Nej, dette er ikke et indlæg i den verserende debat om fødevarepriser. Det er et indlæg om den uanstændige og uetiske praksis, hvor firmaer bruger loven om ophavsret til at skabe pengemaskiner ved køb og salg af rettigheder – der slet ikke hjælper de mennesker, der faktisk har skabt værkerne.

Det dyre billede af en pakke Lurpak

Billedet af en pakke Lurpak er et godt eksempel (ja, altså det er et billede, der ligner ovenstående, men vi har ikke lov til at vise det). I 2003 skulle Berlingske Media bruge et billede af en pakke Lurpak til en artikel om fødevarer. De bad derfor deres ansatte fotograf, Allan Lundgren, om at tage et billede af en pakke smør, hvad han naturligvis gjorde. Siden har blandt andet B.T. anvendt dette billede i flere artikler, fx denne artikel (tryk her for artikel).

Som ansat hos Berlingske Media har fotografen i sin kontrakt den betingelse, at brugsrettighederne til billedet overlades til arbejdsgiveren. Billedet indgik altså i det billedkartotek, som Berlingske Media til enhver tid kunne råde over. Det betød, at Berlingske Media den 1. januar 2018 kunne sælge sit billedarkiv til Ritzaus Bureau A/S. I den forbindelse overtog Ritzau alle rettigheder til billeder fra Berlingske Medias billedarkiv.

Ritzau bruger i dag en underleverandør til at gennemgå dele af internettet for at se, om nogle bruger deres billeder ulovligt (dvs. uden aftale). Og ja, det omtalte billede af en pakke Lurpak havde fundet vej til Danskernes Historie Online, da vi havde genpubliceret et medlemsblad fra Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening, helt uvidende om, at denne forening ulovligt havde anvendt et billede fra Ritzau i deres blad.

På grund af det ulovligt publicerede billede modtager vi en faktura på Kr. 6.787,50. Ganske vist er taksten for at bruge et sådant billede kr. 500 – kr. 1.000, men Ritzau lever højt på, at skal vi køre en sag gennem en advokat og retsinstans bliver regningen højere end det. Man kan også spekulere over, om vi er særligt i søgelyset, da omtalte medlemsblad har ligget online på foreningens egen side længe, uden de har modtaget nogen regning!

Det ironiske er, at af de kr. 6.787,50, som vi har betalt, får den oprindelige fotograf præcis kr. 0 – eller højst et symbolsk beløb.

Hvorfor har vi en ophavsret?

Kulturministeriet begrunder ophavsret som følger: ”Reglerne om ophavsret skal overordnet balancere mellem to hensyn. På den ene side skal det sikres, at kunstnere og designere får betaling for andres brug af deres værker. På den anden side skal brugernes adgang til samt udbredelsen af litterære eller kunstneriske værker ikke begrænses unødigt. Reglerne er således i både samfundets, rettighedshavernes og brugernes interesse, da det tilskynder til ny produktion og udbredelse af kunst og design”. Andre organisationer inden for ophavsret, som UBVA, har samme opfattelse af behovet for ophavsretten.

Dette princip hylder Danskernes Historie Online hundrede procent! Faktisk tjekker vi, om bøger stadig er i handel, inden vi overvejer, om de kan digitaliseres. Det er ikke i vores interesse at forhindre forfattere i at tjene penge på deres frembringelser.

Forfattere og fotografer kan, som det er nævnt, overdrage visse rettigheder til andre, fx gennem forlagsaftaler. Det sikrer et samarbejde, der gør det muligt for både forlag og forfatter at tjene penge på en udgivelse. Men det har ALDRIG været intentionen, at sådanne rettigheder i sig selv skal være et kommercielt marked, der giver firmaer mulighed for at handle med og tjene penge på andre menneskers frembringelser, uden kunstnerne ser en krone af indtægten.

Man kan også sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor ophavsretten skal gælde i 70 år efter forfatterens eller fotografens død. Hvis formålet er at sikre indtægt til den person, der har frembragt værket, hvorfor så en menneskealder efter de er døde? Ja, måske er der en ægtefælle, der skal leve nogle år af det, men så kunne man sætte grænsen til 20 år i stedet. I dag er der indtægter fra ophavsret, der tilfalder børnebørn, da de ældre generationer i mellemtiden er døde.

Endnu et eksempel

Et andet eksempel, vi ofte støder på, er forlaget Lindhardt og Ringhof, og deres opkøb af digitale rettigheder til bøger (rettigheder til ebøger og lydbøger).

Det foregår typisk på denne måde: Når en forfatter er død, men der stadig er ophavsrettigheder i mange år (jf. de 70 år efter forfatterens død), får de den efterladte familie til at overdrage forfatterens rettigheder til ebøger og lydbøger. Disse rettigheder er som regel ikke omfattet af allerede eksisterende aftaler.

Et eksempel er den kendte modstandsmand og politiker Frode Jakobsen. Frode Jakobsen døde i 1997 i en alder af 90 år. Hans bøger er således omfattet af ophavsret til 2067.

I 2018 kontaktede Lindhardt og Ringhof den efterlevende datter, Vibe Jakobsen. Hun overdrog rettighederne til ebogs- og lydbogs-udgaver til hendes fars bøger til forlaget, og jeg tror ikke der var nogen væsentlig betaling for dette (har været i kontakt med datteren).

Nu kan man bl.a. på Saxo købe Frode Jakobsens bog ”Da leret tog form” som ebog for kr. 54,95 eller som lydbog for kr. 119,95. Pengene går til Lindhardt og Ringhof, der i hvert fald i forhold til ebogen ikke har haft nogen væsentlig udgift. En indtægt, der er helt ude af trit med det formål, der er med loven om ophavsret.

Man kan sige, at det ikke er store indtægter, som Lindhardt og Ringhof har på en sådan bog – men de har blandt andet anvendt denne metode til at opbygge Danmarks største udbud af ebøger og lydbøger via deres brand SAGA.

Og det er en stor forretning! Lindhardt og Ringhof, der er en del af Egmont koncernen, omsatte sidste år for over ½ mia. kr. En stor del af denne omsætning kommer fra de 150.000 digitale bøger, som SAGA udbyder med mottoet om at gøre kulturarven tilgængelig for alle (de glemmer at tilføje, ”der vil betale”).

Hvad gør Danskernes Historie Online

Eksemplerne viser, at der sker en kommerciel udnyttelse af loven om ophavsret, der er uetisk og i strid med intentionen med ophavsret: At sikre skabere, kunstnere og forfattere indtægter fra deres frembringelser.

DHO er ikke kun et af de vigtigste initiativer til digitalisering af litteratur og arkivalier, men vi har også som formål at bidrage til at sikre mere rimelig adgang til vores kulturarv. Blandt vore initiativer på dette område kan nævnes:

• Arbejder for bedre adgang til Mediestreams database med digitale aviser
• Arbejder for bedre adgang til historisk litteratur, der ikke længere har kommerciel værdi for forfatterne
• Politisk pres for at få Danmark til at tilslutte sig Faro-konventionen, der fastslår, at borgere skal kunne deltage i arbejdet med at bevare og formidle kulturarven, og at kulturarv skal være tilgængelig for offentligheden
• Dialog med kulturpolitikere, blandt andet på DHOs Christiansborg-konference ”Gør vores fortid levende” om formidling af danskernes historie

Vil du støtte vores arbejde?

Vi har brug for din støtte (også økonomisk) for at kunne fortsætte vores arbejde. Du kan tegne et sponsorat til Danskernes Historie Online for kun kr. 500 (købes her).

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online