56% øget brug af Danskernes Historie Online i 2024

Det har været en stor fornøjelse at arbejde sammen med 30 frivillige i 2024. Vi kan se tilbage på et år, hvor Danskernes Historie Online stod for nye aktiviteter og initiativer.

Vores mission er stadig den samme: Digitalisering og tilgængeliggørelse af vores kulturarv i form af litteratur om personalhistorie, slægtshistorie, lokalhistorie og relaterede emner.

Derfor kan man vælge at måle vores arbejde ud fra, hvor mange titler, der er online, samt hvor mange, der downloader titlerne.

Svaret er enkelt: Der er nu næsten 50.000 titler online, og de blev i 2024 downloadet mere end 2.2 mio. gange, hvilket er en vækst på 56% over antallet af downloads i 2023.

Under overfladen af disse tal gemmer der sig et helt isbjerg af opgaver: Modtagelse af bogdonationer, katalogisering af bøger, styring af dubletsamling, opskæring af bøger, manuel skanning, automatskanning, skanning i store formater, efterbehandling, transskribering, håndtering af databaser, søgemaskine – for ikke at tale om udstillinger, foredrag, fjernelse af affald, indkøb, indgåelse af aftaler – og meget mere!

Det har været et travlt år!

I 2024 startede Danskernes Historie Online et forlag til udgivelse af online-bøger, der er frit tilgængelige. Det hedder Danskernes Historie Publish. Der er primært tale om litteratur inden for lokal- og personalhistorie, og bøgerne gøres tilgængelige på hjemmesiden dhpublish.dk.

I 2024 blev der blandt andet udgivet følgende bøger på Danskernes Historie Publish:

  • Niels Barfoed – En bibliografi, af Aase Andreasen
  • Familien Frandsen på Gammelgaard i Vesterø, af Arnt Jerup Wiis
  • De gamle Møller på Københavns Volde, af Carl H.C. von der Recke
  • Slægts- og ejendomshistorie i Leestrup og omegn
  • 12 spørgsmål fra slægtsforskere, af Per Hundevad Andersen
  • Karen Sofie Madsen & Anders Peter Djursaa, af Arne Clausen

Danskernes Historie Online satte i 2024 desuden fokus på digitalisering af Danmarks vejvisere og telefonbøger gennem en række aftaler og initiativer. Disse omfatter blandt andet en aftale med ENIGMA, Museum for post, tele og kommunikation, om retro-digitalisering af landets telefonbøger, der befinder sig hos ENIGMA, samt samarbejde med landets lokalarkiver om digitalisering af lokale vejvisere og telefonbøger.

Efter tre års arbejde har Danskernes Historie Online nu afsluttet digitaliseringen af 23.400 skoleberetninger med årbøger, indberetninger, eksamens-invitationer, skoleblade m.v. primært fra de danske gymnasiale uddannelser – fra de ældste latin- og katedralskoler til nutidens gymnasier. Der er også beretninger fra realskoler, højskoler, efterskoler, forberedelseskurser, husholdningsskoler, seminarier og meget mere.

Danskernes Historie Online afsluttede i 2024 ligeledes digitaliseringen af 237.000 kartotekskort fyldt med dansk søfartshistorie. Hermed er et unikt redskab til information om danske skibe, søfolk, rederier m.v. tilgængeligt for opslag for alle interesserede i søfart.

Dette omfattende kartotek befinder sig hos M/S Museet for Søfart og er skannet i samarbejde med museet.

Du kan læse meget mere om bibliotekets arbejde i 2024 i den netop udgivne årsberetning, der kan downloades fra biblioteket (tryk her og tryk på “Åbn PDF”).

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online

3 thoughts on “56% øget brug af Danskernes Historie Online i 2024

  1. Tak!
    Det er utroligt stort og væsentligt stykke arbejde I udfører. I løser virkelig en opgave – i lighed med de mange frivillige på lokalarkiverne – som eller ikke ville blive løst!
    Tak endnu en gang og godt nytår til jer alle!

    Ebbe Holmboe

  2. Jeg siger tusinde tak til dig Per og de 20 frivillige, som lægger så stort et arbejde i at tilfredsbstille os slægtsformskere.
    I skal vide at vi alle sætter stor pris på jeres indsats.
    I ønskes alle et godt nytår 2025

  3. Undskyld men det var jo 30, Jeg siger tusinde tak til dig Per og de 30 frivillige, som lægger så stort et arbejde i at tilfredsbstille os slægtsformskere.
    I skal vide at vi alle sætter stor pris på jeres indsats.
    I ønskes alle et godt nytår 2025

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait