De fleste er opmærksomme på, at når man skriver eller udgiver noget, er det omfattet af ophavsret – eller kan være det. Men ikke alle er klar over, at der stilles krav til det skrevne, for at det er beskyttet af ophavsretsloven. Det er særligt aktuelt inden for slægtsforskning, hvor de fleste udarbejder slægtstavler.

En slægtstavle er en systematisk gennemgang af slægtens medlemmer med oplysninger som navn, fødselsdato, fødested, vielse og børn. Nogle gange hører man personer undre sig over, at andre bare kopierer ens materiale, som ”tilhører én, og hvor der er anvendt rigtig mange timer på at finde alle informationerne”. Her kommer spørgsmålet om ophavsret ind.

Det er ikke alt, der falder ind under loven om ophavsret. Den første begrænsning er, at det skal være noget, man selv har udarbejdet/skrevet, og det gælder som regel for slægtstavler. Men der skal også være tale om det, der kaldes ”originalitet”.

Originalitet betyder flere ting. Blandt andet skal det udarbejdede være skabt med en eller anden form for kreativitet. Altså, man skal have bidraget med noget, som er udtryk for ens person, og som andre ikke kan bidrage med. Man kan også sige populært, at det ikke må være sådan, at andre kan skabe det samme – eller at to personer kunne have skabt det samme. Det har ingen betydning, at det ville tage lang tid, da tidsforbrug i sig selv ikke er noget, der muliggør beskyttelse efter loven om ophavsret. Denne originalitet kaldes undertiden også for ”værkshøjde”.

Så, hvornår har en slægtstavle en sådan originalitet? Det er i hvert fald klart, at en slægtstavle, der alene består af de sædvanlige slægtsoplysninger om fødsel, vielse, død osv. ikke er beskyttet af ophavsret. At der er tilføjet oplysninger som uddannelse, arbejde og livsbegivenheder er næppe heller nok til, at en slægtstavle er beskyttet.

Opstillingen af slægtstavlen vil i de fleste tilfælde heller ikke kunne kaldes for original. Med mindre man opfinder en helt ny måde at opstille sin slægtstavle på, vil slægtstavlen nok være opstillet på samme måde som mange andre slægtstavler.

Det ville nu også være mærkeligt, hvis jeg i min slægtstavle har oplysninger som min fars navn, fødselsdato, fødested, dødsdato, hustru og børn, og så hævde, at jeg har ophavsret til disse oplysninger, så andre ikke kan skrive dem uden min tilladelse.

Værkshøjde vil kun kunne opnås, hvis slægtstavlen også har uddybende biografier, hvor slægtsforskeren har skrevet oplysninger om personen eller personerne, der kommer fra forskellige kilder og som er sammensat til en original tekst (eller hvis slægtstavlen i virkeligheden er en kvalitativ slægtsbeskrivelse). I disse tilfælde vil det kvalitative materiale være omfattet af ophavsret, der gælder i 70 år efter forfatterens død.

Det skal her bemærkes, at afskrifter af kilder som dagbøger, erindringer o.lign. ikke er omfattet af særskilt ophavsret, men ophavsretten tilhører den oprindelige forfatter. Ophavsretten gælder i 70 år efter den oprindelige forfatters død (og det er forfatterens arvinger i form af ægtefælle og livsarvinger, der overtager ophavsretten indtil de 70 år er gået).

Det skal også nævnes, at fotos har deres egne regler for ophavsret. Fotos taget af ikke-professionelle fotografer er ikke længere beskyttet af ophavsret, når der er gået 50 år fra fotoet er taget. Ophavsretten tilhører fotografen, og ikke den person, der fx ejer billedet eller publicerer det.

Som konklusion kan man altså sige, at slægtstavler ikke er omfattet af ophavsret, med mindre de indeholder væsentlige elementer af biografier af de inkluderede personer.

Kilde: Ophavsret for begyndere, 4. udgave. Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2018.

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online