Hvor søger jeg i kirkebøgerne?

Kirkebøger er den vigtigste kilde for slægtsforskere. Her finder man den officielle registrering af fødte børn, konfirmationer, ægteskaber og dødsfald (i Sønderjylland dog i personregistrene). Vi har i årtier haft gode muligheder for at læse de skannede kirkebøger hos Rigsarkivets ArkivalierOnline – for de fleste sogne frem til 1960 og frem til 1970 for afdøde.

Én ting er selvfølgelig at have adgang til skannede kirkebøger, hvis man ved, hvilket sogn man skal lede i. Noget andet er at kunne søge i en database på tværs af alle sogne i hele landet. Her har kirkebøgers søgbarhed haltet bagud i forhold til søgbare folketællinger, men der er efterhånden faktisk en række gode søgemaskiner nu om dage. Vi ser på disse i dette indlæg.

Enesteministerialbøger frem til ca. 1814

Frem til ca. 1814 blev der i sognene kun udarbejdet en enkelt kopi af kirkebøgerne – de såkaldte enesteministerialbøger. Disse kirkebøger er ikke ført på faste skemaer. Nogle præster skrev de kirkelige handlinger ind i hjemmelavede skemaer, mens andre skrev dem ind kronologisk. Mange af enesteministerialbøgerne er gået tabt, hvis præsteboligen brændte eller af andre årsager, og da der kun var det ene eksemplar, var det ikke muligt at genskabe dem. Efter 1814 gik man over til at have to eksemplarer (hovedministerialbogen og kontraministerialbogen), og disse måtte ikke opbevares under samme tag af hensyn til brandfaren.

Der findes i dag to primære kilder, hvor man kan søge i enesteministeralbøgerne.

1. Rigsarkivets DIEm-projekt

Projektet Digitalisering af Enesteministerialbøger har til formål at transskribere og gøre alle danske kirkebøger fra før reformen i 1814 offentligt tilgængelige ved hjælp af Handwritten Text Recognition-platformen (HTR) Transkribus.

Teknologien kan dog ikke stå alene. Nogle kirkebøger har en opsætning, der er så anderledes, at de ikke kan behandles automatisk – uanset om håndskriften er nydelig eller ej. For at gøre disse bøger søgbare anvendes frivillige til indtastning af nøgleoplysningerne, ligesom frivillige læser korrektur på det, der er automatisk genkendt.

De aflæste kirkebøger bliver løbende gjort søgbare via Rigsarkivets søgeplatform Søg i Samlingerne.

I ”Søg i Samlingerne” vælger man ”Afskrifter af arkivalier” samt kildesamlingen ”Enesteministerialbøger – Danske kirkebøger før 1814” som vist på billedet. Det er dog stadig ret begrænset, hvor mange af kirkebøgerne, der er lagt ind på nuværende tidspunkt, men det vil hurtigt blive bedre.

2. FamilySearch

Hjemmesiden FamilySearch.org har indekseret en del af de danske kirkebøger, herunder også en del af enesteministerialbøgerne. Det er uklart, hvor stor dækningen er, men det antages, at 5-10% af de danske kirkebøger er indekserede.

Kirkebøger 1812 til ca. 1920

Gennem et samarbejde mellem Rigsarkivet og det amerikanske firma Ancestry er alle danske kirkebøger for perioden 1812 til ca. 1920 principielt blevet indekseret, men i praksis ses der dog at være en del mangler uden at det er klart, hvor disse ”huller” er.

De indekserede data er blandt andet:

  • Navn
  • Alder/fødselsdato
  • Fødested
  • Bopæl
  • Køn

Normalt er Ancestry en betalingsside, men dette specifikke indeks til danske kirkebøger er gratis at anvende. Man skal dog være registreret bruger førend man kan søge i databasen. Læs mere om dette på Rigsarkivets hjemmeside.

Link til det gratis, særlige indeks til kirkebøgerne er her: https://www.ancestry.com/search/collections/61607/

Kirkebøger frem til 1960/1970

Vi er i Danmark privilegerede ved, at de danske kirkebøger kan læses online hos Rigsarkivet frem til ca. 1960, for afdøde endda frem til ca. 1970. For perioden efter ca. 1920, hvor man ikke længere kan søge i kirkebøgerne hos Ancestry (se ovenfor), er der reelt kun én hjemmeside, hvor der kan søges i de nyere kirkebøger. Det er DanishFamilySearch.dk.

Hjemmesiden har base i Australien, hvor den drives af et ægtepar med rødder i Danmark. Ud over, at der vises opslag fra Rigsarkivets skannede arkivalier, indeholder deres side også indtastninger af kirkebøger m.v. Det er et stort antal frivillige, der er i gang med at indtaste de danske kirkebøger.

Færdiggørelsesgraden af de indtastede kirkebøger ligger typisk på mellem 30% og 50% for de danske amter, så der er en god chance for at finde personer gennem søgning. Tilmed er der et fokus på at indtaste de nyere kirkebøger, og dermed er graden af indtastede bøger nok højere for de nyeste kirkebøger.

En af styrkerne ved DanishFamilySearch og de søgbare kirkebøger er, at de særlige kirkebøger med fødte på Rigshospitalet (Fødselsstiftelsen) stort set er indtastet fra 1908 til 1960. Det er jo ofte børn født uden for ægteskab, så det er en meget vigtig kilde for slægtsforskere.

Hjemmesiden er gratis, men man skal dog oprette sig som bruger. Hvis man desuden vil være fri for reklamer, kan man tegne et abonnement for kr. 299 om året.

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online


Discover more from Danskernes Historie Blog

Subscribe to get the latest posts sent to your email.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait