Fra den 1. juli vil dit DNA i en amerikansk slægtsforskningsbase antagelig kunne anvendes til at finde forbrydere i din familie! Og det uanset, om du har givet accept til dette eller ej.

Justitsminister Peter Hummelgaard har nu fremsat det længe ventede lovforslag til politiets brug af udenlandske (amerikanske) DNA-databaser til genetisk efterforskning. Det er nu i udvalgsbehandling, og betænkningen forventet at være klar om ca. 1 uge, hvorefter det skal 2. behandles af folketinget.

Lovforslaget er ganske kort og lyder således (lettere forkortet):

”Politiet kan til brug for efterforskningen af en lovovertrædelse sammenligne oplysninger om dna fra et dna-spor med oplysninger fra en dna-baseret slægtsforskningsdatabase, hvis

1) der er bestemte grunde til at antage, at dna-sporet stammer fra gerningspersonen,
2) efterforskningen angår terror, voldtægt, drab eller en overtrædelse af straffeloven af særdeles alvorlig karakter og
3) efterforskningsskridtet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen”

Dette skal træde i kraft den 1. juli i år.

Flere detaljer fremgår selvfølgelig af regeringens bemærkninger til lovforslaget. Særligt interessant er to spørgsmål: For det første spørgsmålet om udlevering af dansk DNA (fra forbrydere) til en amerikansk, privat ejet database. Og for det andet spørgsmålet om almindelige menneskers samtykke til at anvende deres slægtsforsknings-DNA til at opklare en forbrydelse.

Udlevering af gerningsmandens DNA til USA

Der findes klare regler for udlevering af personfølsomme data (som DNA knyttet til en bestemt person) til lande uden for EU. Dette må kun ske, hvis man kan stille garantier for sikkerheden og beskyttelse af personoplysninger.

Det kan man næppe med de kommercielle amerikanske DNA-databaser, og regeringen benytter derfor ”et hul” i loven (§35), der siger, at man undtagelsesvis kan udlevere personoplysninger til 3. land uden garantier for sikkerhed, hvis samfundshensyn går forud for personens rettigheder. Bemærk ordet ”undtagelsesvis”.

Argumentet fra regeringen er, at der netop ved grove forbrydelser som de ovenfor nævnte er tale om vægtige argumenter for at bruge §35. Datatilsynet, der har været hørt i sagen, udtaler, at de er enige med regeringens vurdering af §35 som grundlag for at udlevere DNA fra en forbryder til USA.

Hvordan så ”undtagelsesvis” i reglerne skal fortolkes i denne forbindelse, er uklart. Det er derfor uklart, om politiets systematiske brug af denne metode ved grove forbrydelser kan kaldes for ”undtagelsesvis”.

Regeringen lægger yderligere op til, at udleveringen fx skal foregå ved, at anklagemyndigheden sender en retshjælpsanmodning til myndighederne i USA, og at DNA-udleveringen sker gennem de amerikanske myndigheder til de private DNA-databaser. I den nuværende politiske situation bliver det selvfølgelig interessant at se, hvordan de amerikanske myndigheder prioriterer danske forbrydere.

I formuleringen af ovenstående står der et lille ”fx”, altså det er en mulighed, men at der kunne tænkes andre muligheder. Her tager Datatilsynet klart stilling til sagen ved at påpege, at det er den eneste mulighed, anklagemyndigheden har for at udlevere en forbryders DNA til USA, og at danske myndigheder ikke direkte må udlevere DNA til de amerikanske databaser.

Brug af personlige DNA-profiler i de amerikanske databaser

Når det kommer til at sammenligne en kriminels DNA med andre personer i private, kommercielle databaser, forholder forslaget sig alene til retsplejeloven. Ifølge retsplejeloven må politiet behandle personoplysninger om genetiske data, når behandlingen af oplysninger er strengt nødvendigt, og behandlingen sker af hensyn til bl.a. at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger. Bemærk formuleringen ”strengt nødvendigt”. Regeringen skriver, at metoden kun må anvendes i sager, hvor den samfundsmæssige interesse i at anvende oplysningerne overstiger hensynet til privatlivets fred.

Selv om der er temmelig megen gråzone på dette område, giver det selvfølgelig mening i lyset af de alvorlige forbrydelser, der skal være tale om. Men alligevel er der et stort hul i regeringens argumentation. Den er nemlig baseret på, at der fra de amerikanske databaser alene udleveres navn og andre ikke-følsomme oplysninger om personer, som gerningsmanden delvist deler DNA med (de såkaldte ”matches” til personer som dig og mig).

Det er formuleret sådan: ”Politiet vil få adgang til oplysninger om, hvorvidt gerningspersonens dna-profil har et match i databasen og almindelige personoplysninger (navn mv.) om de udfundne slægtsrelationer, men vil ikke i øvrigt få adgang til oplysninger om brugerne af databasen”.

Hermed viser man, at man ikke er klar over, hvordan metoderne fungerer i praksis. Jeg har selv fundet mange ukendte personer (såsom fædre) gennem DNA-analyser, og det har aldrig været muligt uden viden om DNA-detaljer såsom hvor meget DNA to personer deler og tit også hvilke stykker DNA på hvilke kromosomer to personer deler.

At tro, at man kan nøjes med en liste af navne på DNA-matches som udgangspunkt er derfor forkert. Der må også stilles et stort spørgsmålstegn ved, om information om, at to personer er DNA-relaterede og på hvilken måde, er almindelige personoplysninger. Det må nødvendigvis være personfølsomme oplysninger, når man fx kan se, at en person er adopteret eller har en anden far end den, der står i kirkebogen!

Regeringens forudsætning om, at politiet kan analysere sig frem til en gerningsmand alene gennem navne og andre ikke-følsomme oplysninger fra DNA-databaserne holder ikke i virkeligheden og er en bombe under lovforslaget.

Dette vil blive et helt centralt debatpunkt i lovforslaget. På trods af dette har Datatilsynet i deres høringssvar slet ikke taget stilling til denne problemstilling. Det er højst besynderligt.

Det er tilsvarende højst besynderligt, at ingen slægtsforskere eller slægtsforskerforeninger er blevet hørt i sagen.

Spørgsmål til udvalget

Det er muligt for Folketingets partier at stille spørgsmål til udvalget, og der er kommet flere spørgsmål fra oppositionen, blandt andet netop om ovenstående problemstilling.

Tre af spørgsmålene er:

• Hvor mange forskellige databaser, myndighederne vil kunne tilgå?
• Kan myndighederne også anvende DNA-data, selvom de berørte personer ikke har givet samtykke til, at data må anvendes til retshåndhævelsesformål?
• Kan samtykke gives på et fyldestgørende grundlag, sådan at der bliver tale om et klart og informeret samtykke fra brugerne til, at deres dna-profiler må anvendes?

Folketingets behandling af sagen kan ses her (tryk her).

Følg med i sagen her på denne blog. Indtast din email til højre på siden og du vil få notifikation, hver gang et indlæg offentliggøres. Vi følger sagen tæt i de kommende uger!

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online