Mange kender folkemindesamleren Evald Tang Kristensen – og gør man ikke det, burde man. Evald Tang Kristensen (1843-1929) var en dansk skolelærer og folkemindesamler. Han begyndte tidligt at indsamle folkeminder, og i 1888 fik han tildelt en understøttelse fra staten, der gjorde det muligt for ham at opgive sit skoleembede for helt at arbejde med folkeminderne. I mere end 50 år indsamlede han viser, eventyr, sagn, beskrivelser, historier og levnedsbeskrivelser fra omkring 6.500 meddelere, hovedsageligt i de fattige klasser i Jylland. Det var dengang, da det mørke Jylland virkelig var mørkt. Bogstaveligt talt. Vældige sletter af lyng bredte sig, så langt øjet rakte, og når lyngen om vinteren blev brun, nærmest sort, fik landskabet et særligt dystert præg.

En bog, der netop er digitaliseret hos Danskernes Historie Online, er ”Fra det mørke Jylland”. Den gengiver en lang række af de fortællinger og historier, som Evald Tang Kristensen indsamlede, og bogen er bestemt læseværdig. Vi giver et par smagsprøver her!

Anders Skygge

Anders Skygge, der var født i Skræ i Torning sogn omkring 1795, fortalte på sine gamle dage om sit liv til Evald Tang Kristensen. Beretningen blev nedskrevet med Anders Skygges egne ord og gentagelser.

”Ja, vi havde da en lade, men den var simpel. Vi havde ikke råd til at rive den ned, og så måtte vi lade den stå, ja, vi måtte lade den stå, og så stod den, til den faldt ned af sig selv. Ovret (tagkonstruktionen) sank mere og mere ned, og til sidst måtte min fader og mig sidde på vore knæ og tærske. Endelig faldt den helt sammen, og vi kunne ikke evne at bygge den op igjen, så vi fik aldrig lade mer …

Vi havde i førstningen en halv harve med jærntænder, men de svandt, ja, de svandt, for hver gang vi skulle have et par træsko beslået, så tog vi en tand og gik til smeden med for at få den lavet til beslag. Til sidst kunne vi ikke harve jorden, nej, vi kunne ikke harve jorden, for der var ingen tænder i harven, og så groede det hele sammen om os. Så blev vi nødt til at skulle fra stedet, og min fader kom da til at bytte ejendom med en mand i Knudstrup, ja, en mand i Knudstrup. Der var meget mindre mark, og det var ret et rart sted, men der var tre slemme ting at trækkes med, ja, der var tre slemme ting at trækkes med. Det var lejekorn og mus og så vand. Å, der var så fladt uden for huset, te vandet kunne ingen steder komme. I vort gamle hjem kunne det da løbe fra huset. Ja, det gik så vidt, te vandet formelig gik ind til os en nat, og så kom vore træsko til at sejle. A troede i førstningen, at det var tappen, der var gået af øltønden, for den lå inde i stuen, og så råbte a på min fader, te han skulle stå op. Han gjorde det også, og da han trådte ned i vandet, sagde han: „Ja, dersom det er øl, så er det fleres øl end som vores.“

Da min moder var bleven svag, og hun lå i sengen bestandig, ja, i sengen bestandig. Så stod min fader for husholdningen, og det gik nu godt nok for os, så længe han var levende. Men hvad sker? Så lægger han sig til at dø, og nu stod a der, nu stod a der. Med husholdningen gik det rent galt, for sådan noget var a ikke vant til.

A havde tre køer, og de gav meget mælk, for det var netop i sommertiden, det var netop i sommertiden. Men svin havde vi ingen af, for vi kunne ikke evne at kjøbe en gris. A vidste ikke, hvad a skulle gjøre ved al den mælk; a blev ved at malke, det var a jo nødt til, det var a jo nødt til, og til sidst fik a alting fuldt af mælk; både gryder og potter var fulde, og kattetruget var fuldt, og a stod inde ved min moder med en hel strippe fuld.

Hun skulle sidde op i sengen og drikke af strippen, og det var endda knap hun kunne, men hun skulle jo, hun skulle jo. „A kan ikke drike mere, Anders,“ sagde hun. „Jaja, så får du at være fri, men hvad skal a gjøre?“ Vi søb og vi drak, og vi drak, og vi søb, og vi kunne ikke få det sat veje for, nej, vi kunne rigtignok ikke kyvte (overkomme) al den mælk.

I samme godlag som a stod der og bødlede med min Moder og ville have hende til at drikke, så kom Kræn Andersen ind, og a begynder at klage min nød til ham; a var da så ilde ved det med den husholdning, og vi kunne ikke kyvte mælken.

„Du skulle gifte dig,“ sagde han lige så kort.

„Ja, det kan du sagt sige, Kræn Andersen, men det er så meget en upassende tid at gifte sig på, sådan midt om sommeren, for alle dem, der kan bestille noget, de er ude at tjene. Nej, et menneske skal gifte sig enten forår eller efterår, det er den mest passende tid.“

„Ja, det er nu det samme,“ siger Kræsten igjen, „du skal nu gifte dig, det er lige i tiden, du skal have et kvindfolk til dig, og du skal hverken snakke om, enten det er forår eller efterår. Der er netop en pige her henne i nabolaget, der hedder Lisbet; du kjender hende nok. Hun er rele nok lidt gammel, men du kan godt være tjent med hende.“

„Ja, så må a hen og snakke med hende, for det haster.

A kan jo grumme godt forstå, te pigerne drager ikke til mig på andre måder, end a vil gifte mig med dem.“

Så gik Kræn Andersen, og a lavede mig til at gå hen og snakke med Lisbet. Da a kom ind, sad hun og spandt. Så begynder a at bære min tale op for hende:

„A er kommen skidt af sted, Lisbet, rent skidt af sted. Min fader er død, og a forstår mig ikke på husholdningen. Nu har vi så meget mælk, te a forstår ikke, hvad vi skal gjøre ved det, for alle vore karmon er fulde. Vil du ikke drage hen til mig, Lisbet? Så vil a gifte mig med dig, men du får ikke længere betænkningstid end til i morgen, og så véd a endda ikke, hvad a skal komme vor aftensmælk i.“

Hun svarede ikke noget til det i førstningen, men da a fik snakket noget mere med hende, så fulgte hun med mig hjem, og så fik hun gjort god redelighed. Hun havde to søstre i byen, og dem gik hun om til og lånte fade ved. De fade fik hun mælken siet i, og der blev gjort god orden. Så var det så udmærket, te Lisbet havde 14 daler i penge, og nu havde vi jo råd til at kjøbe en gris, der var næsten tre måneder gammel. Den gav vi kun 8 mark for, og den kunne rigtignok kyvte mælken. Så havde hun også et stykke tøj, og det kunne a få mine brudgomsklæder af. Da de var bievne skårne, blev der endda så stort et stykke tilbage, te vi fik os en sæk, ja, vi fik os en sæk. Vi havde ikke haft en sæk i huset i lange tider, så vi kunne ikke få korn til mølle, men nu fik vi os en god sæk, og nu kunne vi få korn til mølle, ja, vi kunne få til mølle. Sådan kom vi godt ved det. Ja, Lisbet hun var rigtignok en svend, rigtignok en svend, og det var rele godt, at vi fik et kvindemenneske i huset.

Så skulle vi ned til præsten og have lyst for os. Han sagde til mig:

„Ja du er jo tredive år, Anders, og Lisbet er seks og tredive, ikke sandt?“

Da a hørte de ord, blev a såmænd så sløj ved det, ja, så sløj ved det, for når et kvindfolk er seks og tredive år, skal a sige os, så er det bedste gået af hende. Nej, havde hun endda været 6 år yngre end mig, så havde a rele været hyt. Ja, det var jo skammeligt. Men sådan er det at blive nødt til at gifte sig om sommeren. Havde det været om efteråret, så havde a jo grumme let kunnet få en ung en. Men a var jo pisket til at gifte mig for al den mælks skyld. Ja, det var så meget galt, te a fik ikke at vide, hvor gammel hun var, inden vi kom til præsten. Men det randt mig aldrig i tanker.

Så holdt vi bryllup, og vi levede ret godt sammen indtil 1865. Da begyndte Lisbet at blive skidt. Det var i februar måned og en rigtig stræng frost, så det var rele til at blive sølle over. „Hør nu, Lisbet,“ siger a til hende, „dersom du dør i sådan en frost, så gjør du mig et slemt puds, ja, et slemt puds; det er så meget en upassende tid til at lægge sig til at dø i; en kan jo ikke komme i jorden og få dig begravet.“

Hun svarte blot til det: „Ja, så kan du jo lade mig ligge i sengen, til jorden tøer op; heller også får du at sætte mig op på kjøkkenbordet, hvis du ikke vil ligge ved mig.“

Et julegilde

Vi skal også høre om to gamle, barnløse folk, der boede oppe på Kjær. De havde sådan et tøget (bart, magert) sted, og de var noget gamle, men holdt lige godt ingen folk. Et stød efter jul, da folk havde gjort julegilder hvert sted, og de i de store gårde begyndte at gjøre julegilder og besøgelser for anden gang, og kom i kaner med klokker og sager der forbi stedet, for der var brå sne, og huset lå lige ved siden af landevejen, så siger manden en dag: „Det er dog forskrækkeligt, nu kjører de i besøgelse igjen, og vi andre véd hverken af, at det er jul eller påske eller pintse. Nu skal de vel snart til at tage i besøg for tredje gang.“

Så siger konen: „Ja, vi kan da også gjøre et julebesøgelse.“

„Hvem skal vi gjøre det med, når ingen kommer til os?“ siger han. „Vi kommer jo hverken til det ene eller

det andet.“ „Da kan vi gjøre det med os selv,“ siger hun. „Os selv!“ siger han, „nå jaja.“

Anden dag slagter hun to ænder, og de havde finbrød og gode sager nok, for de sad ellers godt ved det. Morgenen efter, da manden havde moget, siger hun: „Nu kan du trække i dine pæne klæder og så komme i julebesøg til mig i dag.“

Så går han hen og vasker sig og trækker i klæderne og kommer så ind til hans kone og beder goddag og glædelig jul.

„Walkommen,“ siger hun, „å dæ desligest!“ Det var sådan deres hilsen dér på egnen i gammel tid. Hun kommer så med brændevinsbrød på en tallerken og flasken og godt øl i et krus og trakterer ham, mens han står ved døren, ligesom alle andre steder. Så bød hun ham hen til bordet at sidde ned, og hun begynder at dække bordet med brød og smør og tilmad, og til sidst kommer hun med en andesteg. Så spiste han og drak, og det, han ikke kunne spise den gang, skulle han have til hans meldmad. Nu var hans julebesøg så forbi.

Anden dags morgen, da de nu gjorde deres morgengavn, siger hun: „I dag vil a være fremmed.“ Så skulle han altså varte op for hende. Hun hen og trækker i hendes pæne klæder, og hun havde jo kommanderet ham, hvordan han skulle lave det hele til.

Så kommer hun ind og beder goddag. „Walkommen og desligest!“ hilser han og kommer med brændevinsbrød, og hun siger nok så fint, at hun var aldrig vænt til at komme til folk.

Han byder hende hen til sæde og giver sig til at dække bordet. Men et karlfolk har jo ikke rigtig begreb om sådant noget, og da han nu tænker mest på andestegen, så kommer han og sætter den på bordet først. Derefter går han ind efter smør og ost og sager. Da han nu kommer tilbage, er anden borte. Han ind i spisekammeret igjen og ser sig om og tilbage til stuen.

„Hvor gjorde a endda af stegen? A tykte, a satte den på bordet. Men hvor skam gjorde a af den?“

Konen sidder så pænt og siger helt pib: „Den tog katten.“

„Kunne du da ikke have gjent katten ned?“

„Nej, a var jo fremmed.“

Præster

Det var ikke kun de fattigste, der kunne give anledning til gode historie. Det kunne præsterne også.

I Tved på Mols levede en præst, som var meget mærkværdig. Han hed Marcussen og plejede, når han var hjemme, at gå rundt i en gammel præstekjole med sivbånd om livet, og når der et sted gik hul på den, skar han et stykke af det nederste af kjolen til at lappe med. Fremmede folk, der skulle besøge præsten, antog ham gerne for gårdens røgter.

Der blev aldrig fyret i præstegårdens kakkelovn. Om vinteren vandrede præsten op og ned i sit studereværelse i træsko, og når han ikke kunne holde varmen længer, gik han ud og arbejdede i stald eller lade. Der blev heller aldrig gjort rent i stuerne. Den præst, som fulgte efter Marcussen, gik længe i den tro, at der var lergulve overalt i præstegården – indtil han en dag stødte imod noget, som ved nærmere eftersyn viste sig at være rygraden af et får, og da man nu gravede videre, kom man ned til fjælegulvet.

Pastor Barfod i Bjærgby var ligeledes altid svært påklædt, han færdedes både sommer og vinter, hvad enten det regnede eller solen skinnede, i lådden pels og med paraply.

Da biskoppen engang var på visitats og tjenesten var til ende, sagde han til pastor Barfod: „Deres præken manglede logik.“

„Ja, vi kan ikke allesammen være så logiske som Deres Højærværdighed,“ svarede præsten.

„De fortjener ikke at sidde i det gode embede her i Bjærgby,“ fortsatte bispen.

„Ja, hvad haver vi mennesker fortjent?“ spurgte præsten. „Deres Højærværdighed haver heller ikke fortjent at være biskop i Ålborg, vi haver jo alt af Guds nåde.“

I modsætning hertil var provst Mørch i Barmer så veltalende, at hans ord både rev menigheden og ham selv med, når han udlagde den hellige skrift, ja, han prækede så mageløst rørende, at han selv græd voldsomt på prækestolen og talte sådan, at menigheden sad og tudskrålede.

Og mon det ikke har været for at skjule sin egen bevægelse, at han engang skal have udtalt, idet han gik ud af kirken: „Puha! den var varm. Idag fik jeg Fanden gale mig alle de gamle kjællinger til at græde, så det duede noget!“

Det gik også fugtigt til, når pastor Schwitzer i Sale stod på prækestolen. Han havde altid en kardus skrå i en lomme uden på præstekjolen, og han tog sig jævnligt en bid skrå, under tjenesten. De her trævler kunne hænge ham ud af munden, og spyttet flød rigeligt ud af mundkrogene og ned i hans præstekrave, og så sprudede han så stærkt, at alle de folk, der sad i de øverste stole, blev overspyttede …

Man kan læse flere sjove og spændende historier indsamlede af Evald Tang Kristensen i bogen ”Fra det mørke Jylland”, der kan downloades fra Danskernes Historie Online (tryk her).

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online