I Skivebogen 1943 bliver det genfortalt, hvordan man i gamle dage aftalte en tvekamp. En af disse kendes fra ”Hervors og Hedreks saga” fra slutningen af 1200-tallet. Her er Angantyr og Hjalmar den Storsindede oppe at toppes, og Angantyr beder Hjalmar komme til Samsø til en kamp. Og det skal foregå ”ved midsommer ad åre”.
Ganske vist vil man i dag mene, at ”midsommer ad åre“ er lidt vag, men sådan har det ikke altid været. Midsommer var i den hedenske tid et ganske bestemt tidspunkt, nemlig den 21. juni, dvs. sommersolhverv. Da Kristendommen blev indført, blev dette forhold ændret, da alt, der mindede om det gamle hedenskab, helst skulde udryddes eller ændres. Midsommer blev derfor de kristnes Skt. Hansdag – efter Johannes Døberens fødsel den 24. juni.
Læs mere om denne historie i Skivebogen 1943 (tryk her).
Midsommer havde også mange praktiske betydninger, fx for landmanden. Det kan man læse om i ”Dagbog over Landmandens Forretninger” fra 1830. Her bliver det anbefalet at slå kløveren første gang ved midsommer: ”Den Landmand der saaledes har stærkt groet Kløver, gjør rettest i, naar det er i Hoveder, strax efter St. Hans eller Midsommer at afslaae samme; det kan da efter Kornhøsten atter slaaes, og giver begge gange et rigeligere og bedre Høe for Kreaturene, end engang slaaet, da Stænglerne blive for stridde”.
Også de gamle får skulle klippes til midsommer. Og vi har stadig et levn i form af, at hækken skal klippes før Skt. Hans, selv om det er lidt af en skrøne, da de fleste kun klipper hæk én gang om året – og fokus er skiftet til at være på mindst mulig forstyrrelse af insekternes og fuglenes liv i hækkene.
Læs mere om landmandens kalender i gamle dage (tryk her).
Bortset fra alle de praktiske ting som at arrangere slagsmål og klippe kløveren, er der mange romantiske forestillinger om midsommeren – den varme tid med de lyse nætter. Ifølge Wikipedia var der magi i luften, og havde man brug for planter med ekstra styrke, gjaldt det om at samle dem den nat. En rønnegren ophængt over døren beskyttede mod hekse. Ifølge folketroen kunne forelskede piger hænge to sankthansurter op under loftsbjælken for at se fremtiden. Voksede planterne bort fra hinanden, var der ikke håb om, at forelskelsen var gengældt. Voksede de derimod mod hinanden, så det lyst ud. Kvinder skulle passe på ikke at blive stukket af sankthansormen i løbet af festen. Det blev man angiveligt gravid af.
Richard Falsterbo har skrevet en bog om præsten Niels Granild (1887-1954) fra Viby ved Århus. Han kalder bogen for ”Midsommersaga”, og denne dag spiller en særlig rolle i familiens historie i adskillige sammenhænge. Niels fortæller, hvordan han en midsommer sad i et af sit livs lykkeligste øjeblikke en aftenstund hos morbroderen Ludvig Severus Granlunds enke og lyttede til tantens smukke røst. Her mødte han for første gang Gullan Granlund, der var morbroderens datter. Han kaldte hende for ”Den blaa og hvide Due“.
Fire år senere blev Gullan Granlund midsommerbrud den 24. juni 1939 i Herrljunga Kirke i Vester Gotland i Sverige, hvor hun blev gift med Arne Carlsson. Hun skrev til Viby præstegård og bad fætteren Niels om at komme til brylluppet for a vie dem. Han svarede ”Jeg blev fortryllet den Midsommer, og faktisk længes jeg hver Midsommer efter at opleve den samme Fortryllelse. Nu bliver det altsaa Midsommerbryllup. „Duen” og Arne holder Bryllup paa selve Midsommerdagen, og jeg maa faa Lov at være med at synge i Kirken og sige de skønne Ord: I Lyst og Nød vil Gullan og Arne elske hverandre. Det bliver herligt at se og høre og være med til”.
Faktisk var Niels Granild selv blevet gift i Broby på Fyn i 1909 ”ved midsommertid”. Han var blevet gift med Niels Rasmussens datter, Anna Rasmussen. Han var på dette tidspunkt ikke færdig med sin studentereksamen, og Anna havde hentet Niels i Odense, hvor han var kommet med toget fra København. Udtrykket ”ved midsommertid” er nok udtryk for lidt kunstnerisk frihed – vielsen fandt sted den 28. maj!
Hele bogen ”Midsommersaga” er online (tryk her).
Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online