Måske ikke. Men man kunne sælge is til blandt andet det varme Caribien i 1800-tallet. Det var den kun 22-årige Frederic Tudor fra Boston, der i 1806 fandt på at skære 130 ton isblokke fra den lokale sø og pakke dem ind, laste dem på et skib og sejle dem til Caribien, hvor han solgte dem til lokalbefolkningen. Første tur var dog ikke en ubetinget succes, for dels smeltede en del af isen undervejs, og dels vidste de lokale ikke, hvordan de kunne opbevare isen, så den ikke smeltede med det samme.

Frederic Tudor gav dog ikke op, og det lykkedes efterhånden at arrangere transporten, så isen ikke smeltede, og opførelsen af lokale ishuse betød også, at isen kunne opbevares i længere tid af køberne. Alligevel blev der i starten gjort grin med manden, der ville sælge is til de varme lande.

I 1815 lånte Frederic Tudor $2.100 til at købe is og til at betale for et nyt ishus i Havana. Ishuset var en dobbeltskallet struktur, 25 fod kvadratisk på ydersiden, 19 fod kvadratisk på indersiden og 16 fod højt, og det rummede omkring 150 tons is. Tudor satte sejl til Havana den 1. november 1815.

I 1816 fragtede Tudor is fra Massachusetts til Cuba med stadig stigende effektivitet og besluttede sig for at prøve kræfter med at importere cubansk frugt til New York. I august samme år lånte han $3.000 til en skibsladning med limefrugter, appelsiner, bananer og pærer, som han konserverede med 15 tons is og 3 tons hø. Eksperimentet endte i katastrofe, da stort set al frugten rådnede under den månedlange rejse, hvilket efterlod Tudor med flere tusinde dollars i gæld. Alligevel fortsatte han og åbnede nye markeder i tre sydlige amerikanske byer (Charleston i South Carolina, Savannah i Georgia og New Orleans i Louisiana).

Forbedrede metoder

Tudor brugte de næste par år på at eksperimentere med forskellige former for isolering. Is blev pakket ombord på skibe med træspåner, savsmuld eller risplanter for at isolere den mod varme. Blokkene blev også stablet sammen som murværk. Han byggede ishuse overalt i troperne og skabte en efterspørgsel dér på kolde forfriskninger.

I 1825 klarede Tudor sig godt med issalg, men vanskeligheden ved at skære store blokke i hånden begrænsede virksomhedens vækst. En leverandør, Nathaniel Jarvis Wyeth , spændte dog heste for et metalblad for at skære is. Wyeths isplov gjorde masseproduktion til en realitet og tillod Tudor at mere end tredoble sin produktion.

Is til Indien

I 1833 foreslog en anden Boston-baseret købmand, Samuel Austin, et partnerskab om salg af is til Indien, der dengang befandt sig omkring 26.000 km og fire måneder væk fra Massachusetts. Den 12. maj 1833 sejlede briggen Tuscany fra Boston til Calcutta med lastrummet fyldt med 180 tons is, der var blevet skåret i løbet af vinteren. Da skibet nærmede sig Ganges i september 1833, troede mange, at leveringen var en joke, men skibet havde stadig 100 tons is ved ankomsten.

I løbet af de næste 20 år ville Calcutta blive Tudors mest lukrative destination med en anslået fortjeneste på 220.000 dollars. Tudor fik bygget tre ishuse i Indien til opbevaring, i Calcutta, Bombay og Madras. Men Tudors forretning i Indien kollapsede som følge af John Gorries opfindelse af isfremstilling i 1851.

I begyndelsen af ​​1830’erne var Tudor også begyndt at spekulere i kaffeinvesteringer med sin isforretning som sikkerhed. I starten steg kaffepriserne, og Tudor tjente millioner af dollars, men i 1834 endte Tudor i gæld for mere end en kvart million dollars, hvilket tvang ham til at fokusere på ishandelen igen. Ved årets udgang skrev Tudor, at 1834 havde været utilfredsstillende på alle undtagen én side – nemlig hans ægteskab med en pige, der var 30 år yngre end ham.

I sommeren 1833, i en alder af 50 år, havde Frederic vendt sin opmærksomhed mod den 19-årige Euphemia Fenno, som mødte ham, mens hun besøgte Boston fra Mount Upton, New York. Han begyndte at skrive til hende regelmæssigt med det resultat, at Frederic og Euphemia blev gift den 2. januar 1834. Parret fik seks børn. På det tidspunkt havde isforretningen udvidet sig fra New York op gennem Maine.

Den hestetrukne Charlestown Branch Railroad blev udvidet for at forbinde Tudor, Addison Gage og Nathaniel J. Wyeths ishuse i Fresh Pond med flere kajer i Charlestown. Med den første isforsendelse i december 1841 blev processen med at transportere is til skibe betydeligt mere effektiv. I 1840’erne blev is sendt over hele verden; i 1845 blev der åbnet et ishus i Hongkong, selvom det kun forblev åbent indtil 1850.

Is blev en stor forretning

Det var ikke kun Frederic Tudor, der etablerede en forretning med salg af is. Der kom efterhånden mange firmaer inden for isforretningen. På ishandelens højdepunkt kunne den konkurrere med bomuld og korn i økonomisk betydning. Den første officielle rapport om isindustrien anslog en årlig national høst i USA på otte til ti millioner tons, hvoraf hovedparten – næsten en million tons om året – gik til at køle New York City ned. Ved midten af ​​århundredet lå 135 kommercielle ishuse langs Hudson-floden mellem New York City og Albany. Næsten hver by havde sit eget ishus, hvorfra der dagligt blev leveret is til kunderne, som opbevarede de dryppende blokke i isbokse, også kendt som “køleskabe”.

Hjemmekøleskabet blev først introduceret til den amerikanske offentlighed i 1803. I sin første inkarnation var dette en tidlig amerikansk version af picnickøleskabet: en cedertræskasse, foret med blik og isoleret med kaninpels. Den var beregnet til landmænd, der transporterede smør til markedet. Senere versioner var større, normalt lavet af mahogni eller teak, foret med zink og polstret med flannel, kork eller grøn filt. Den gennemsnitlige amerikanske familie i det 19. århundrede udstyret med en køleboks brugte omkring tre hundrede isblokke på 45 kg om året.

Naturisindustrien overlevede et godt stykke ind i det 20.  århundrede, hvor den blev fortrængt, først af “mekanisk is” – mekaniske isfremstillingsanlæg – og dernæst, endnu mere definitivt, af det moderne elektriske køleskab.

Is i Danmark

Siden middelalderen har man i Norden ‘høstet’ isen om vinteren og pakket den i isolerende halm, så den kunne bruges i de varme sommermåneder. Den traditionelle teknik blev brugt langt op i 1800-tallet, hvor den udviklede sig til en stor og profitabel industri.

I København skar hestevogne, forsynet med save, isen ud fra byens søer. Hvis isvinteren udeblev, blev isen importeret med skib fra Norge, hvorefter den gik videre til husholdninger og virksomheder. Med industrialisering og befolkningsvækst i byerne voksede behovet for naturlig is, der blev en eftertragtet handelsvare for især bryggerier og den voksende fødevareindustri.

Fra 1830 kom de første ishuse, der var en videreudvikling af de gamle iskældre og langt billigere i opførelse. Ishusene blev bygget som almindelige små huse af teglsten. Det første ishus blev bygget i Tyskland af overamtmand Siemens. I 1833 bygges det første i Danmark, som blev brugt til køling af mineralvand til brøndkure. I samme periode anbefaledes det landmænd og byboere at bygge ishuse.

Isskabe blev den første type kølemaskiner i den private husholdning. De kom til Danmark i 1880’erne og blev forløberne for køleskabet, der først blev udviklet efter 1. verdenskrig. Kølingen i isskabe skete ved hjælp af store isblokke indkøbt og leveret fra det lokale ismejeri eller fra iskrystalværker i de større byer.

Frederic Tudor er omtalt i Danskernes Historie Online med søfartshistorie. Det er en af de mange spændende historier, der dukker op fra Danmark og udlandet, når man søger i databasen. Søgning i søfartsdatabasen sker via denne side: tryk her.

Kilder: Videnskab.dk, Wikipedia, Dansk Landbrugsmuseum og National Geographic.

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online