Kokken døde af sult

Danskernes Historie Online har startet transskriberingen af 250.000 kartotekskort om dansk søfartshistorie i samarbejde med M/S Museet for Søfart (læs mere om projektet her). Blandt disse kort dukker der mange interessante historier op. Her er en af historierne.

Den 30. august 1922 kunne man i avisen læse om skibet Galeon af Egernsund, der på vej fra Finland til Aarhus kæntrede ved Gotland. På skibet var der en besætning på 8 mand, der nåede i redningsbåden. Men mad og drikke, der skulle have været med i redningsbåden, var gået tabt på grund af kæntringen.

Derefter drev man omkring i redningsbåden i 56 timer, altså uden nogen form for forplejning. Det resulterede i, at den kun 15-årige skibskok Karl Jensen fra Aalborg døde af sult og svaghed, mens de 7 andre besætningsmedlemmer overlevede og blev reddet af skibet Føina og bragt til Rønne.

På Arkivalieronline kan man finde dødsattesten på Karl Jensen, hvor man kan læse ”Efter et skibsforlis, hvorunder afdøde faldt i rigningen formentlig dog uden at slå sig væsentligt, tilbragte afdøde 2 døgn i åben båd på havet, så godt som uden klæder og med båden halvt fyldt med vand. Der var ingen proviant og intet at drikke. 3. døgns morgen ved daggry døde han efter have ligget hen og stønnet det sidste døgn”. Kokken blev begravet i Rønne.

Ved skibsforhøret på Rønne Rådhus den 30. august blev kaptajnen afhørt. Skibet havde været et ældre skib fra 1871, bygget i Canada og ikke særligt velholdt. Der havde også været nogen forsømmelighed omkring redningsbådens forsyning. Kaptajnen var den 59-årige Eduard Ludvig Meyer, der godt var klar over skibets og redningsbådens stand, men undskyldte sig med, at han lige var kommet om bord. Desuden var skibet blevet synet i Assens samme år uden bemærkninger om fx redningsbåden. De øvrige 7 personer i besætningen var ganske unge fra 15 år til 20 år. Søforhøret sluttede, uden at nogen blev draget til ansvar for ulykken.

Derefter rejste de 7 overlevende besætningsmedlemmer med skibet Ørnen til København, hvorfra de hver især rejste hjem. Kaptajnen oplyste, at han nu ville holde en måneds ferie, hvorefter han skulle være kaptajn på et stort sejlskib. Han døde i februar 1943 i København i en alder af 80 år.

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online

3 thoughts on “Kokken døde af sult

  1. Interessant historie om den unge kok, der døde ved forliset
    Jeg er tidligere søfarende ( kok hovmester) gennem 45 år
    JL – Skou – Mærsk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait