Da P. S. Krøyer fik telefon

Maleren P. S. Krøyer fik som en af de første i Skagen telefon i sit hjem i 1903/1904. Det er i hvert fald det første år, han optræder i Statstelefonens (senere Rigstelefonens) telefonbog for alle abonnenter i Danmark. Han havde nummer 20 i Skagen.

Denne periode i Krøyers liv var meget turbulent og plaget af sygdommen syfilis. I 1903 var han ellers fuld af optimisme for fremtiden og fuld af energi. Han havde mange planer, blandt andet udlandsrejser til østen, og intet kunne tilsyneladende stoppe ham. Så det giver egentlig god mening, at han på dette tidspunkt også fik telefon.

Men den 10. oktober 1903 blev Krøyer maniodepressiv og igen indlagt. Han havde angstneuroser og fik en gentagen salvekur mod syfilis. Han var fortvivlet over sine fremtidsudsigter og mente, at hans arbejde som kunstner var afsluttet. Samtidig knagede ægteskabet med Marie Krøyer, der i 1905 blev gravid med sin nye kærlighed, komponisten Hugo Alfvén.

Alligevel arbejdede Krøyer i perioden omkring 1904 på flere ikoniske værker, herunder billedet ”Industriens mænd” malet i København, og ”Sankt Hansblus på Skagen Strand” – et af de mest kendte af Krøyers malerier.

Tager man et kik på Statstelefonens side for Skagen i 1906 (se nedenfor), rulles hele samfundet i Skagen ud for en. Foruden P.S. Krøyer med nummer 20 ses også maleren og professor ved Kunstakademiet Laurits Tuxen med nummer 52 – og det navnkundige Brøndums Hotel havde haft telefon fra starten med nummeret 5. Også digteren Holger Drachmann havde telefon (nummer 10).

På telefonlisten var også J. F. Brodersen, der var kæmner og biografdirektør. Han er måske ikke så kendt i eftertiden, men det er hans hustru, Henny Brodersen. Hun havde et tæt forhold til P. S. Krøyer og var hans sidste kærlighed og muse. Krøyer har malet utallige billeder af hende. Da Krøyer døde i 1909 var han omgivet af Henny Brodersen, hendes mand, datteren Vibeke og ægteparret Ancher.

I øvrigt er det værd at bemærke, at netop Michael og Anna Ancher ikke ses at have telefon på dette tidspunkt til forskel fra deres venner. Måske skyldes det, at Ancher-familien var mere forankret i det lokale samfund og ikke rejste så meget rundt som deres malerkolleger.

P. S. Krøyer og hans veninde Henny Brodersen i 1903

Danskernes Historie Online er i fuld gang med det store projekt med digitalisering af alle danske nationale og regionale telefonbøger, der befinder sig hos museet ENIGMA, et projekt der kommer til at strække sig over både 2024 og 2025. Vi er startet med de nationale telefonbøger i form af Statstelefonen, senere Rigstelefonen. Eksemplet her er hentet fra Statstelefonens telefonbog fra 1906. Projektet er en del af bibliotekets ønske om at digitalisere danske telefonbøger og vejvisere. Der er allerede omkring 270 vejvisere online fra hele landet, og flere kommer til hver uge. En oversigt over dækkede byer m.v. findes hos Danskernes Historie Online (tryk her).

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait