Denne overskrift har jeg ikke fundet på! Det var titlen på en række foredrag som historikeren og slægtsforskeren Knud Prange holdt om relationen mellem slægtshistorie og lokalhistorie. Da jeg i går holdt foredrag på Solrød Bibliotek om Danskernes Historie Online, spurgte jeg for sjov, hvor mange blandt publikum, der interesserede sig for slægtshistorie. Det var stort set alle. Så spurgte jeg, hvor mange, der interesserede sig for lokalhistorie. Det var igen stort set alle.

Eksemplet viser, hvor tæt emnerne slægtshistorie og lokalhistorie er knyttet sammen. Knud Prange (1930-2012) var om nogen eksponent for denne opfattelse og skrev en række bøger om disse discipliner og deres relation.

Hans H. Worsøe har i bogen ” Slægter – Skjolde – Steder” beskrevet nogle af de holdninger, som Knud Prange gav udtryk for i sine foredrag. I et foredrag på Båring Højskole fortalte Knud Prange om en gren af sin egen anetavle, idet der netop til belysning af denne gren fandtes en lang række spændende arkivalier, der kunne få personerne til at træde levende frem fra anetavlens ensartede små firkantede rum med tørre tal og bogstaver.

I slægtsforskningen forsøger man at trænge ind til personerne og den historiske og lokalhistoriske sammenhæng bag dem og prøver på denne måde at lære forfædrenes vilkår at kende, således man bedre forstår, hvorfor det gik dem, som det gjorde. Den lokale og sociale historie og slægtshistorien er blevet uadskillelige størrelser.

I bogen “Personalhistoriske studier” (Samfundet for Dansk Genealogi og Personalhistorie, 1979), har Knud Prange understreget sammenhængen mellem lokal- og personalhistorie. Denne sammenhæng har ikke altid været anerkendt. Han beskriver den berømte bemærkning fra rigsarkivar Brickas anmeldelse af førstelærer Carstensens bog om Hjørlunde sogns historie. Bricka var utilfreds med at bogen oplyste navne på hundreder af gårdmænd og husmænd; “hvad de have heddet, er aldeles ligegyldigt, de have aldrig tilhørt historien og ville aldrig komme til at tilhøre den. Så har den kinesiske kejserrække dog større betydning for os”.

Denne holdning ændrede sig, ikke mindst på grund af Knud Prange. Han opfordrede slægtsforskerne til – i stedet for at bruge så megen iver og tid på at føre enkelte slægtslinjer langt tilbage i tiden, så at “koncentrere sig om de noget nærmere forfædre og prøve at samle oplysninger, der kan fortælle os noget om dem som mennesker, og som kan sige noget væsentligt om deres skæbne”. Han mente, at vi slet ikke har så få muligheder for at give et levende indtryk af fortidens mennesker og de vilkår de levede under.

Knud Prange anviste i denne forbindelse tre veje: at samle alle de oplysninger man kan finde om det enkelte menneske og ikke nøjes med de nøgne data for fødsel, vielse og død, dernæst at stille disse oplysninger sammen i en biografisk og slægtsmæssig sammenhæng og endelig at se oplysningerne på baggrund af den tid personerne levede i og det sted, de levede.

Det var magtpåliggende for Knud Prange at føre anerne ud af anonymiteten og i stedet at opfatte og skildre fortidens mennesker som helheder. Man har langt fra givet en biografi af et menneske ved at forsyne det med navn, årstal og stillings- eller erhvervsbetegnelse. Man har måske ikke engang sagt noget væsentligt ved hjælp af disse oplysninger.

For Knud Prange brugte ofte betegnelsen “slægts- og lokalhistorie”. Det var ganske bevidst, for efter hans mening var de to ting blot forskellige sider af den samme sag. Den ene kan ikke eksistere uden den anden. Hvis vi prøver at se de to områder isoleret, glemmer vi hvad der er formålet med vores arbejde. Og der er meget at vinde ved, at slægtsforskere og lokalhistorikere arbejder sammen.

Knud Pranges store indsats for at skabe denne forståelse, er et af de grundlag, som Danskernes Historie Online står på. Vi digitaliserer litteratur på tværs af lokalhistorie, slægtsforskning og personalhistorie i en erkendelse af, at det er tre sider af den samme sag.

Kilder:
Personalhistoriske studier : vejledende og orienterende artikler (tryk her)
Slægter – Skjolde – Steder (tryk her)

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online