. Men som en rigtig myte lader man sig sjældent gå på af dette. Uffe havde konstateret en vældig lighed med den spanske hærfører Marquis de Romanas profil fra hans sarkofag og havde derfor altid mistænkt ham for at være forfaderen. Marquis de Romana var faktisk de spanske soldaters øverstbefalende i Danmark – mindre kunne åbenbart ikke gøre det for Uffe Ellemann-Jensen!

Myten

Det er beviseligt, at de spanske soldater fik børn i Danmark, selv om de kun var her under et halvt år. Dette fremgår både af kirkebøgerne, og det fremgår også af den romantik mellem danske piger og soldaterne, som er dokumenteret. Hvor mange børn kan vi ikke vide med sikkerhed, men det er min opfattelse på basis af de undersøgelser, der er udført, at der er tale om i størrelsesordenen 50. Tallet 50 står på ingen måde i rimeligt forhold til de mange, mange familier, hvor der går rygter om en nedarvning fra spanske soldater.

Der er meget, der tyder på, at snakken om spaniolerne og deres børn ikke er samtidig – altså, at man ikke i samtiden havde den opfattelse, at der var masser af børn efter dem. Det ser derimod ud til at være efterrationaliseringer årtier senere. Tankerne om de spanske børn er opstået gradvist i årtierne efter og opstået som erindringsstof. Det kan godt forklare noget af mytens opståen. Julen var jo altid hvid i gamle dage – sådan husker man det i hvert fald!

Efterhånden som myten om spaniolernes børn manifesterede sig i årtierne efter 1808, opstod det næste lag i myten: At hvis man havde brune øjne, mørkt hår og mørk hud i familien, kunne det jo være, at man var efterkommer af de spanske soldater.

En af de tidligste kilder til denne myte findes fra 1843. Her skrev den danske historiker Frederik Schiern om spanierne i Danmark: ”Man har i enkelte egne, hvor man hyppigt møder sorte, funklende øjne og sydlandske ansigtstræk oftest troet eller tænkt, at disse måtte have forbindelse med spaniernes ophold i 1808”.

Denne tanke bed sig hårdt fast i den danske selvopfattelse og optræder utallige gange i mange forskellige typer af kilder. Fx kan man i Lars Lindebergs populær-historiske bog ”De så det ske” læse, at ”Pigerne faldt på stribe for de flotte franske og spanske soldater”.

Litteraturen har således let kunnet forlede familier fordelt over hele landet til at få den tanke, at mørklødede, sorthårede og brunøjede slægtninge må stamme fra de spanske soldater, der var her i under 6 måneder.

Dette suppleres i rigeligt mål af skønlitteraturen. Nogle af de fremmeste forfattere og digtere stod i kø for at bruge de spændende familiehistorier med spanske soldater. Fremkomsten af opfattelsen af mørklødede og passionerede spanioler er netop kommet frem i den tidsperiode i 1800-tallet, der er kendetegnet ved romantikken. I romantikkens ånd var det ikke svært at omforme de mindre heldige historier om gravide bondepiger til drømmerier om den store umulige kærlighed mellem to temperamenter. Mellem syd og nord og elskende hjerter, der blev revet fra hinanden af krigens grusomhed.

I novellesamlingen ”Spanioler og Franskmænd” har Blicher flere historier om børn af spanske og franske soldater. En engleagtig smuk pige med sydlandske træk voksede op som en jysk pige. Hun var blevet forbyttet, og hendes far var en spansk major, der havde giftet sig med moderen, og de var begge draget til Italien for at dyrke deres kærlighed. H.C. Andersen følger samme tradition, og han mente selv, at han i en alder af 3 år kunne huske soldaternes indtog i Odense, og hvordan en spansk soldat tog ham på armen. H.C. Andersen skrev syngespillet ”Skilles og mødes” om kærlighedens vilkår for et spansk-dansk par.

Genetikken

Alle ved, at børn kan ligne deres forældre. Det er derfor ret naturligt at antage, at hvis der er mørke øjne eller sort hår i familien, så må det være nedarvet fra nogle, der havde det udseende. Og da alle jo ”ved”, at det nordiske folk består af personer med lys hud, lyst hår og blå øjne, må det ”fremmede” udseende være kommet udefra.

Det er det sådan set også, men ikke i 1800-tallet! Vi er alle efterkommere af indvandring til Danmark gennem de sidste 10.000 år efter ophøret af den sidste istid.

I slutningen af 1800-tallet udførte man en stor undersøgelse af danske skolebørn på landet. Man indhentede svar fra omkring 300.000 danske skolebørn om blandt andet hår- og øjenfarve. For at undgå ”fremmede” i undersøgelsen valgte man kun at undersøge landsognene, idet man tænkte, at der i byerne var opblandet flere ”fremmede elementer” end på landet. Undersøgelsen af skolebørn er vel nok den første større undersøgelse af skolebørn og deres udseende, hvad angår hår og øjne. Den viser, at 13% af børnene havde mørkt/sort hår og 9% af børnene havde mørkebrune øjne. Det er selvfølgelig et mindretal, men alligevel en væsentlig del af befolkningen.

Den første bølge til danske breddegrader var stenalder-jægerne, der vandrede nordpå efter istiden for mere end 10.000 år siden. Det menes, at disse bragte mørk hud med sig, men faktisk også grå eller blå øjne. Den nyeste forskning viser altså, at de blå øjne – der er en genmutation fra de brune øjne – ikke er opstået i Nordeuropa, men bragt hertil af indvandringen. Nogle tusinde år senere kom der en indvandring af agerbrugere fra Mellemøsten. Med disse mener man også, at de brune øjne kom til Nordeuropa, mens de samtidig formodentlig har haft noget lysere hud.

Endnu en indvandringsbølge synes at være kommet til Danmark med et nomadefolk kaldet yamnaya’erne, der for cirka 5000 år siden vandrede ind i Europa fra stepperne nord for Kaukasus. Især har yamnaya’erne sat et betydeligt aftryk på nutidens udseende på vore breddegrader. Det menes, at op til halvdelen af vores gener kommer fra yamnaya-folket. Yamnaya’erne må derfor betegnes som vores nærmeste forfædre.

Med yamnaya-folkets indtog for omkring 5000 år siden fortsatte udviklingen med den lyse hud, som agerbrugerne havde startet, da de indvandrede til det nordeuropæiske område fra Mellemøsten nogle tusind år tidligere. Yamnaya’erne havde nemlig også lys hud, så med deres ankomst kom generne for den lysere hud til at stå endnu stærkere.

Vores genmasse i dag i Danmark er således en kompleks sammensætning af gener fra en række forskellige indvandringer, og disse har bragt mørkt hår, mørk hud og mørke øjne med sig til Skandinavien for tusinder af år siden.

Et konkret eksempel er pigen ”Lola”, hvis DNA blev fundet på Lolland. Hun blev dateret til at være ca. 5.700 år gammel. DNAet blev fundet i noget, der svarer til vore dages tyggegummi. Fra de spytrester, som var forseglet i klumpen, kunne forskerne udvinde ikke blot kvindens DNA, men også DNA fra indholdet i det seneste måltid kvinden indtog, inden hun puttede sit tyggegummi i munden.

DNA’et viste med nogen sikkerhed farven på Lolas hud, hår og øjne, selv om det er vanskeligt at være helt sikker. Lolas hud var med stor sandsynlighed brun og måske meget mørkebrun. Hendes hår var brunt til meget mørkebrunt, og øjnene var blå.

Forskningen viser altså, at de mørke øjne, mørkt hår og mørk hud ikke skyldes fremmede gener i Danmark, men de oprindelige bølger af indvandring, der skete mellem for 5.000 og 10.000 år siden.

Undersøg myten

Heldigvis kan man som slægtsforsker undersøge disse myter om spanske soldater.

1. Først og fremmest må man undersøge fødselsdatoerne for de aner, som man mener kan have relevans i forhold til de spanske soldater. Det pågældende barn skal være født mellem ca. december 1808 og maj 1809. Er dette ikke tilfældet kan man roligt droppe teorien.

2. Dernæst skal man undersøge, om der har været spanske soldater indkvarteret i det område, hvor moderen til barnet boede.

3. Yderligere indikation vil være, hvis barnet er født uden for ægteskab, og der ikke er oplyst nogen far i kirkebogen. Erfaringen fra undersøgelser er, at sandsynligheden for, at en ægtefælle nævnt som far, eller endda en udlagt barnefader, ikke er den rigtige far, er ret lille. Det kan man i hvert fald ikke antage i et forsøg på at få historien til at passe.

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online