Da skibet København den 14. november 1618 sammen med 4 andre skibe stævnede ud fra hovedstaden mod Helsingør, havde det en last med, som de ikke helt var klar over.
Der var tale om Ove Gjeddes ekspedition til Ostindien. Han var af kongen beordret til at lede en ekspedition med det formål at få overladt en handelsstation til støtte for det i 1616 oprettede Ostindisk Kompagni. Billedet viser to af Ove Gjeddes skibe ved Kap Verde (maleri af Paul Sinding).
Ombord på København var Erik Grubbe. Han var født i 1591 og deltog i Kalmarkrigen 1611. I 1616 blev Erik Grubbe kaptajn. Før ekspeditionen havde han solgt al sin ejendom og lånt 5000 daler af kongen for at anbringe dem i det ostindiske kompagni. Han deltog i ekspeditionen som kaptajn på København og som befalingsmand over de omkring 300 soldater, der var med på de 5 skibe.
Ved ankomsten til Helsingør, hvor man lå ca. 14 dage, opdagede mandskabet, at der var kommet en kvinde med forklædt som mand med om bord. Kvinden var Erik Grubbes forlovede, Ingeborg Hansdatter Gere. De var så forelskede, at hun slet ikke kunne forestille sig at være uden sin forlovede i flere år. Men da ugifte kvinder ikke var tilladt ombord, havde hun måttet forklæde sig som mandlig page (tjener) for at kunne snige sig om bord.
Men det blev altså opdaget i Helsingør, og noget måtte man gøre. Kærligheden var så stor, at de straks besluttede sig for at blive gift. Men der var en forhindring mere idet Ingeborgs bror, Most Hansen Gere, protesterede mod indgåelse af ægteskabet. På trods af dette gav rettertinget i Helsingør sin tilladelse til ægteskabets indgåelse, og Erik og Ingeborg blev gift i Helsingør i november 1618. Dermed kunne hun som gift kvinde godt følge med manden på rejsen.
At kærligheden blomstrede bevidnes af, at Ingeborg snart blev gravid. Efter ekspeditionen havde nået Kap det Gode Håb i Sydafrika, skulle Ingeborg føde, men hun døde desværre i barselssengen. Hun blev begravet den 22. juli 1619 på Kap det Gode Håbs forbjerg. Barnet fik navnet Cap di Bone eller Afrika Grubbe, men han døde også som spæd kort efter.
Ekspeditionen fortsatte, nu med Erik Grubbe som enkemand. Den ankom maj 1620 til Ceylon. Efter forskellige vanskelige forhandlinger med kejseren af Ceylon lykkedes det Ove Gjedde at få overdraget Trikonomalé på Ceylons østkyst til den danske konge samt at opnå forskellige handelsbegunstigelser. Herfra sejlede man videre til Tranquebar, hvortil man ankom i september 1620. Her lykkedes det at få afsluttet en overenskomst med fyrsten af Tanjore om overdragelsen af Tranquebar på Koromandelkysten til den danske konge og om vigtige handelsprivilegier.
Det siges, at Erik Grubbe efter tabet af hustruen blev sær. Nogle kilder nævner, at han vendte tilbage til København i kortere tid, men det er usikkert. Jon Olafsson beskriver i sin bog, hvordan de på en efterfølgende ekspedition ankom til Ceylon, og her forsvandt Erik Grubbe. Man affyrede inden bortrejsen tre skud ifald han skulle være i live. Det var han, men han var forsvundet ind i junglen. Her strejfede han omkring i årevis, før han søgte til Tranquebar, hvor han døde 1631.
En række online-kilder ved Danskernes Historie Online er anvendt som kilder til denne historie. Blandt andet:
Islænderen Jon Olafssons Oplevelser som Ostindienfarer under Christian IV, af Jon Olafsson (tryk her for adgang).
| Vi søger frivillige, der har lyst til at hjælpe med at afskrive (transskribere) kartotekskortene fra søfartsregisteret. Arbejdet kan klares hjemmefra ved en PC, og vi fremsender vejledning og står til rådighed for spørgsmål. Henvendelse til bibliotek@slaegt.dk. Vi skulle gerne blive mange flere, der hjælper hinanden med at få denne uvurderlige kilde gjort søgbar. |
Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online