Befrielsen var de blodigste dage under besættelsen

Jublen var endeløs, da nyheden om befrielsen nåede danskerne den 4. maj 1945, men samtidig med, at de glade menneskemængder overtog gaderne, vrimlede det frem med danske modstandsfolk, der indtil dette tidspunkt havde holdt sig skjult for værnemagten.

Med den tyske kapitulation opstod der et pludseligt magttomrum, der viste sig at være særdeles sprængfarligt. Tyskerne havde nemlig kun overgivet sig til briterne og havde stadig strenge ordrer om, at de ikke måtte nedlægge våbnene overfor den danske modstandsbevægelse. De bar således stadig våben i Danmark indtil de britiske styrker ankom.

Konfrontationen mellem de tyske styrker og modstandsbevægelsen førte til mange danske dødsfald. København havde de største tabstal i befrielsesdøgnet, hvor i alt 54 personer fra modstandsbevægelsen mistede livet og flere hundrede blev såret.

Dele af modstandsbevægelsen blev organiseret til at sikre de to vigtige steder i København, Christiansborg og Amalienborg. Disse grupper hed Slotsholmsdetachementet og Amalienborgstyrken, og også her blev der dræbt flere modstandsfolk under og efter den 4. maj. Her skal blot beskrives 4 af disse skæbner.

Georg Arvid Andersson. Han blev ansat som politibetjent i Københavns amts nordre birk 1. juni 1939 med tjenestested i Lyngby. Under besættelsen meldte han sig til tjeneste på Amalienborg. Han blev den 5. maj 1945 såret under skudveksling mellem den danske politivagt og medlemmer af Hipo-korpset. Georg Arvid Andersson blev Indlagt på Rigshospitalet, hvor han afgik ved døden få dage senere.

Paul Møllgaard. Korporal Møllgaard hørte til livgardens unge befalingsmænd, der i den militær- og politiløse tid blev optaget i de militære modstandsgrupper, og han meldte sig straks på befrielsesdagen til sit kompagni. Han var medlem af det detachement, der den 5. maj 1945 var opstillet til forsvar omkring Amalienborg. Denne dag fandt en række voldsomme kampe sted omkring havneområdet imellem tyske marinesoldater, der støttedes fra krydseren „Nürnberg“, der lå i havnen, og de militært organiserede modstandsfolk. Under patruljetjeneste blev Paul Møllgaard under skydningen ramt af en geværgranat og dræbt på stedet.

Ejnar Hans Hansen. Ejnar Hans Hansen drev et handelsgartneri på Amager og var medlem af de to skytteforeninger „Amagerlands Skytteforening“ og „Ullerup selskabelige Skytteforening“. Fra disse skytteforeninger rekrutteredes den illegale militære enhed Skytteforeningsbataljonen“. Bataljonen henhørte organisatorisk under Slotsholmsdetachementet, der ved befrielsen var udset til at besætte Christiansborg. Natten mellem den 4. og 5. maj 1945 modtog enhederne besked om at samles på Slotsholmen. Ejnar Hans Hansen fulgte med sit kompagnis ammunitionsvogn, da den på Amagerbrogade blev udsat for beskydning af Hipo-folk, hvorved han blev dræbt.

Poul Georg Larsen. Han var tilknyttet militærgrupperne i København under Slotsholmsdetachementet og Amalienborgstyrken. Poul Georg Larsen blev student fra Frederiksberg Gymnasium, hvorefter han begyndte et studium ved det medicinske fakultet i København. Han var medlem af KFUM’s studenterbevægelse. Poul Georg Larsen medvirkede ved jødetransporterne i efteråret 1943. Han blev dræbt den 7. maj 1945 af en eksploderende håndgranat under tjeneste for modstandsbevægelsen.

Danskernes Historie Online har mere end 200 bøger online om Danmarks besættelse under 2. verdenskrig. Der findes en oversigt over litteraturen på denne side (tryk her).

Kilder:
Tidsskriftet Pigtraad (læs mere her)
Faldne i Danmarks Frihedskamp (læs mere her)
Mindeblad for de under Danmarks Frihedskamp faldne danske Politimænd (læs mere her)
TV2.dk 4. maj 2015

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait