Vi nærmer os den 4. maj, og dermed er der god grund til at øve sig på ”Danmarks Frihedssang” fra 1945. Den er gået lidt i glemmebogen, hvilket er en skam.
Man kan downloade noderne (og teksten) hos Danskernes Historie Online (tryk her). Det er også muligt på Youtube at høre Aksel Schiøtz synge ”Danmarks Frihedssang” (tryk her). Hvis man hellere vil høre Einar Nørby, kan hans fremførelse af sangen også høres (tryk her).
Teksten til ”Danmarks Frihedssang” er skrevet af Sven Møller Kristensen og musikken af Knudåge Riisager i 1945. Sangen er på tre vers, hver med otte verselinjer. Førstelinjen er “En Vinter lang og mørk og haard” og de sidste to verselinjer går igen i alle tre strofer: “Gaa til Modstand, alle danske, alle Mand som en / og gør Danmark frit”.
Det var forfatteren Kjeld Abell og pianisten Ole Willumsen der i begyndelsen af februar 1945 fik idéen til sangen. Efter at have konsulteret med Frederik Schyberg rettede man henvendelse til Riisager og Møller Kristensen. Riisager komponerede sangen i februar og kompositionen blev formidlet videre til Møller Kristensen. Ingen af de to vidste hvem den anden var før efter Befrielsen. I slutningen af februar 1945 besluttede Frit Danmark at udsende den, og sangen blev i marts 1945 trykt i 140.000 eksemplarer eller flere. Den 9. april 1945 blev den også trykt i det danske blad Danskeren i Sverige.
“Danmarks Frihedssang” blev første gang udsendt i den danske radioudsendelse fra London den 7. april 1945. Aksel Schiøtz sang Danmarks Frihedssang med klaverakkompagnement i Danmarks Radio den 5. maj 1945. I samme forbindelse sang han også “Aprilvise, Grøn er Vaarens Hæk” og “Til de Faldne, Slumrer sødt i Slesvigs Jord”.
Sangen blev sunget ved den store begravelsesceremoni den 29. august 1945 i Mindelunden i Ryvangen. Der er tradition for, at Danmarks Frihedssang synges ved den årlige højtidelighed i Mindelunden den 4. maj.
Ved 40-årsjubilæet for Befrielsen den 4. maj 1985, hvor omkring 25.000 mennesker var samlet på Rådhuspladsen, blev sangen sunget.
Første vers blev benyttet som baggrundsmusik til en takkevideo fra det ukrainske forsvarsministerium i anledning af Danmarks donation af selvkørende artilleripjecer i februar 2023. Hermed er vi fremme ved nutiden og de virkelig skræmmende paralleller mellem i dag og tiden op til 2. Verdenskrig. Læs blot om Tysklands annektering af Sudeterlandet for at forstå dette.
Så sæt lys i vinduet den 4. maj, ikke kun for at mindes 80-årsdagen for befrielsen, men også for at minde hinanden om, hvor farlige aggressorer som Adolf Hitler var og er.
Kilder:
Wikipedia
Danskernes Historie Online side om besættelsestiden (tryk her).
Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online