Da præsten opfandt den 30. februar!

Siden år 45 f. Chr. havde den vestlige verden anvendt den såkaldte ”julianske” kalender, indført af Julius Cæsar. Året bestod af 365 dage og hvert fjerde år var et skudår med en ekstra dag. Men det julianske normalår var lidt længere end det såkaldte ”tropiske” år, solåret, og i 1500-tallet var forskellen vokset til ca. 10 dage. Pave Gregor 13. satte derfor kloge mennesker til at udarbejde en ny kalender, den ”gregorianske”. Også den regnede med 365 dage i normalåret og med skuddage i de årstal, der var delelige med 4, dog ikke hundredårstal. Kun de hundredårstal, der var delelige med 400 var skudår. Derved kompenseredes så godt, som det var muligt, for forskellen mellem kalenderåret og det tropiske år. Den katolske verden gik på pavebud over til den nye kalender i 1582, hvor man rettede datoen således, at 4. oktober blev efterfulgt af 15. oktober. De ikke-katolske lande fulgte efter meget senere. Danmark i 1700, Storbritannien 1752, Sverige og Finland 1753. Rusland lever fortsat med den julianske kalender, der fejrer jul omtrent samtidig med at Vesteuropa fejrer Helligtrekongers dag. (Tak til Wikipedia).


Som nævnt gik Danmark over til den gregorianske kalender år 1700. Brugen af den julianske kalender ophørte 18. februar, der efterfulgtes af den gregorianske kalender med 1. marts. Det har givetvis ikke været nogen let overgang. Radio, tv og sociale medier blev først opfundet adskillige århundreder senere. Der var derfor kun mundtlig kommunikation fra landets prædikestole, hvor præsterne bekendtgjorde kalenderforklaringen. Det har de sikkert måttet gøre flere gange, inden budskabet var trængt igennem hos befolkningen.


At det åbenbart kunne være svært også for præsterne at forstå de nye tider, bevidnes af Elbo herreds gejstlige skifteprotokol. Præsten Theus Stephansen Meyer i Bredstrup og Kongsted menigheder døde i februar 1701, hvorfor herredsprovst og sognepræst ved Trinitatis kirke i Fredericia Christen Borch sammen med kapellan ved den tyske kirke i Fredericia Joachim Reimer og kapellan ved Trinitatis kirke Hans Bang skulle holde skifte. Uvist af hvilken grund har de tre gejstlige dateret skiftet til 30. februar 1701. Til trods for, at 1701 ikke var skudår – og da slet ikke dobbelt skudår!

Poul Dedenroth-Schou
Fhv. museumsinspektør, Koldinghus

One thought on “Da præsten opfandt den 30. februar!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait