Mange familier har en god historie fra deres fortid. Nogle er dem er mere hårrejsende end andre – til gengæld er de sjældent rigtige! Men det kan være en indgroet familietradition, som i Giertrud Birgitte Rosteds slægt. Her er historien, at hendes grav blev røvet af ligrøvere, der var ude efter hendes smykker. Men pludselig vågnede den skindøde Giertrud og kikkede røverne i øjnene, så de måtte slå hende ihjel med en spade!
Giertrud Birgitte Rosted var født i Roskilde 8. januar 1779 som datter af amtsforvalter Bertel Michael Rosted og Sidsel Margrethe Rohde. To dage før sin 17-års fødselsdag giftede hun sig i København med den rige tømmerhandler Andreas Bodenhoff jr., født 18. januar 1763.
Andreas døde dog kun fem måneder efter brylluppet i juni 1796, og han blev begravet på Assistens kirkegård, hvor der året efter blev rejst et gravmæle.
Enken fortsatte hans forretning og deltog, sin unge alder til trods, personligt og med dygtighed i den betydelige virksomhed. Men hun havde selv kort tid tilbage at leve i. Hun døde den 18. juli 1798 i en alder af kun 19 år. Hun døde på sit landsted Kildevæld udenfor Østerport, og den 23. juli gravsattes hun fra Nicolai sogn på Assistens kirkegård.
Hun var barnløs, men efterlod sig sin mor og sine tre halvbrødre, der arvede hendes formue på 188.722 rdl.
Hvad Giertrud døde af i den unge alder er ikke entydigt fastslået. Albert Fabritius konkluderer i en artikel i Personalhistorisk Tidsskrift, at hendes sidste sygdom må have været en alvorlig tandlidelse, som kan have medført døden. Det kan være, at hun døde af selve lidelsen, eller at hun døde som følge af en overdosis opium, da man må antage, at opium har været ordineret som et smertestillende middel.
Hvad der herefter skete var grufuldt. En af familiehistorierne er, at allerede samme nat som begravelsen, og efter de store porte var blevet lukket, åbnede et par gravrøvere hendes kiste for at stjæle hendes smykker. Det siges, at hun med sig i graven havde fået to kostbare øreringe, som hun havde fået af sin mand. Da røverne havde svært ved at få øreringene af, brugte de vold og rev dem ud. Men det viste sig, at Giertrud kun var skindød, og ved den hårde behandling åbnede hun øjnene. Til røvernes rædsel så de hende rejse sig halvt over ende i kisten og se sig forvildet omkring.
Giertrud skulle have tryglet og bedt røverne og lovet dem både guld og en rejse til Amerika, men røverne turde ikke lade hende leve. De slog hende ihjel med en spade.
Mange år senere lå den ene af røverne og skulle dø på Frederiks Hospital i Bredgade. Han tilstod sin ugerning til en præst, som var blevet tilkaldt.
Kilden til denne historie er overlæge Starcke, der fortæller, at den kom fra hans mor, da han var dreng, og at den gennem mormoren skulle kunne føres tilbage til den ene af Giertrud Birgitte Bodenhoffs halvbrødre, justitsråd Christian Ludvig Rosted (1766-1827).
Historien har været meget udbredt og har kunnet læses mange steder. Og når børn med forældrene vandrede på Assistens kirkegård, kunne forældrene finde på at fortælle den gruopvækkende historie, når de passerede det Bodenhoffske gravsted.
En af årsagerne til, at historien er opstået, er givetvis den store fokus, der omkring 1800 var på gravrøverier på Assistens kirkegård og øvrige kirkegårde i København. En række gravere endte med at blive anklaget for gravrøverier, og de indrømmede dette. I de fleste tilfælde skete der det, at de inden graven blev tilkastet fjernede selve kisten for at stjæle træet, og i nogle tilfælde også lagen og pudebetræk. Men de rørte ikke ligene ifølge forhørsprotokollerne og dommene fra den tid.
I visse tilfælde blev kisterne også fjernet ved opgravning efterfølgende, specielt når graven skulle anvendes igen. Så fjernede de træet fra ældre kister og skjulte ligresterne i jorddyngen, indtil de skubbede det hele ned igen og lukkede graven. Formålet skulle have været at skaffe sig en ekstraindtægt – eller brændevin – ved salg af brændet.
Man kan undre sig over, at sådanne ligrøvere ikke gik efter at stjæle smykker fra de døde. Forklaringen må være, at det ganske enkelt på dette tidspunkt ikke var almindeligt at lade de afdøde beholde værdigenstande som smykker i kisten. Under alle omstændigheder blev ingen dømt for at stjæle smykker fra ligene.
Og sådan må man konstatere, at der – som ved så mange andre familietraditioner – ikke er noget om historien, og den er detaljeret gennemgået af Albert Fabritius. Han kan også konstatere, at familien jo ikke kunne have kendt historien (hvis den var rigtig) bortset fra det gode fortællertrick det er at lade en døende gerningsmand indrømme det hele på sit dødsleje. Sådan hører vi også i slægtsforskerkredse, hvordan fx en døende oldemor på sit dødsleje fortæller, at ”vi nedstammer jo fra” en adelsfamilie, en rig familie eller de kongelige.
Meget senere i 1953 blev graven åbnet og liget undersøgt. Bortset fra, at liget lå i en underlig stilling, var der ingen tegn på nogen forbrydelse, og kraniet var helt og ikke blevet udsat for slag med en spade. Der blev ikke fundet nogen smykker, hvilket tilhængerne af teorien anser for et bevis, ”da de jo ved, at hun blev begravet med disse” (mundtlig, udokumenteret oplysning). Dette er et typisk cirkulært ”bevis” ved sådanne familiehistorier: Historien er korrekt -> der blev ikke fundet smykker i graven -> røverne må have taget smykkerne -> historien er korrekt!
Alle familiehistorier skal undersøges nøje og kildekritisk, sådan som Albert Fabritius har gjort det med denne historie. Hans gennemgang kan læses i Personalhistorisk Tidsskrift fra 1955, der kan læses online ved Danskernes Historie Online (tryk her).
Man kan også med fordel læse bogen ”Slægtens myter”, der forhandles af Danske Slægtsforskere (tryk her).
Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online