Kan man pudse møbler med kulturarv?

Vi skriver om Danskernes Historie Online, at vi er med til at bevare vores kulturarv, og det er et vigtigt aspekt af bibliotekets arbejde. Men hvad er det egentlig, vi gør, og hvordan bevares vores kulturarv? Og hvad er kulturarv, når det kommer til stykket?

Overskriften er selvfølgelig inspireret af Storm Ps to vagabonder, hvor den ene spørger: “Du – hvad er Kultur?”. Og den anden vagabond svarer “Det er no’ed, man pudser Møbler i!”. Angiveligt et ordspil over pudsemidlet Politur.

Lex.dk beskriver kulturarv som følger: “Kulturarv udgøres af steder, genstande og kulturelle praksisser fra fortiden, der tillægges en særlig værdi som noget, en gruppe viderefører for at skabe kulturel kontinuitet og identitet samt eftertanke om forholdet mellem fortid, nutid og fremtid”.

Det er nok en meget god beskrivelse af kulturarv. Det følger, at der i hovedsagen er tale om tre typer af kulturarv:

  1. Fysiske, flytbare genstande. Det kan være malerier, gamle møbler eller som i vores tilfælde bøger, som vi digitaliserer.
  2. Steder og lokaliteter som slotte, vikingeborge, Jellingestenene og arkæologiske udgravninger.
  3. Immateriel kulturarv, der altså ikke er fysiske genstande, men fx adfærd, traditioner og begreber. Når kulturministeren taler om pølsevogne som kulturarv er det ikke de fysiske pølsevogne, men det specielle danske fænomen, som pølsevognen er.

Nu har jeg altid tænkt på Danskernes Historie Online og bevarelse af kulturarven, som det forhold, at vi digitaliserer bøger og dermed sikrer dem for fremtiden. Men er det nu også rigtigt? Faktisk bevarer vi ikke altid bøgerne, men i en række tilfælde skærer vi bøgerne op for at skanne dem, og derefter bliver de fysiske bøger kasseret. Så man kan vel ikke sige, at vi bevarer bøgerne!

At vi i virkeligheden skal opfatte det på en anden måde, gik op for mig, da jeg den anden dag modtog to telefonbøger fra en dansk-canadier, der havde boet omkring 50 år i Vancouver. Det var danske telefonbøger fra nord for København, og vi kan dermed få dem lagt online.

Det slående var imidlertid det brev, der fulgte med. Her skriver giveren, at hun har holdt fast i telefonbøgerne for at dulme den altid eksisterende hjemlængsel efter Skodsborg/Søllerød og Danmark i det hele taget. Der var nok heller ingen, der tænkte, at 50 år gamle telefonbøger blev anvendt til at finde telefonnumre på danskere …

Lige dér gik det op for mig, at vore bøger, digitale eller ej, ikke primært har værdi som fysisk kulturarv, men at værdierne stikker dybere og handler om vores selvforståelse og det fundament, vi står på. Det handler om vore egne traditioner, og hvem vi er.

Når vi digitaliserer bøger, giver vi bred adgang til vores fælles historie – den historie, der er med til at skabe identitet og som er med til at bevare vores viden om traditioner, danske begreber, danskernes og vore familiers historie og meget andet. Kort sagt vores folkeånd – eller den immaterielle kulturarv.

Det er vi stolte af hos Danskernes Historie Online. Det kan godt være, at vi ikke tænker så meget over det til daglig, når vi sender en bog gennem vores skanner, men derfor er det netop en god idé at stoppe op et øjeblik og tænke på, hvilken kulturel forskel vores arbejde bidrager til.

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online

2 thoughts on “Kan man pudse møbler med kulturarv?

  1. Tak for din mail om telefonbog fra USA, Jeg har lige nu sendt OCR scannet bog om En Gennembrudstid Blade af Vendsyssels politiske liv i det sidste halvdel af nittende århundrede, bliver helt blæst bagover at læse om den tid, alle de ting der blev ændret i Danmark, de politiske stridigheder (Forfatningskampen). Jeg forstår ikke, at man ikke bruger sådanne bøger i historieundervisningen, i stedet for at lære alt for meget omkring de danske konger.

  2. I mit skur ligger en 70 år gammel telefonbog, som bruges til at lægge i blomsterpressen, når der skal planter i min herbarium. Men som kulturarv leverer den telefonnumre fra et stort område nord for Limfjorden. Måske skal den en tur gennem skanneren??

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait