Sidste år blev bøger fra Danskernes Historie Online åbnet 1.650.000 gange gennem almindelige Google-søgninger. Google har indekseret vores bøger, og når man så søger efter fx lokalhistorie eller slægter, dukker der som regel resultater op fra vore online-titler.
Dette tal når vi ikke i år! Og det skyldes en enkelt persons klage til Google over, at hendes navn optrådte i en slægtsbog online. Og det på trods af, at Datatilsynet har afgjort, at dette er fuldt lovligt og ikke i strid med GDPR.
Men Majken lod sig ikke sådan overbevise. Hun mente helt bestemt, at det var i strid med GDPR, at hendes navn og fødselsdato stod nævnt i en online-slægtsbog. Og hun nøjedes ikke med at kræve, at oplysningerne blev fjernet, men at vi fjernede hele bogen fra vores online-bibliotek. Og som om dette ikke var nok, mente hun, at vi skulle fjerne alle slægtsbøger, der indeholder oplysninger af denne karakter!
Hun var således helt indifferent over for dokumentationen for, at vores online-publikationer overholder dansk lovgivning som GDPR.
Det ved vi, fordi der også har været andre personer, der ikke kender GDPR, og som tror, at Danskernes Historie Online ikke må publicere nogen form for oplysninger om dem uden deres samtykke. Det er en af de største myter, der findes om GDPR – og som man kan læse om på Datatilsynets side om ”Myter om GDPR”.
En klage til Datatilsynet
At Danskernes Historie Online overholder loven fremgår af svaret på en klage, som en anden kvinde sidste år sendte til Datatilsynet i en tilsvarende situation. Vi havde publiceret en bog, hvoraf hendes navn og fødselsdato fremgik.
Hun ønskede oplysningerne slettet, hvilket vi gjorde med det samme – den såkaldte ”ret til at blive glemt”, som blev indført med GDPR i 2018.
Men Datatilsynet stadfæstede det princip, som vi følger, nemlig at slægtsforskere gerne må publicere almindelige personoplysninger om nulevende personer uden samtykke. Det er typisk de informationer, der optræder i en slægtstavle som fødselsdato, fødested, andre datoer, erhverv og familieforhold.
Det skyldes, at GDPR indeholder et såkaldt ”afvejningsprincip” for almindelige personoplysninger. Hvis det skønnes, at hensynet til almenheden er større end beskyttelsen af den enkelte persons oplysninger, kræves der ikke samtykke. Gælder det så for slægtsforskere? Ja, Datatilsynet skrev som svar på klagen sidste år: ”Efter omstændighederne kan en slægtsforsker således offentliggøre basale stamoplysninger på baggrund af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra f (interesseafvejningsreglen)”.
Vi har således ikke ændret vores praksis på dette område, heller ikke efter Majkens uberettigede klage.
Google og GDPR
Til gengæld klagede Majken også til Google, hvilket hun gjorde os opmærksom på: ”Foruden at jeg beder jer om at nedtage bogen, går jeg selvfølgelig videre for at sikre, at disse informationer ikke opstår et andet sted. Dette er indbefattet Google juridiske opponerings mulighed”.
Det gjorde hun, og samme dag begyndte Google at afregistrere stort set alle vores bøger fra deres søgeindeks. Hun har sikkert ikke bare bedt om at få hendes navn fjernet fra Googles søgninger, men over for dem påstået, at hele bogen var publiceret ulovligt i strid med GDPR.
Resultatet blev, at antallet af kliks på vores online-bøger gennem Google-søgninger faldt drastisk de følgende dage. Det er det, som grafen i illustrationen til dette indlæg viser. Og det kommer ikke tilbage til samme niveau igen. Der er nemlig nu et stort antal af vore bøger, som Google ikke længere vil indeksere, og dermed bliver de aldrig søgbare igen med Google-søgninger.
Vi har selvfølgelig klaget til Google, men det har ikke haft nogen effekt. Til gengæld har denne ene persons uberettigede klage til Google resulteret i en stor negativ effekt på vores arbejde og den synlighed, som vi har opbygget gennem årene.
Vi må antage, at Google’s holdning er, at de ikke vil løbe nogen ricici – vi har jo alle hørt, hvordan EU er ude med store bøder til tech-giganterne, hvis de ikke overholder lovgivningen. Og brud på GDPR kan give bøder, der starter ved 10 mio. Euro og går op til 4% af den globale omsætning! Det er ikke noget at spøge med, og Google interesserer sig nok ikke ret meget for, hvordan implementeringen af GDPR er sket i de enkelte lande.
Dermed bliver vores lovlige publicering og en enkelt persons misforståelse af GDPR skyld i, at en stor del af vore online-titler ikke længere kan findes med almindelige Google-søgninger.
Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online
Discover more from Danskernes Historie Blog
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
Kan disse historiske data fodres til et andet værktøj end Google – tænker om de kan være træningsdata til et AI værktøj som det danske LEX eller lignende ?
MVH
Jan B. Hansson
Hej Jan,
Tak for kommentarerne. Vi har jo vores egen fritekstsøgning, der dækker alle titler, men fordelen ved Google er, at vi her når ud til mennesker, som slet ikke kender DHO, og som alligevel får god information på deres søgninger. Vi optræder i øvrigt også jævnligt som kilde, når ChatGPT, Gemini og andre AI-maskiner finder kilder til at besvare spørgsmål.
Med venlig hilsen,
Per
Så vidt jeg husker, er der en gruppe personer, selv Guderne kæmper forgæves mod. Fint nok, at få fjernet noget der kan virke personligt anstødeligt, men lad dog os andre gøre som vi vil!
Hej Bent,
Tak for din bemærkning. Jeg skal nævne, at vi selvfølgelig tilbød hende at fjerne hendes oplysninger fra bogen, og det har vi faktisk gjort – men det var hun ikke tilfreds med og mente ikke det var nok.
Med venlig hilsen,
Per
Hvad er Majkens begrundelse for at få fjernet sine date, bogen og en masse andre bøger fra Google. Det synes noget alternativt at forårsage så megen skade for andre, hvilket vel kræver en virkelig fornuftig grund. For det andet: der findes en række søgemaskiner, måske er de villige til at rumme DHOs fine materiale?
Blot til information: Jeg bruger søgetjenesten duckduckgo som erstatning for google. Duckduckgo viser hits i DHO.
Hvis vi skal forsøge at påvirke google er der kun en måde: Undlad at bruge google, så google derved mister indtægter.
Der er flere andre søgetjenester bl.a. Ecosia.org som er europæisk.
Google, hmm, de stopper for ovennævnte søgninger, men laver tiltag til deres egen fordel, så de bedre kan tage folks private data, noget som de fra EU har fået en bøde for på 3 milliarder.
Hej Kristian, Svend m.fl.
Tak for at pege på alternativer. Hvis vi kommunikerer, hvor man kan fritekstsøgning kan vi under alle omstændigheder pege på vores egen fritekstsøgning, der fungerer glimrende. Pointen er her de mange, der ikke kender DHO og hvordan de finder frem til vore bøger. Hvor gerne vi end vil ændre verden, så er det at flytte 90% af verdens befolkning fra Chrome til en anden browser trods alt uden for vores rækkevidde. Vi er desværre nødt til at forholde os til virkeligheden.
Med venlig hilsen,
Per
Er duckduck.go en alsidig søgemaskine, som kan bruges lige så godt som Google?
Ja, de har også AI søgning.
Og når jeg søger efter f.eks. mine egne sider, så kommer det som noget af det øverste, i google skal jeg lige forbi reklamer og sider som ikke har noget med min søgning at gøre.
Og Ecosia gør de noget for naturen og ikke private selvskaber. “At Ecosia, we plant trees where they’re needed most”.
Per – ja det letteste er at give op, dog kan jeg læse at du gør et stort stykke arbejde. Der er mange måder vi kan lave ændringer på, jeg kæmper med at udbrede frie og/eller europæiske systemer, det går langsomt men frem ad 🙂