Hos Danskernes Historie Online modtager vi indimellem ønsker om at blive slettet fra vore online-publikationer, og det gør vi altid ubetinget. Det følger af persondataloven (GDPR), at man har ret til dette, hvis man har en begrundelse, men vi afkræver dog ingen begrundelse.

Det er lidt interessant at se den udvikling over tid, der er sket i opfattelsen af ”personlige oplysninger”. I min barndom var der oplysninger i den lokale vejviser om, hvad man betalte i skat. Hvert år, når vejviseren udkom, var det første mine forældre gjorde at tjekke, hvad naboerne havde betalt i skat!

Går man tilbage før 1960erne var der i skoleberetningerne fra fx gymnasier og realskoler ofte elevernes karakterer – altså i offentligt tilgængelige publikationer.

En afgørende udvikling siden da er naturligvis online-adgang og søgbarhed. Det er entydigt baggrunden for henvendelserne til os, at personer har googlet deres eget navn og dermed fundet et sted, hvor de er nævnt. Og reaktionerne kan være markante, da nogle mener, at det umuligt kan være lovligt at offentliggøre ”personlige oplysninger” som fx navn, daværende adresse og et gammelt klassebillede. En henvendelse bad direkte om, at vi fjernede alle navne fra alle skoleberetningerne.

En anden henvendelse slog på, at vedkommende havde hemmelig adresse (men altså ikke mere hemmelig, end at den stod i en offentlig skoleberetning). Adressen blev selvfølgelig slettet, men et tjek viste, at adressen dels var forældet, dels at personen slet ikke havde hemmelig adresse. Den kunne så landes ved, at personen blev gjort opmærksom på, at hun ikke havde hemmelig adresse, som hun troede.

Antagelsen bag disse henvendelser er, at personoplysninger om nulevende personer er hemmelige og ikke må offentliggøres uden samtykke. Begge dele er ikke altid korrekt.

Datatilsynet skelner groft taget mellem to typer af personoplysninger: Almindelige personoplysninger og følsomme personoplysninger. Det er helt korrekt, at offentliggørelse af følsomme personoplysninger altid kræver udtrykkeligt samtykke fra personen, men det samme er ikke tilfældet med almindelige personoplysninger.

Almindelige personoplysninger er fx navn, adresse, erhverv, fødselsdato og uddannelse. Der er i loven en række situationer, hvor disse kan publiceres uden samtykke, og den regel, der er vigtig for os er: Det sker af hensyn til en legitim interesse, som ikke overgås af den registreredes interesser eller rettigheder. Det er således en ”interesseafvejning”, hvor det hos os vægter tungt, at oplysningerne i forvejen er offentligt tilgængelige i litteraturen. Reglen gælder alene private organisationer, ikke offentlige institutioner.

Som allerede nævnt er det en del af persondataloven, at man har ret til at blive slettet.

Indvendingerne mod, at ”almindelige personoplysninger” bliver publiceret, er nok også affødt af den voksende bevidsthed om, at ens oplysninger bliver opsamlet af mange online-organisationer, lige fra Google og Facebook til organisationer som DGI og FDM. Som følge af denne tendens er der opstået et større ønske om at være anonym i vores samfund. Flere og flere forsøger at undgå registreringer og opbevaring af deres oplysninger.

Det kan være tankevækkende, at almindelige personoplysninger faktisk er tilgængelige på mange måder, også gennem offentlige systemer. Her er bare tre eksempler:

• Hvis personen ejer fast ejendom, kan man via tinglysning.dk finde denne persons fødselsdato (med MitID logind).
• Hvis man har navn og fødselsdato på en person, kan man via adresseforespørgsel på Borger.dk få oplyst nuværende adresse, tidspunkt for indflytning og stilling (dog ikke hvis personen har hemmelig adresse).
• Hvis en person har været erhvervsdrivende, siddet i en bestyrelse m.v. kan man måske finde personen i erhvervsregisteret (cvr.dk). Her kan der fx optræde adresse og kontaktoplysninger.

Oplysninger fra disse tre kilder dukker ikke op i Google-søgninger, så man skal vide, at man kan finde oplysningerne der. Så det er nok ret umuligt i dag at være ”anonym”. Og det er en falsk tryghed, hvis man ikke tror oplysningerne er tilgængelige, bare fordi de ikke kommer frem med Google!

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online