Danskernes Historie Online modtager mange henvendelser med tilbud på donation af bøger, tidsskrifter og andre materialer – og det er vi rigtig glade for! Det meste kan vi anvende, men der er enkelte gange, hvor vi takker ”nej” til donationen. Som regel hænger det sammen med, at der er tale om arkivalier.
Vores bibliotek fokuserer nemlig på udgivelser – ifølge ordbogen er udgivelser et trykt skrift eller et skrift der udkommer. For os er der to forhold, som er helt centrale: Materialet er bearbejdet med tanke på formidling til andre mennesker, og det er hovedsageligt med maskinskrift, så det kan gøres søgbart.
I modsætning hertil er arkivalier materialer udarbejdet som interne dokumenter eller til brug for specifikke personer. Offentlige arkivalier, såsom journaler, breve, udredninger o.lign., er resultatet af den offentlige sagsbehandling. Private arkivalier er typisk breve, dagbøger, fotos o.lign. I begge tilfælde gælder det, at disse materialer vil kunne opbevares af et stort antal arkiver i Danmark (hvis arkivalierne bevares). Det er ikke Danskernes Historie Online’s formål at være et arkiv for sådanne arkivalier.
Der er selvfølgelig altid gråzoner og undtagelser. I vores verden findes der rigtig mange afskrifter af arkivalier, og disse afskrifter er som hovedregel udarbejdet for at hjælpe andre – og normalt skrevet med trykt skrift. Nogle er ligefrem udgivet som bøger eller hæfter, mens andre findes på diverse hjemmesider. De opfylder derfor vore ønsker til tilgængeliggørelse, og biblioteket har ganske mange af sådanne afskrifter liggende søgbare online.
En særlig problemstilling findes omkring samlinger af slægtsmaterialer. Vi bliver ofte kontaktet om efterladte samlinger fra slægtsforskere, og her skal man ind og se nærmere på indholdet. Det meste vil som regel være materialer i form af kopier af kirkebøger og andre arkivalier, kopier af personlige papirer, breve, fotos, kopier af passager fra bøger og tidsskrifter m.v. Disse materialer har karakter af arkivalier og ligger som tidligere nævnt uden for bibliotekets muligheder for opbevaring og tilgængeliggørelse. Ofte til ærgrelse for arvingerne, der ved, hvor mange timer, der er lagt i arbejdet.
I nogle tilfælde vil der være materialer, hvor slægtens oplysninger er bearbejdet med henblik på formidling til andre. Heldigvis kommer mange slægtsforskere så langt, at de har udarbejdet materiale, der giver mening for andre at læse. Sådanne materialer modtager vi meget gerne hos Danskernes Historie Online.
Det skal i øvrigt nævnes, at Danske Slægtsforskere også gerne modtager Gedcom-filer med slægtsoplysninger til opbevaring for eftertiden.
Har man lyst til at donere materialer til Danskernes Historie Online kan man roligt skrive til bibliotek@slaegt.dk. Man behøver ikke at overveje så meget, om det ligger inden for bibliotekets områder, da vi selvfølgelig gerne hjælper med at afklare sådanne spørgsmål. Skulle der være tale om arkivalier, henviser vi som regel til de relevante arkiver.
Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online