Der snakkes i dag meget om trængsel på vejene og de problemer, som den stigende trafik medfører. Det er dog på ingen måde et nyt problem – det har man snakket om i mere end 100 år.

Den første landsdækkende lov for motorkøretøjer kom i 1902, idet der inden da kun havde været love for fx København.

Baggrunden var, at politikerne omkring år 1900 stod med et problem. Det nye køretøj, automobilet, var begyndt at køre rundt i hele landet. Det havde skabt utryghed og forårsaget de første ulykker. Det måtte reguleres. Justitsminister Alberti kunne i 1902 fremsætte et lovforslag om automobiler (senere kaldet motorlovgivningen), som fik en positiv modtagelse af Folketinget på trods af, at der ikke var mange flere end 57 biler indregistreret i Danmark. Bilerne var væsentligst kørt ”af sportsmænd”, men man kunne se køretøjet i fremtiden anvendt i det praktiske liv; man anså ”det for sandsynligt, at den tid ikke vil være fjern, da automobilet bliver almindelig benyttet i forretningslivets og befordringsvæsenets tjeneste”.

Vejene i de store byer var omkring 1920 fyldt med et kaos af hestevogne, motorcykler, gående, cykler og biler, som kørte på kryds og tværs. Færdslen med de hurtige motoriserede køretøjer var blevet så stor, at der var behov for regler. Rigsdagen havde revideret den nævnte motorlov seks gange, men der manglede en lov om regulering af færdslen. Det tog lovgiverne fat på i 1922, og det resulterede i den første samlede færdselslov i 1923.

Færdselsloven af 1923 kan læses hos Danskernes Historie Online ved at trykke her.

Vi kan få et indtryk af denne nye lov til regulering af færdsel, hvis vi ser på nogle af paragrafferne.

”Overalt, hvor Færdslen ikke er helt ringe, skal kørende, ridende og cyclende holde sig saa langt til højre, som det efter Vejens Tilstand er dem muligt uden væsentlig Ulempe”. Således blev højrekørsel bekræftet, men man forudså allerede, at man skulle have adskilt trafikken, således de bløde trafikanter var yderst til højre og de hurtigere som biler længere inde mod midten.

”Naar kørende, ridende og cyclende møder hinanden, skal de passere til højre for hinanden; om fornødent skal begge vige af til højre. Forbipasseren bagfra skal ske til venstre. Den, der kører, rider eller cycler forrest, skal, naar han bliver opmærksom paa den bagfra kommende eller varskoes af denne, holde til højre, saaledes at der bliver rigelig Plads for sidstnævnte til at passere forbi”.

”Heste maa ikke betroes til eller køres og rides af nogen, som er beruset eller af anden Grund savner Evne til at styre Hestene”. Dette gjaldt tilsyneladende ikke andre såsom cyklister eller bilister, der ikke er nævnt i loven.

Der var også i denne lov bestemmelser om lygteføring, når det var mørkt. Man var dog endnu ikke helt klar på, at der skulle være rødt, bagudrettet lys, men på grund af mange ulykker med trafikanter, der kørte op bagi andre trafikanter, blev dette dog anbefalet.

Det fremgår i øvrigt heller ikke, at der var nogle fartbegrænsninger, andet end at cyklister ikke måtte køre for hurtigt rundt om hjørner eller når der var stærk trafik!

Hele loven kunne beskrives i 24 paragraffer, der fyldte 4 sider.

Færdselsloven blev revideret hen ad vejen, og en større revision kom i 1932, hvor antallet af paragraffer nu var krøbet op på 40. Også denne lov kan downloades fra Danskernes Historie Online ved at trykke her.

Det blev i den nye lov blandt andet fastslået, at nogle af reguleringerne skulle henføres til de lokale kommunale myndigheder. Det gjaldt for eksempel anvisning af parkeringspladser – et emne, der stadig optager mange.

Nu blev der også indført generel højrevigepligt: ”For at undgaa Sammenstød mellem kørende, der færdes saaledes, at deres Veje skærer hinanden, har den, som har den anden paa sin højre Side, Vigepligt”. Justitsministeriet kunne dog bestemme, at der ved bestemte gader og veje blev indført ubetinget vigepligt, og dette skulle så tydeligt afmærkes.

Også tidligere skulle man give tegn ved ændring af færdselsretning. Ridende havde hidtil blot kunnet bruge pisken til at indikere ændret retning, men nu blev det bestemt, at man altid skulle bruge armen, således den var synlig til albuen for andre trafikanter. Biler skulle også give tegn, men dette blev ikke nærmere specificeret i loven.

Øjensynligt var man bekymret for lydløse trafikanter. I hvert fald blev det bestemt, at ”Ved Kørsel med Kaner, Slæder eller Vogne med Gummiringe, forspændte med Heste, skal Forspandet være forsynet med Bjælder eller Klokker, saa at man i Tide kan høre deres Komme”. Problemstillingen blev mange år senere igen aktuel med elbilerne.

Reglerne om lygteføring blev skærpet, og nu skulle alle køretøjer i lygtetændingstiden have et rødt, bagudrettet lys, mens cyklisterne dog kunne nøjes med en rød refleks.

Det var hestekøretøjer, biler og cyklister, der fyldte mest i loven. Men det var dog stadig aktuelt at understrege, at trak man kreaturer langs vejen, skulle de ledsages af passende bemanding, og de skulle også overholde færdselsloven.

Lad os slutte med reglerne om beruset kørsel, der tidligere var indført for transport med heste og hestekøretøjer. Dette forbud mod kørsel i beruset tilstand blev nu også udvidet til cyklister – men der var stadig ikke nævnt noget om at køre biler i beruset tilstand!

Kilder blandt andet: Færdselsloven 1923 – et skridt mod en ny trafikkultur af Jørgen Burchardt.

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online