Det lille skib Hemsö stod den 19. maj 1956 ud fra havnen i Hermøsand i Sverige, hvor man havde hentet proviant. Kaptajnen var den 37-årige Gunnar Sjö. En del af provianten var tilsyneladende på flydende form, for det varede ikke længe, før en stor del af besætningen var berusede. Det var ikke et usædvanligt syn på Hemsö.
Den 2. pinsedag befandt man sig ud for Gotland. Om formiddagen kaldte kaptajn Sjö sin 65-årige maskinmester John Eriksson ind for at byde på en sjus. Kaptajnen havde den kedelige vane, at han i skuffen havde en skarpladt pistol, som han jævnligt tog frem for sjov. Han spurgte maskinmesteren, om ”han ville skydes”. Hertil svarede John Eriksson, at det vel kunne vente til om eftermiddagen!
Om bord på skibet var også en dansker. Det var den 28-årige steward Knud Erik Møller, der var fra Aalborg. Han var gift med skibets kok, der var den svenske Gudrun Møller, der havde taget hyre for at være sammen med sin mand.
Ved middagstid samme dag blev det så Knud Erik Møllers tur til at komme ind til kaptajnen for at få en sjus. På dette tidspunkt var kaptajnen døddrukken. Igen tog kaptajnen pistolen frem og pegede på stewarden, idet han spurgte ham, om han ville skydes. Om det er rigtigt eller ej, vides ikke, men Knud Erik Møller skulle ifølge kaptajnen have sagt, ”ja, gør du det, jeg er træt af at leve”. Det var ikke første gang, at kaptajnen havde truet ham med pistolen.
Besætningen hørte et skud, og kaptajnen kom styrtende ud på dækket og råbte, at han havde skudt stewarden. Besætningen fandt nu Knud Erik Møller liggende, skudt gennem hovedet. Han var øjensynligt blevet dræbt på stedet. Ved siden af ham lå en 7,65 millimeters pistol. Kaptajnen fortalte, at han havde rettet pistolen mod stewardens hoved, og den var så gået af ved et uheld.
Andenstyrmand Andersson tog straks over og satte kaptajn Sjö i husarrest, indtil de kunne lægge til i Visby. Her blev kaptajnen arresteret, og man forsøgte at foretage en første afhøring af ham. Det var dog ret svært, da han stadig var døddrukken. Bedre blev det ikke af, at man åbenbart fik nye forsyninger i Visby, for besætningen drak igen tæt, og da man skulle sejle videre fra Visby til Næstved i Danmark, var to af besætningsmedlemmerne stukket af.
Liget af Knud Erik Møller var blevet bragt i land i Visby, hvorfra det skulle flyves til obduktion i Stockholm og senere bringes tilbage til Danmark for at blive begravet i Aalborg. Hustruen var blevet ombord på skibet for at afmønstre i Næstved, hvorfra hun tog toget til deres hjem i Aalborg.
Man ankom – stærkt underbemandet – til Næstved, og den 28. maj blev der afholdt søforhør i Næsted. Her fik man besætningens forklaringer på, hvad der var sket ombord. Sagen blev derefter overdraget til Visby, hvor kaptajnen sad fængslet.
Kilder:
Søfartskartoteket hos Danskernes Historie Online (tryk her)
Diverse avisartikler
Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online