Når vi ser tilbage på vores familie, finder vi personer, der ser ud til at være døde af ”alderdom”, selv om der selvfølgelig kan have været underliggende sygdomme. Men vi ser også personer, der dør før tid eller dør under usædvanlige omstændigheder. I alle tilfælde kan man have interesse i at vide, hvordan sygdomsforløbet var og eventuelle behandlinger, og hvad dødsårsagen var. Man kan også have spørgsmål til, hvad der gik forud for et dødsfald.

Måske er der ikke så meget at hente på folks gravstene. Selv om kirkegårdsvandreren Jørgen Østergaard beretter om gravsten med indskriften “Jeg sagde jo, jeg var syg”. Der er også det lakoniske: “Hva’ så”, som kan læses på en sten på Vestre Kirkegård i Herning, og en gravskrift, biskop Geil har refereret: “Jeg havde ventet det, men ikke så hurtigt”.

Så vi skal nok have fat i andre kilder, hvis vi skal have viden om et sygdomsforløb. En type af kilder, som interesserer mange, er de patientjournaler, der måtte findes fra hospitaler, læger og institutioner. Her bliver det straks vanskeligt, og patientjournaler og adgang til disse er et broget billede, som vi skal se på her. Jeg beskriver de generelle forhold og regler, vel vidende, at der kan være særlige undtagelser og særtilfælde.

Sundhedsvæsenet

En af grundene til, at det kan være svært at navigere rundt i kilderne for patienter, er de mange forskellige tilhørsforhold, som institutionerne har haft, og at disse har ændret sig over tid.

Før reformationen blev omsorgen for syge og fattige overordnet set varetaget af den katolske kirke. Med reformationen skiftede det sociale ansvar for de syge og fattige. Fra at have været kirkens ansvar blev det nu en opgave for kongen og staten. De første danske statslige sygehuse blev oprettet i midten af 1700-tallet. I 1757 blev der med opførelsen af Det Kongelige Frederiks Hospital oprettet en uddannelse i medicin og kirurgi. For at mindske børnedødeligheden blev Fødselsstiftelsen og Jordemoderskolen oprettet i 1750, og i 1803 blev Det Kongelige Sundhedskollegium oprettet. I slutningen af 1800-tallet fandtes der sygehuse i de fleste danske købstæder.

Der var således indtil ca. 1930 et stort antal sygehuse, som ikke var organiseret i et sygehusvæsen. De enkelte sygehuse havde deres egen bestyrelse og traf selv beslutning om drift og anlæg. Kun Rigshospitalet havde som statsejet sygehus en funktion som overordnet sygehus, hvortil alle landets sygehuse kunne henvise patienter, der krævede behandling, som ikke kunne udføres af sygehusets egne læger.

I løbet af 1930’erne gik udviklingen så hurtigt, at det blev åbenbart, at man ikke kunne udbygge alle sygehuse lige stærkt, og tanken om oprettelsen af centralsygehuse opstod. De enkelte amter lavede aftaler om, at investeringer og udbygning samledes på et sted, hvortil de mindre sygehuse i amtet kunne henvise de patienter, der krævede større udstyr og specialisering, end man selv rådede over. Endelig blev sygehusene med kommunalreformen i starten af 00’erne underlagt de nye regioner som deres vigtigste opgave.

Hertil kommer selvfølgelig de mange andre sundhedsinstitutioner, der ikke var sygehuse. Der kunne være tale om tidligere tiders institutioner for forsorg, sygepleje, tandpleje osv.

Her er en kort oversigt over nogle af de tilhørsforhold og organisering, som der kan være tale om:

• Privat praksis: Her er der først og fremmest tale om de praktiserende læger, men gruppen omfatter også praktiserende øjenlæger, psykologer, gynækologer, reumatologer, tandlæger og mange flere.
  
  
• Kommunale/lokale organisationer: Tidligere var hele sygehusvæsenet kommunalt eller lokalt forankret, indtil en stor del kom under amterne og nu regionerne. Men der er stadig store dele af sundhedsvæsenet under kommunerne, fx sygeplejen, ældreplejen og behandling af misbrug.
  
  
• Amter/regioner: Regionerne står i dag for det danske sygehusvæsen, herunder psykiatrien. Desuden står de for drift af en række institutioner for udsatte grupper og grupper med særlige behov på social- og specialundervisningsområdet.
  
  
• Statslige: I dag findes der ikke statslige sundhedsinstitutioner med patienter – hvis man ser bort fra fx retsmedicin – men sådan var det ikke tidligere. Særligt det store område, der tidligere hed ”åndssvageforsorgen” blev gennem 1900-tallet overtaget af staten og fra 1959 betegnet ”Statens Åndssvageforsorg”. I 1980 overgik dette til amter og kommuner. Tilsvarende har børneforsorgen gennem tiderne været delt mellem staten og kommunerne, og der har været statslige børnehjem m.v.

Patientjournaler

Rigsarkivet har patientjournaler fra en række sygehuse og behandlingsinstitutioner. Mange patientjournaler er dog ikke afleveret til Rigsarkivet, og nogle ligger hos stadsarkiverne eller befinder sig stadig på sygehusene.

For at kunne finde en patientjournal er det ikke tilstrækkeligt, at man har navn, fødselsdato og tidspunkt for indlæggelse, men man skal også have information om, hvor den pågældende har været indlagt. Det skyldes, at journalerne og arkiverne er ordnede efter sygehus og evt. afdeling. Først herefter er de ordnet efter journalnummer eller CPR-nummer. Ved man derfor ikke, hvor patienten har været behandlet, er det meget svært at finde en patientjournal.

Journaler, der ikke er hos Rigsarkivet: Patientjournaler fra kommunale sygehuse og institutioner kan være afleveret til kommunale stadsarkiver og ikke Rigsarkivet. Her skal man altså rette henvendelse til stadsarkivet eller slå op i deres søgesystem (i nogle tilfælde kan det findes på Arkiv.dk).

Privatpraksis og privathospitaler: Med få undtagelser har Rigsarkivet ingen patientjournaler fra praktiserende læger eller fra privathospitaler. De praktiserende læger opbevarer og håndterer selv patientjournalerne. I 1900-tallet og tidligere blev sådanne journaler kasseret og kun i udvalgte tilfælde afleveret til fx stadsarkivet. Omkring år 2000 og frem blev journaler fra privatpraksis i starten afleveret til Sundhedsstyrelsen og i dag Styrelsen for Patientsikkerhed.

Patientjournaler hos Rigsarkivet frem til ca. 1950: Patientjournaler afsluttet før 1950 vil typisk være totalbevaret. Enkelte serier af patientjournaler, der er afleveret senere, kan dog være begrænset bevaret, idet det alene er journaler for de patienter, der er født den 1. i en måned, der er bevaret for eftertiden – de øvrige er kasserede.

Man søger i Daisy med sygehusets, hospitalets eller institutionens navn som arkivskaber. Relevante arkivserier kan fx være journalsager, patientregistre m.v.

Patientjournaler hos Rigsarkivet fra ca. 1950 til ca. 1976: Patientjournaler afsluttet i denne periode vil typisk ikke være bevaret for alle patienter. Det er alene for patienter, der er født den 1. i en måned, at journaler er bevarede. De øvrige er kasserede. Ved enkelte hospitaler er samtlige patientjournaler dog bevaret.

Man søger i Daisy med sygehusets, hospitalets eller institutionens navn som arkivskaber. Relevante arkivserier kan fx være journalsager, patientregistre m.v. Bemærk: Det er nødvendigt at kende institutionen – der er ingen mulighed for at søge på tværs af institutioner.

Patientjournaler efter ca. 1976: Alle patientjournaler for personer født den 1. i en måned er bevaret frem til det tidspunkt, hvor sygehuset overgik til elektronisk patientjournal. Øvrige journaler fra før dette tidspunkt er kasseret, mens de elektroniske patientjournaler er bevarede.

Man søger i Daisy med sygehusets, hospitalets eller institutionens navn som arkivskaber. Relevante arkivserier kan fx være journalsager, patientregistre m.v. Bemærk: Det er nødvendigt at kende institutionen – der er ingen mulighed for at søge på tværs af institutioner.

Det anbefales generelt, at man anvender Daisy til opslag om patientjournaler, idet nogle arkivalier ikke er lagt online, mens andre er det. Det kan være lidt uoverskueligt, hvad der er online og hvad der ikke er online, og ved opslag i Daisy får man direkte information om, hvordan man får adgang, også hvis materialet er online.

Adgangsbetingelser

For journaler afleveret til arkiverne som fysiske journaler gælder følgende: Patientjournaler og søgemidler hertil indeholder personfølsomme oplysninger og er derfor ikke umiddelbart tilgængelige i 75 år fra deres yngste notat at regne.

Ønsker man hos Rigsarkivet at se en patientjournal, der er afsluttet for under 75 år siden, skal man søge Rigsarkivet om adgang med oplysninger om patientens navn og fødselsdato, ca. indlæggelsestidspunkt og sygehus/afdeling. Også her er man nødt til at vide, hvilket sygehus m.v., der er tale om. Rigsarkivet har de senere år strammet op på adgang til sundhedsoplysninger inden for de seneste 75 år, og i dag skal man have en legitim grund til at få tilladelse til at se patientjournaler, selv for den nærmeste familie. Slægtsforskning i sig selv anses ikke for en legitim grund.

For journaler, der endnu ikke er afleverede til arkiverne gælder, at retten til aktindsigt i patientjournaler m.v. er en personlig ret for den pågældende patient. Hvis patienten er afgået ved døden, overtager de nærmeste pårørende ikke retten til aktindsigt i patientens journal m.v.

En sundhedsperson kan og skal dog efter anmodning videregive oplysninger om patientens sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde til afdødes nærmeste pårørende, afdødes alment praktiserende læge og den læge, der havde afdøde i behandling, såfremt det ikke må antages at stride mod afdødes ønske og hensynet til afdøde, eller andre private interesser ikke taler afgørende herimod. Dette er dog ikke det samme som adgang til hele patientjournalen, der typisk ikke udleveres, kun formidling af de nævnte oplysninger.

Personkredsen ”nærmeste pårørende”, der kan modtage oplysninger om afdøde, er ikke nærmere angivet i loven. Det vil således bero på et konkret skøn i den enkelte situation, hvilke personer der i hvert enkelt tilfælde må anses for nærmeste pårørende. Ved nærmeste pårørende forstås først og fremmest patientens samlevende ægtefælle, samlever eller samlevende registrerede partner, slægtninge i lige linje, adoptivbørn og – alt efter de konkrete forhold – søskende og plejebørn. Begrebet nærmeste pårørende kan dog afhængigt af den konkrete situation udvides til en nær ven, patientrådgiver m.fl., der var fortrolig med patienten, og som af patienten blev opfattet som den nærmeste.

Vedr. Sprogø: Der er intet specifikt sted, man samlet finder journalerne for kvinderne anbragt på Sprogø. Deres journaler ligger blandt de knap 20.000 journaler, der er bevaret fra De Kellerske Anstalter, og skal derfor søges gennem De Kellerske Anstalter hos Rigsarkivet.

Vedr. Livø: Det samme gælder journalerne fra Livø, men for perioden 1911 til 1926 findes der en separat serie med journaler (Rigsarkivet).

København

Københavns kommune har drevet flere hospitaler, fattiggårde, stiftelser og arbejdsanstalter gennem tiden. Arkivalierne fra disse befinder sig hovedsageligt hos Stadsarkivet i København.

I begyndelsen af 1800-tallet lå der i København nogle få hospitaler, der tog sig af fattige, syge og gamle mennesker, fx Almindelig Hospital. Det lå i Amaliegade, og det var til at begynde med en lemmestiftelse, dvs. et hjem for gamle, syge og fattige. Almindelig Hospital havde også et par sygestuer til lemmerne. Hvis et fattiglem blev indlagt på hospitalet, handlede det mere om hjælp og pleje end om diagnose og behandling. Grænserne mellem fattiggård, hospital og plejehjem var flydende.

Det var Københavns Fattigvæsen, der drev både Almindelig Hospital og Sankt Hans Hospital. Sankt Hans Hospital bestod ligesom Almindelig Hospital af en lemmestiftelse og en sygeafdeling. Sankt Hans blev først senere et egentligt hospital.

Med Kommunehospitalet fik København sit første moderne hospital, der udelukkende var beregnet til syge mennesker. Det var fra begyndelsen indrettet med forskellige kirurgiske og medicinske afdelinger, hvor patienter kunne blive indlagt med henblik på diagnose, behandling og forhåbentlig helbredelse.

Her beskrives adgange til arkivalierne for nogle af de københavnske hospitaler:

Almindelig Hospital blev oprettet i 1769. Det lå i Amaliegade og havde plads til ca. 700 mænd og kvinder. Hospitalet var både en stiftelse for fattige og et hospital. Hospitalet tog fx imod sårede fra englændernes bombardement i 1807 og syge under koleraepidemien i 1853. Online findes patientprotokoller fra 1786 og frem, ligesom dødeprotokoller findes online fra 1845 og frem.

Kommunehospitalet blev oprettet i 1863. Det skete i forlængelse af koleraepidemien, der kostede et utal af døde i København. Hospitalet lå på Øster Farimagsgade. Kommunehospitalet var for den tid et topmoderne hospital. Kun en lille del af Kommunehospitalets store arkiv er digitaliseret. Det drejer sig om patientregistre, patientprotokoller og dødeprotokoller.

Sankt Hans Hospital blev oprettet i 1766. Siden flyttede hospitalet til Roskilde. I begyndelsen var hospitalet både et hospital for psykisk syge og en lemmestiftelse. Med tiden udviklede hospitalet sig til udelukkende at være et psykiatrisk hospital. Kun en lille del af Sankt Hans Hospitals enorme arkiv er digitaliseret, nemlig patientregistrene, de ældste mandtaller og dødeprotokoller. Oplysninger om patienter findes online frem til 1927 og i papirform frem til 1950.

Vartov Hospital var en finere stiftelse for gamle, svagelige mennesker, især fra det københavnske borgerskab. Hospitalet optog også tjenestefolk, der havde været i lang og tro tjeneste. Vartov Hospital flyttede ind i Farvergade 20 i 1665. Det nuværende Vartov i Farvergade har ikke noget med hospitalet at gøre, men har beholdt navnet. Kun en lille del af Vartov Hospitals store arkiv er digitaliseret, nemlig ansøgningsprotokoller, mandtaller og auktionsprotokoller (frem til 1934).

Ud over de materialer fra hospitalerne, der findes digitaliseret, har Københavns Stadsarkiv materialer, der går længere frem i tiden og kan ses på læsesalen.

Udvalgte patientjournaler, Rigsarkivet

Dette afsnit er et revideret uddrag fra den gratis bog ”12 spørgsmål fra slægtsforskere”. I bogen findes yderligere en oversigt over mange hospitaler m.v., hvor der findes patientjournaler hos Rigsarkivet.

Bogen ”12 spørgsmål fra slægtsforskere” kan downloades gratis her (tryk her) og åbn PDF-filen ved ”Online-tjenester”.

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online