Kan Danskernes Historie Online blive bedre?

Vi er ikke i tvivl om, at vi kan forbedre arbejdet med at digitalisere litteratur inden for blandt andet lokal- og personalhistorie. Disse muligheder er blevet styrket efter vi uopfordret har modtaget kr. 310.000 fra „Disponent Ove Mellerups Mindefond‟.

Baggrunden for denne tildeling er, at fondens bestyrelse besluttede at nedlægge fonden, og derfor skulle midlerne fordeles. Danskernes Historie Online har modtaget kr. 310.000 med følgende begrundelse: „Danskernes Historie Online tildeles legatet for det store arbejde, biblioteket udfører for mange slægtsforskere. Dette arbejde omfatter blandt andet at gøre en lang række kilder tilgængelige online, hvilke mange har stor glæde af. Mellerup Fonden ønsker at udtrykke sin tak for dette værdifulde arbejde‟.

Ove Mellerup blev udlært som automekaniker. I årene 1942-1946 arbejdede han som repræsentant for Ford og derefter frem til 1948 som automekaniker hos Ford i Millville i New Jersey i USA. Herefter tog han hjem til Danmark for at arbejde som afdelingsleder hos Volvo. Ove Mellerup var meget interesseret i Mellerup-slægtens historie, og han var en ivrig slægtsforsker, der samlede historier og data om Mellerup-slægtens medlemmer. Ove Mellerup stiftede inden sin død ”Disponent Ove Mellerups Mindefond”, som tilgodeså slægtshistoriske formål og interesser.

Bibliotekets forbedrede økonomiske grundlag gør det muligt at styrke og udvide bibliotekets aktiviteter. En stor del af bibliotekets udgifter udgøres af IT-omkostninger, og den markante udvidelse af mængden af titler online medfører i år væsentligt øgede udgifter. Det gælder blandt andet udgifterne til vores fritekstsøgning, bibliotekssystemet Koha og omkostninger til lagerplads i skyen. I flere tilfælde fordobles disse udgifter i år.

Derudover kan Danskernes Historie Online nu realisere flere nye projekter. Et af projekterne er digitalisering af Danmarks vejvisere og telefonbøger. Her giver midlerne mulighed for at støtte lokalarkiverne bedre med dette arbejde – og udvide netværket af lokalarkiver, vi samarbejder med om skanning af vejvisere og telefonbøger.

Det kan også være, at du har ideer til, hvad Danskernes Historie Online kan gøre for at forbedre arbejdet med at tilbyde litteratur online. I så fald skriv endelig til os på bibliotek@slaegt.dk – eller besøg vores stand på Historiske Dage den kommende weekend i Øksnehallen i København og snak med os. Biblioteket har en stand ved siden af Danske Slægtsforskeres stand i nærheden af DR-scenen.

Værdien af vores arbejde øges proportionalt med antallet af titler, som vi kan bringe online. Derfor er et andet initiativ i øjeblikket at øge det antal titler vi kan digitalisere hver måned. En nøglefaktor er her den tid, vi anvender til at skanne, men især til at færdiggøre skanningerne til publicering. Det har hidtil være en proces, hvor alle bøger gennemgik den samme behandling.

Vi ser nu på at justere processerne, så den tidskrævende efterbehandling af skanninger gøres mere effektiv ved at gå væk fra princippet om, at alle bøger behandles ens. Vi har fundet ud af, at en række bøger – blandt andet telefonbøger og nyere bøger – ikke behøver alle dele af efterbehandlingen, og vi kan derfor forenkle processen for disse. Skønsmæssigt kan omkring 1/3 af bøgerne sendes igennem en noget enklere proces, og det vil i sig selv øge antal online-titler om måneden.

Hertil kommer, at dette muliggør, at flere frivillige kan tage del i arbejdet med færdiggørelse af skanninger (arbejdet foregår hjemmefra). Har du derfor lyst til at bidrage til dette, kontakt os venligst på bibliotek@slaegt.dk.

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait