Det Sorte Kartotek – unik kilde til besættelsestiden 

Danskernes Historie Online har digitaliseret ”Kartoteket over de af Danmarks Nationalbank iværksatte Spærringer af Bankkonti m.m.” (også kaldet ”Det sorte Kartotek”). Dette er en vigtig kilde til retsopgøret efter besættelsen og er baseret på officielle kilder. Bogen indeholder omkring 10.000 personer, som pr. 1. oktober 1946 havde fået deres bankkonti spærret, mens de var tiltalt efter tillæggene til straffeloven kaldet Forræderiloven og Værnemagerloven.

Kartoteket er ikke komplet forstået på den måde, at det ikke omfatter yderligere omkring 10.000 personer, der allerede inden den 1. oktober 1946 havde fået deres sag afgjort, hvad enten tiltalen var frafaldet eller de var blevet dømt. Når sagen var afgjort, kunne deres konti åbnes igen.

Det hedder i bogens indledning, ”at dette Kartotek er strengt fortroligt og kun beregnet til personligt Brug for Abonnenten eller internt Brug for Firmaet. Kartoteket indeholder Navnene paa Personer og Firmaer, mod hvilke der er rejst Sigtelse for efter den 9. April 1940 at have haft økonomisk Mellemværende med eller staaet i Tjenesteforhold til den tyske Værnemagt eller andre tyske Myndigheder eller Virksomheder…. Alle, mod hvem der er rejst Sigtelse, og som har faaet deres Konti spærret, faar deres Navne bekendtgjort i Statstidende”.

Bogen blev udgivet for at hjælpe erhvervsvirksomhederne og befolkningen med at kontrollere, hvilke personer man kunne modtage betaling fra, samt at undgå, at disse personer modtog penge uden om det finansielle system i Danmark. Der har nok også været den lille bagtanke at gøre opmærksom på, hvem der var mistænkt for at have haft økonomiske relationer til besættelsesmagten.

Enkelte navne i bogen er fjernet af hensyn til GDPR.

Det sorte Kartotek bliver ofte sammenblandet med Bovrup-kartoteket, der indeholder medlemmer af det danske nazistparti DNSAP. Det er dog to forskellige kartoteker, der ikke har noget med hinanden at gøre. Det var ikke ulovligt – heller ikke efter befrielsen – at have været medlem af DNSAP (medmindre man havde haft en ledende position i partiet). Medlemmer af DNSAP blev således ikke almindeligvis retsforfulgt, mens Det sorte Kartotek som nævnt indeholder personer, som der var rejst sigtelse imod for samarbejde med besættelsesmagten.

Derfor er Det sorte Kartotek et vigtigt historisk dokument, ikke mindst fordi det er baseret på Statstidende som en officiel kilde (adgang her).

Danskernes Historie Online giver nu adgang til en række vigtige kilder til besættelsen, der ellers er vanskeligt tilgængelige:

  • Det sorte Kartotek: Tryk her.
  • Bovrup-kartoteket: Tryk her.
  • Rettelsesbogen til Bovrup-kartoteket: Tryk her.
  • Stockholmlisten (liste over mistænkte, der skulle interneres): Tryk her.
  • Dr. Werner Bests kalender: Tryk her.

Besøg også vores særlige side, hvor der er adgang til den største samling af online-litteratur om besættelsestiden (tryk her).

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online


Discover more from Danskernes Historie Blog

Subscribe to get the latest posts sent to your email.

2 thoughts on “Det Sorte Kartotek – unik kilde til besættelsestiden 

    1. Kære René,
      Det er kun side 68-69 der mangler og på deres sted sidder igen side 60-61 (der således er dobbelt). Vi får fundet de to manglende sider.
      Med venlig hilsen,
      Per

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait