MyHeritage tilbyder nu en Y-DNA analyse til de personer, der har taget en test for nylig. Det er dog en begrænset analyse, da man ikke modtager oplysninger om Y-DNA matches. Man får alene et bud på sin Haplo-gruppe, der siger noget om, hvordan ens fædrenes slægtslinje har vandret fra det centrale Afrika for 200.000 år siden og frem til i dag.
Hvad er Y-DNA?
Dit DNA er lagret i 23 par kromosomer. De første 22 par kaldes autosomer. Hvert par har to kopier, én fra din mor og én fra din far. Det er disse, der er basis for den velkendte autosomale test fra MyHeritage og andre firmaer.
Det 23. par er anderledes. Disse er kønskromosomerne, som indeholder de gener, der bestemmer det biologiske køn. Mænd har typisk ét X- og ét Y-kromosom (XY), mens kvinder har to X-kromosomer (XX). Kun mænd bærer et Y-kromosom, som udelukkende nedarves fra far til søn og repræsenterer en enkelt fædrene linje.
Y-kromosomet kopieres næsten nøjagtigt fra far til søn, generation efter generation, med kun små ændringer, kaldet mutationer, der opstår over mange år. Disse mutationer fungerer som tidsstempler, der hjælper forskere med at spore fædrene linjer og se, hvordan de forbindes gennem historien.
Mænd, der deler det samme mønster af Y-DNA-mutationer, tilhører en Haplo-gruppe: En gruppe mennesker, der alle nedstammer fra en enkelt mandlig forfader, der levede for længe siden. Hver ny mutation tilføjer en ny gren til Y-DNA Haplo-træet, et globalt slægtstræ, der viser, hvordan hver fædrene linje i verden er forbundet.
Ved roden af dette træ er Y-Adam, den seneste fælles forfader, hvorfra alle nulevende fædrene linjer nedstammer. Man mener, at Y-Adam levede i det centrale Afrika for omkring 200.000 år siden, og derfra udvandrede ad flere ruter til hele verden.
Resultatet fra MyHeritage
MyHeritage Y-DNA resultater er baseret på en helt overordnet analyse af Y-kromosomet i den allerede leverede test. Den er ikke baseret på et bestemt sæt markører, og den kan derfor heller ikke give dig Y-DNA matches. Y-DNA matches er personer, som du deler en forfar med – gennem en ren fædrene linje både for dig og dit match. Brugen af disse matches til slægtsforskning er dog begrænset, da den fælles forfar mellem dig og dit match kan ligge langt tilbage i tiden.
Y-DNA resultater kan kun genereres hos MyHeritage for mænd. Det er uklart, hvor ny testen skal være for at MyHeritage kan danne Y-DNA resultaterne, men det fungerer i hvert fald, hvis testen er taget efter MyHeritage indførte fuld-genom analyse af prøverne (se vores blog om dette, tryk her). Hvis man er kvinde, kan man fx få en bror eller andet mandligt familiemedlem til at tage en test (men i så fald kan vedkommende lige så godt tage en rigtig Y-DNA test).
Hos MyHeritage får man bud på sin Haplo-gruppe, og dermed sine mandlige forfædres vandringsvej fra Afrika fra omkring 200.000 år siden og frem til i dag. Illustrationen til denne blog viser en sådan vandringsvej, nærmere bestemt for Haplo-gruppen I-FGC41661. Mange synes, at det er sjovt med denne information, men man skal ikke gøre sig forhåbninger om, at det hjælper konkret med at bygge slægtstræet.
MyHeritage vil også identificere mere eller mindre kendte personer, som man deler en sådan fælles forfar med. I det konkrete, viste tilfælde kan MyHeritage fortælle, at testpersonen deler fælles forfar med to familier:
- Kellogg-familiens amerikanske historie begyndte med Joseph Kellogg, der ankom fra England og bosatte sig i Hadley, Massachusetts i 1600-tallet. Mange generationer senere opfostrede John Preston Kellogg, en fremtrædende kostefabrikant og syvendedagsadventist, to sønner, der skulle revolutionere den amerikanske morgenmad. Inden man tænker på at gøre krav på arv fra disse, skal man notere sig, at den fælles forfar ligger omkring 2.000 år før Kristus!
- Adler Berriman “Barry” Seal var en berygtet amerikansk pilot og narkosmugler, der arbejdede for Medellín-kartellet, før han blev informant for den amerikanske narkotikabekæmpelsesadministration (DEA). Her ligger den fælles forfar omkring 2.200 år før Kristus.
Man må sige, at dette giver et nyt perspektiv på begrebet, ”jeg er i familie med”!
Hvordan får man Y-DNA matches?
Hvis man vil have Y-DNA matches, er man altså nødt til at tage en rigtig Y-DNA test. Jeg tænker, at FamilyTree DNA er rigtig glad for det nye samarbejde med MyHeritage, for der bliver gjort stor reklame for FamilyTree DNA tests.
Hos FamilyTree DNA kan man købe tre forskellige Y-DNA tests, der varierer med hensyn til antal markører, der bliver testet og dermed præcisionen af testen – både matches og Haplo-grupper. Der er Y-37, Y-111 og Y-700 (sidstnævnte kaldet Big Y-700 testen). Prisen på Y-700 er omkring 400 dollar, så det er jo en større udskrivning, hvis man er vant til MyHeritage autosomale test.
Y-DNA testen vil ofte give et begrænset antal matches, hvor man deler en forfar i nyere tid. Statistikken siger ganske vist, at de bedste matches vil have en fælles forfar 200-300 år tilbage i tiden, men det tror jeg er et internationalt tal. Resultaterne er nemlig helt afhængige af, hvor mange andre, der også har taget Y-DNA testen, og det er ikke mit indtryk, at der er mange danskere, der er gået den vej. Så i forhold til danske familier med fx et fælles match omkring 500 år eller længere tilbage, er det nok svært at finde anelinjerne for begge personer, der fører tilbage til den fælles ane (for ikke at nævne den store sandsynlighed for, at der på den fædrene linje gennem så mange generationer er en såkaldt falsk far).
Ved at kombinere de nævnte Y-DNA mutationer, Haplo-grupper og matches kan man anvende Y-DNA testen til at gruppere personer, der må have en fælles forfar – uden man nødvendigvis har fundet denne. I udlandet anvendes testen tit til at analyse slægtsnavne, der er gået igennem mange generationer, og da det netop er fædrenes linjer, er det interessant at finde matches med samme signifikante slægtsnavn. Igen fungerer dette dårligt i Danmark, hvor man uden for adelen først og fremmest har anvendt patronymer og ikke faste slægtsnavne indtil omkring 1850.
Hvis man synes, at den autosomale test er svær at anvende i praksis til at finde familiemedlemmer, så lad være med at købe en dyr Y-DNA test. At analysere resultaterne fra denne kan være markant mere komplekst, og sandsynligheden er stor for, at du ikke finder medlemmer af slægten, som du kan placere i dit slægtstræ. Hvis du er interesseret i at bestemme din Haplo-gruppe og dermed din fædrene slægtslinje gennem historien, så er Y-DNA testen en god idé.
Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online
Discover more from Danskernes Historie Blog
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
Jeg tog for knap 10 år siden en Y-111 test hos FTDNA. Jeg har ikke fået nogen match på dette niveau. Jeg skal ned på Y-12 niveauet for at finde et enkelt match med en tysker. Jeg har ikke kunne bruge testen til noget som helst. Jeg havde håbet på at kunne bryde gennem “muren” omkring min 3xtipoldefar i fædrende linie, men uden held. Hullet skulle brydes omkring år 1720 så der skulle være en lille chance, men forgæves.
Det eneste jeg har fået ud af det er at jeg tilhører haplogruppen I-Y5282, men hvad skal jeg bruge det til.
Arne
Tak Per, for en grundig gennemgang som altid.
sequencing.com har det fulde genom til 399 $ og så kan man bruge et par hundrede mere hvis man vil tjekkes for alskens sygdomme og muligheden for at man får dem. Testresultatet fylder ca 500 GB data og så skal man vel også have en ditto harddisk til backup.
Hej Arno,
MyHeritage laver faktisk også fuld sekvensering. Sequencing.com ser ud til at være specialiseret i gener for sygdomme o.lign., så jeg vil bestemt ikke anbefale dem til slægtsforskning. Det er vel de resultater (matches) man kan få, der er interessent og ikke en disk med hele sin DNA (med mindre man bare er nørd) 🙂
Med venlig hilsen,
Per