Sidste uge var jeg til 50-års studenterjubilæum i Kolding og mødte mine gamle klassekammerater. Snakken faldt selvfølgelig også på, at vi da vist var blevet nogle gamle, sure mænd – nogle mere end andre. Derfor mener jeg mig fuldt berettiget til at skrive denne blog om den ”moderne slægtsforskning”.
Mobilen
På de opslag, der kommer på Facebook, kan jeg se, at flere og flere anvender mobilen til slægtsforskning – i hvert fald delvist. Det kan man se på de opslag fra mobiltelefoner, hvor man beder om hjælp til læsning af tekst eller yderligere oplysninger om personer, man har fundet. Det er jo nok den yngre generation af slægtsforskere, som har mobilen som primær enhed. Faktisk er der væsentligt flere unge, der har en mobil i forhold til unge, der har en PC.
Det forstår jeg ikke kan lade sig gøre. Slægtsforskning handler om større mængde af information og brug af forskellige kilder. Kan man virkelig holde styr på det med en lille skærm på en mobil – og kan man læse gamle tekster ordentligt? Det er måske derfor de spørger om hjælp …
For slet ikke at snakke om, at navigationen i kilderne fra Rigsarkivet og andre platforme ikke altid er beregnet til mobil. Hvordan får man trykket på de små ikoner til navigation, menuer osv.? Måske har jeg bare for store og utrænede fingre.
Og jeg kan da slet ikke forstå, at man kan bladre flere hundreder arkivaliesider igennem på en mobil, hvor man leder efter en bestemt person. En stor del af den tid, jeg anvender, bruger jeg netop på at bladre i kirkebøger og andre kilder – ofte mange sider – fx for at finde informationer om nogle bestemte personer.
Måske hænger det i virkeligheden sammen med næste punkt.
Søgning i databaser
Tidligere kunne man se den tendens, at hvis kilderne ikke er online, er de ikke interessante. Det er alt for besværligt at besøge et arkiv og undersøge sådanne offline kilder. Faktisk er det nogle gange svært at forklare, at kilderne ikke nødvendigvis er online, og man bliver mødt med … ”kan det virkelig passe, at det ikke er online”.
Dette er selvfølgelig en konsekvens af en masse TV-udsendelser og den stigende digitalisering af kilder, der giver indtryk af, at alt kan klares hjemme fra stolen. Jo, jo, jeg synes da også, det er nemmest, men tilbringer alligevel en del tid på arkiver, hvis oplysningerne kun kan findes der.
Sådan er det stadig. Men nu ser jeg også en ny tendens. At hvis der ikke dukker noget op i de søgbare databaser, så kan man ikke finde noget. Den anden dag søgte en person efter Vilhelmine Rasmusdatter, men ”finder ingenting på hende, [selv om jeg] taster hendes nøjagtige fødselsdato, søger på forskellige stavemåder af navnet, taster navnet på hendes mor og far, der kommer intet frem”. Hun havde altså søgt på alle databaser, hun havde adgang til, men var fremmed over for at lede i kirkebøger.
Eller når der skal findes et dødsfald, og man søger i Dødsregisteret uden at finde dødsfaldet – hvordan kan det være, at personen ikke findes i Dødsregisteret, bliver der så spurgt? Svaret er simpelt. Dødsregisteret er ikke komplet, så man kan ikke finde alle der. Det samme gælder mange andre databaser, fx de indtastede kirkebøger på DanishFamilySearch.
Så når man ikke finder noget ved søgning i databaserne er det ikke fordi, ”personen er sunket i jorden” eller rejst til Amerika. Men i stedet et spørgsmål om, at man må forsøge sig med andre kilder for at finde en løsning – eventuelt begynde at gennemsøge kirkebøgerne, selv om det tager lang tid. Og det med tiden er måske problemet, sammen med, at det er ret umuligt på en mobiltelefon.
Brug af arkivalier
Det er ofte en god idé at se efter, om der er nogle arkivalier, der kan hjælpe med slægtsforskningen, men som ikke er online. Jeg forstår godt, at dette er svært, selv om Rigsarkivet har gjort det meget nemmere med den nye udgave af ”Søg i samlingerne”. Jeg hører til den generation, der har lært at anvende alternativet, Rigsarkivets registreringsdatabase Daisy. Nej, det er ikke nemt – men står der mon i nogle lærebøger, at slægtsforskning er nemt??
Hvad gør man, hvis det er svært? Ja, man kan øve sig og øve sig. Men overraskende nok er der nogle, der foreslår, at man bruger Google til at søge efter en bestemt type af arkivalier – og vupti dukker der et link om til det rigtige. Ja, måske! Hvis man søger rigtigt. Og hvis lige netop denne type af arkivalier er nævnt i Google-indekset. Det er da vist at gøre slægtsforskning til en lodtrækning.
Man må altså bide i det sure æble og gå i gang med at lære at finde arkivalierne – og i øvrigt leve med, at størstedelen skal læses på et arkiv og ikke findes online.
Endnu værre går det, hvis man i stedet spørger AI om arkivalier, og hvordan man gør. På grund af de relativt få kilder, der er hentet ind i sprogmodellerne til slægtsforskning, vil AI meget tit komme med hallucinationer. Det vil sige en forklaring, der er opdigtet. Jeg har set mange forfærdelige eksempler på dette, fx en forkert vejledning til, hvordan man kan få oplysninger fra CPR eller hvad forskellen er på en ægteskabsbog og en ægteskabsjournal, hvilket resulterede i noget vrøvl fra ChatGPT.
Vi lever i en tid, hvor mange begynder at tro, at det at finde oplysninger bliver nemmere og nemmere. Det gør det også tilsyneladende, men samtidig bliver mængden af nonsens-information større og større, så vigtigheden af kildekritik og nøje validering af information har aldrig været større. Det tror jeg ikke, at alle, der kaster sig ud i slægtsforskning, er klar over. I hvert fald ser man flere og flere, der udarbejder sin slægtstavle ud fra matches i MyHeritage.
For nylig skrev en person følgende ”Jeg gik ind og lavede et stamtræ [på MyHeritage] med forældre og bedsteforældre og så skal jeg da lige love for jeg fik både olde- og tipoldeforældre og får stadig mail om slægtninge. Jeg kan foreløbig se at jeg har en masse familie som stammer fra Viborg egnen”. Tja, mon dog ikke vedkommende på et tidspunkt kommer til at lave det hele om.
Forskning
Jo, jeg ved da godt, at der er mange dygtige slægtsforskere, men det er de ikke blevet over natten. Det er ikke sådan, man bliver god til det. Jeg undrer mig over, at der aldrig er nogen, der spørger, hvorfor det egentlig hedder slægtsforskning.
Man kan definere forskning som ”en systematisk aktivitet, der har til formål at frembringe ny viden eller validere eksisterende viden. Det adskiller sig fra almindelig søgen efter information ved at anvende anerkendte videnskabelige metoder og dokumentation, så resultaterne kan efterprøves og bevises”.
Bemærk ordene ”systematisk”, ”metoder” og ”dokumentation”. Hertil kommer kildekritik, som jeg nævnte ovenfor. Inden for slægtsforskning medfører det med det samme spørgsmålene ”hvilken systematik?”, ”hvilke metoder anvender vi?” og ”hvordan dokumenterer vi resultaterne?”. Er det noget, man bare kan? Nej, det er faktisk ret svært (der var det lige igen) og kræver indlæring eller uddannelse! Man kan ikke bare kaste sig over mobiltelefonen og søge i nogle databaser og vupti, så laver man slægtsforskning.
Der er faktisk mange muligheder for at lære slægtsforskning. Der er bøger man kan låne på biblioteket eller købe, som gennemgår alle metoder og kilder. Der er lokale slægtsforeninger, hvor man kan lære gennem ”mesterlære” – dvs. lære ved at kikke over skulderen på erfarne slægtsforskere. Og man kan gå på kurser og få metoderne mere grundigt gennemgået.
Man lærer ikke ret meget ved at spørge efter information i Facebook-grupperne. Særligt ikke, hvis folk så hjælper ved at finde informationen til en, tit uden nogen ordentlig kildehenvisning eller systematik. Så har man bare fået noget information om sin familie, men næste gang man går i stå, er man ikke blevet klogere. Faktisk skulle vi indrette vores Facebook-gruppe til kun at fortælle om metoder, ikke resultaterne.
Der er pudsigt nok aldrig nogen, der skriver ”Jeg har læst sådan og sådan i en bog om slægtsforskning, hvad betyder det”. Der ser ikke ud til at være mange, der først sætter sig ind i systematik og metoder, inden de kaster sig ud i slægtsforskning. Jeg tænker tit, at jeg ikke håber, at læger, mekanikere og håndværkere gør det samme, når de arbejder.
Der er altså meget, jeg ikke forstår. Men jeg er ret sikker på, at Fabritius og Hatt ligger og vender sig i deres grave – og det er ikke på grund af varmen …
Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online
Discover more from Danskernes Historie Blog
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
Enig. Men det er også 64 år siden, jeg blev student.
Og jeg bruger ikke min iphone eller min ipad til slægtsforskning. Kun til at spørge om hjælp eller kommentere til andres spørgsmål.
Nej, jeg har 2 stk 17 tommer pc, en til at slå op i kirkebøger, folketællinger, skifteprotokoller, skod-og panteprotokoller etc og læse på, og en til at skrive på i mit foretrukne slægtsforksknings program, herunder omhyggelig notering af, hvor jeg har fundet oplysningerne. Det sker jo, at man må vende tilbage til en kilde for at se, om man nu har skrevet rigtigt af.
Det er en meget god artikel om det at lave slægtsforskning.
Det kræver tålmodighed og viden at finde de rigtige oplysninger om sin familie.
I min forskning har jeg ofte været ude for at man virkelig skal studere de personer man finder, om det nu også er slægt.
Der er rigtig mange muligheder for at komme på forkert spor og flette sin familie sammen med den forkerte person.
Det tror jeg at de fleste slægtsforskere har været ude for.
Man skal være kritisk med hensyn til at bruge andres oplysninger.
Men slægtsforskningen giver rigtig mange gode oplevelser, når man finder slægt som andre mennesker også har. Og kan dele sine oplysninger og ofte finde ud af at man faktisk har samme oplysninger om ens aner
Er det ikke med slægtsforskning som med så mange andre ting, at man bliver bedre og bedre til det, jo mere man praktiserer det? Umiddelbart vil jeg mene, at det er urealistisk at forestille sig, eller forvente, at folk, der er nye inden for slægtsforskning, gør det hele ‘rigtigt’ fra starten. Det gjorde jeg i hvert fald ikke, og jeg har været i gang i omkring 15 år nu. Til at starte med syntes jeg også, at det var vildt spændende at få MH-matches, og jeg fulgte ivrigt fjerne ‘slægtninge’, oftest til USA, og noterede alle mulige forbindelser uden at have valideret dem. Det ville jeg gøre senere. Jeg noterede altid datoer som ‘about’ eller ‘omtrent’ sammen med en kilde, men det var ofte bare MH_XXX familieside, hvilket jeg reelt ikke kan bruge til noget i dag. Jeg gik også langt ud ad meget fjerne linjer og opdagede af og til, at jeg var kommet så langt ud, at jeg slet ikke var i familie med folk i andres slægtstræer længere. Der har været meget oprydningsarbejde sidenhen. Jeg vil gerne tro, nej, jeg ved reelt godt, at jeg er blevet bedre til at lave slægtsforskning og validere alting. Det bliver man vel, hvis man bliver ved længe nok. Men derfra og så til at forvente at nybegyndere gør det hele rigtigt fra starten, synes jeg altså, at der er langt. De føler sig frem og beder om hjælp. Dem, der gerne vil ‘forske’ seriøst, skal nok få det lært, nogle gange ved at kvaje sig og gå store, unyttige omveje. Dem, der bare vil trykke på en knap og få et færdigt slægtstræ serveret, helst helt gratis og meget hurtigt, forstår nok ret hurtigt, at det ikke lige er en hobby for dem. Men jeg synes, det er ærgerligt, når folk beder om hjælp, og så man i stigende grad forventer, at ‘hjælpere’ laver en længere pædagogisk udredning for at lære folk, hvordan man gør tingene rigtigt, så de selv kan finde frem til resultaterne. Og så skælder ud, når andre hjælpere ikke gør det samme. Der bør vel være plads til alle med interesse for slægtsforskning, og når folk er klar til at lære mere, tager de vel de rette skridt og beder om hjælp til dén del.
Svar til Gitte,
På mange måder har du ret. Jeg startede også ved at kaste mig ud i tingene og fik så lært hen ad vejen, hvad metoderne og kilderne var. Men det er IKKE pointen. Pointen er den holdning, som man møder hos en del “nye slægtsforskere” i dag, nemlig at man ikke er interesseret i denne udvikling, kun at få et flot slægtstræ. Og ja, det gælder ikke alle, og vi må håbe, at mange “bliver fanget”. Man ser tit, at vi henviser til gratis introduktion til slægtsforskning i form af online-guides og hæfter, men det er mit indtryk, at det ikke interesserer nye slægtsforskere. De vil bare have resultater her og nu.
Med venlig hilsen,
Per
Der er tale om to vidt forskellige ting: proces og resultater.
De, der vil have hurtige svar og gerne en anetavle tilbage til den Gorm den Gamle med i købet, trives tilsyneladende rigtigt godt i Facebookgrupperne.
De, der vil lære proces og metode, trives tilsyneladende bedst i Forum. Her lærer man metoden, så man ikke behøver spørge om det samme næste gang, man skal finde en grandfætters død.
Svar til Hanne,
Hm, jeg forstår ikke, hvor du vil hen. Er det i orden, at nogle bare vil have en anetavle tilbage til Gorm den Gamle, selv om den er forkert? Og jeg heller ikke enig i din differentiering mellem Forum og Facebook – det er vist holdningen fra en, der bruger Forum og ikke Facebook.
Med venlig hilsen,
Per
Naturligvis er det ikke i orden,, at nogle ønsker sig en forkert anetavle tilbage til Gorm den Gamle, eller rettere at de ønsker sig en så lang anetavle; de ved jo ikke, at den er forkert.
Jeg er så mænd bare kommet frem til, at Forum er det rette sted for mig; andre kan fint bruge Facebook, alt det de lyster.
Når jeg kom frem til, at det rette for mig er Forum, skyldes det, at jeg synes, jeg i Facebook så mere resultatorientering end vægt på metodelæren, så spørgerne kunne klare den næste dåb og det næste dødsfald selv.
Men sådan kan man jo have det så forskelligt …
Jeg er glad for at jeg har først fået mobiltelefon for nylig men jeg havde intet valg når mit aldersbolig har ikke fastnet. Jeg begyndt om at forske min slægt i 1960 og har stadig mine gamle notater i håndskrevne form. Jeg lærte mest om slægtsforskning på læsesalen på Landsarkivet i Viborg i 1963-64 hvor en gruppe ældre herrer forsket for slægtsforskningsfirmaer og de var villige til at komme med gode råd og forslag. Man kan læse alle de artikler om slægtsforskning man kan finde, men erfaring er det vigtigste hvis man vil lære fra andre og lade sin viden gå videre. IT har gjort det muligt at lave meget hjemmefra, men det kan ikke løse alle problemer. Jeg er snart 85 år gamle …..men er aldrig for gamle til at lære nye ting, men man skal ikke være en slav af den nye teknologi ….nogle af mine slægtsforskningsperler findes ikke på nettet men det ikke betyder de har ingen værdi.
Jeg er vel for så vidt enig.
Da jeg gik i gang med slægtsforskningen, så fik jeg hjælp af en ældre herre, der viste mig rundt på Landsarkivet – viste mig hvordan jeg bestilte kirkebøger og hvordan jeg brugte rullefilm.
Da jeg så havde været i gang et stykke tid, fandt jeg ud af, at jeg blev nødt til at melde mig til et kursus. Her lærte jeg vigtigst af alt at læse gotisk, men også mange andre nyttige ting.
Derfra er det så erfaring og en del fejltrin der bringer en videre.
Hvis der så er noget jeg ikke forstår, så spørger jeg på Facebook. Jeg prøver altid, at få folk til at fortælle mig hvordan de finder oplysninger. Så noterer jeg det ned, så jeg ikke behøver spørge næste gang.
Så alt i alt mener jeg der skal være plads til alle metoder. Det går kun ud over en selv, hvis man ikke tjekker alle oplysninger.
Jeg kunne aldrig finde på, at skrive en oplysning ind i mit træ, hvis jeg med mine egne øjne har set det i en kirkebog eller andre kilder.
Jeg er ikke aktiv slægtsforsker, men følger lidt med. Det er også min opfattelse, at det inden for dette område – som inden for så mange andre – er blevet almindeligt at kaste et problem ud i et forum, som fx Facebook i stedet for selv at prøve at løse det. Så gør andre nok arbejdet for en.
Men det er jo ved at løse små problemer man lærer noget og senere kan løse de større. Jeg gyser ved, hvad KI (kunstig intelligens) kan forårsage.
Min erfaring med MH er, at mange kritikløst accepterer matches. Det giver mange fejl og har meget lidt med slægtsforskning at gøre, hvis man ikke tjekker oplysningerne. Metode, kendskab til og viden om de mange forskellige muligheder for at finde de rigtige oplysninger er udgangspunktet for rigtig slægtsforskning. Det kan læres, og man må øve sig.
At kaste et problem ud i en Facebook-gruppe er en stigende tendens, sådan som jeg ser det, også inden for andre emner. Ikke alle svar kan bruges, og sjældent lærer man noget. Hvis man virkelig er kørt fast, kan Forum være brugbart, og man får lært noget. Tak til de seriøse hjælpere.
Jeg ser gerne, at flere opfordrer til egentlig slægtsforskning, som tager tid. “On the go” på mobil må være besværligt og kun for personer, som ikke har andre muligheder.