Kan man hæve et skib med is? Kan Anders And have et patent?

Man kunne i BT den 7. april 1953 læse historien om den tyske Ingeniør Richard Mittmann, der havde sit Laboratorium i Wiesbaden, og som hævdede, at han kunne bjærge sunkne skibe ved hjælp af “isbomber”.

Historien kom fra “Westdeutsche Neue Presse”, der kunne fortælle, at han med denne nye fremgangsmåde kunne hæve vrag på indtil 8000 tons, hvis de ikke lå på dybere vand end 500 meter.

Hans teori byggede på det faktum, at is er lettere end vand. Hvis man derfor fryser vandet inde i skibet til is, vil isens opdrift være stærk nok til, at vraget stiger op til overfladen som et isbjerg.

Vandet inde i skibet ville han fryse til is ved at lade dykkere gå ned i vraget og anbringe isbomber inden for skibets skrog. Bomberne ville bevirke, at vandet i skibet omgående ville fryse til is, og skibet ville selv stige op til overfladen. Bladet forklarer dog ikke nærmere, hvad disse isbomber er for noget.

Man hørte heller ikke mere til denne historie senere. Men godt 10 år senere lykkedes det danskeren Karl Krøyer at hæve et skib med en lignende metode, nemlig polystyrenkugler.

Karl Krøyer var opfinder, fabrikant og generalkonsul. Det lykkedes ham at hæve det sunkne kuwaitiske fragtskib ”Al-Kuwait”. Skibet var sunket med omkring 5000 får om bord i Kuwaits havn, og de rådnende dyr udgjorde en alvorlig trussel mod Kuwaits vandforsyning. Landets regering var derfor ivrig efter at få det hævet, og flere firmaer bød på bjærgningsoperationen.

Det blev Karl Krøyer, der vandt opgaven. Gennem seks uger blev små plastkugler blæst ind i skibet med trykluft, så de langsomt fortrængte vandet og gav skibet opdrift, og den 4. januar 1965 kom skibet op til overfladen igen.

Man kunne måske forestille sig, at Karl Krøyer havde fået inspirationen fra Richard Mittmann. Den oprindelige idé kom dog tilsyneladende fra et Anders And-blad fra 1949, hvor Anders sammen med nevøerne Rip, Rap og Rup hævede et skib ved hjælp af bordtennisbolde.

Karl Krøyer forsøgte at få patenteret sin metode, og det lykkedes både i Storbritannien og i Tyskland. Da opfindelsen skulle godkendes af de hollandske patentmyndigheder, fik Karl Krøyer imidlertid et overraskende afslag. De hollandske myndigheder havde fundet et gammelt Anders And-blad, hvori Anders And hævede et sænket skib ved hjælp af en næsten identisk teknik. Hvor Krøyer brugte polystyrenskum til at skabe opdrift, brugte Anders And bordtennisbolde, men derudover er fremgangsmåden den samme: Bordtennisboldene indpumpes i det sunkne skib gennem et rør fra et bjærgningsfartøj – og voilà, skibet hæves.

Da Krøyer forsøgte at tage patent på metoden, fik han således også afslag fra Patentdirektoratet i Danmark med den begrundelse, at han ikke selv havde opfundet princippet, men at opfindelsen rettelig måtte tillægges tegneren af Anders And, Carl Barks.

Se tegningen med Anders And i Informations artikel (tryk her).

Kilder:
Søfartsregisteret hos Danskernes Historie Online (adgang her).
Kristelig Dagblad, 4. oktober 2010.
Information, 3. maj 2014

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online

One thought on “Kan man hæve et skib med is? Kan Anders And have et patent?

  1. Det er en morsom historie, og det forklarer, hvorfor vi ikke har firkantede høns, der lægger praktiske firkantede æg: Carl Barks opfandt det først, og derfor kan ingen få patent på det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait