Den unge pige, Gerda Iserhorst, skrev under besættelsen dagbog. Den er udgivet under titlen ”Jeg hader støvletramp” (hele bogen kan læses online hos Danskernes Historie Online, tryk her). Her er hendes tanker sent den 4. maj 1945:

”Til trods for at klokken næsten er ét nat, vil jeg lige fortælle at mit sind jubler. En glæde, der dog ikke kan beskrives i ord har okkuperet mit sind. Besættelsestiden med dens mørke og triste gerninger er overstået.

Tyskerne har kapituleret. Hurra! Jeg har været med til at synge og juble i mange timer, og vi har haft levende lys i alle vinduer.

Det var et strålende skue, især da mørkningen faldt på. Fem lange og mørke år med sorte rullegardiner og så dette lyshav over alt. Jeg er tusindfold henrykt og tusindvis af lykkesole danser for mine øjne og gør mig total lykkeglad.

Tænk dig, kære dagbog, jeg skal ikke mere fylde dig med mit nervøse sludder og vrøvl. Skal aldrig mere høre støvletramp fra marcherende hære.

Jeg befinder mig i en eller anden form for lykketilstand og har slet ikke lyst til at gå i seng og sove. Kunne skrive hele natten om mit sprudlende indre, som er ved at koge over. Lykke – Lykke – Lykke, står der over alt i mit indre.

Efter alt at dømme, har det været det den bedste aften i landets historie. Jeg har været ude, at fejre festlighederne, og tænk dig min kæreste betroer, fra i aften er de utrygge tider, som jeg har oplevet under hele min udvikling, fra jeg var fjorten, til nitten år, endelig forbi. Min længsel og drøm om fred og frihed i verden er langt om længe gået i opfyldelse.

I aften kan jeg gå i seng uden at tænke på luftalarmer. Mange sanseløse, glade mennesker har jeg i aften mødt på min vej over til Islevhusvej, hvor min kæreste bor. Uden tvivl mennesker, der har været lige så urolige som jeg. Har båret rundt på samme frihedstrang. Jeg kan ligefrem mærke, at mit hjerte er vokset.

I aften vil jeg lade mine tanker flyve. Sende en kærlig hilsen til alle dem, der gav deres liv, i håb om at gøre Danmark frit. For midt i al glæden til aften, blev jeg mindet om sorgen. Jeg var med min svigermor og svigerinde på vej op til Husum Endestation, da vi sammen med mange andre havnede inde bag en cykelforretning, hvor der var samlet en masse mennesker, for at mindes nogle unge drenge, der havde ofret livet i frihedskampen.

Den ene var for et par dage siden blevet skudt her i baghaven. Mange lagde blomster. Vi sang nogle salmer, og så blev der holdt en mindetale. Jeg følte en klump i halsen og kunne næsten ikke få en lyd frem af bevægelse. Underligt, at man både føler trang til at græde, når man er glad og ked af det.

I aften ved jeg dårligt om jeg er vågen eller om det hele bare er en uopnåelig drøm. Tænk, at jeg snart skal se min kære moster og onkel igen. Det er ikke til at fatte.

Trods al min glæde bor der alligevel en lille urolighed i mit inderste. Jeg har nemlig hverken hørt eller set til ham der er blevet halvdelen af mit liv. Han skulle møde i de militære tropper, der skal sørge for ro og orden i landet. Gennem en pige fra danseskolen hørte jeg dog, at han sammen med andre er indkvarteret på Ørstedsværket. Måske hører jeg fra ham i morgen.

Jeg ser stjerner og sole lyse over alt. Føler pludselig, at jeg bor i et lykkeland. Ingen skingrende lyde fra sirener skal mere nå min ører og hindre min nattesøvn. Jeg kunne skrive og fortælle i timevis.

Vores naboer har været her inde at feste og det blev virkelig en glædesfest af de store. Aldrig i mit liv har jeg set så mange smileansigter.

I nat vil jeg ligge vågen og lade mine lykketanker flakke omkring i den store fredfyldte verden.”

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online