Den tyske kannik og historieskriver Adam af Bremen er ophavsmand til den første skriftlige beretning, der omtaler færgeruter i Danmark. Han skriver bl.a.: ”Fra Sjælland er der Overfart til mangfoldige Steder i Skåne; den korteste fører til Helsingborg, som også kan ses derfra”. Helsingør nævnes således ikke, men man kan gå ud fra, at der siden slutningen af det 11. århundrede har været regelmæssig færgesejlads mellem Helsingør og Helsingborg.
Helsingør nævnes som overfartsby i den krønike, som beskriver den dramatiske tilfangetagelse af ærkebisp Jens Grand palmesøndag 1294. Magtkampen mellem Kong Erik Menved og ærkebispen var blevet så tilspidset, at kongen tog både Jens Grand og domprovst Jakob Lange til fange. I krøniken fortælles, at de to fanger i Helsingborg blev anbragt nederst i færgen bag hestene. Og straks efter ankomsten til Helsingør blev de ført videre til Søborg Slot.
I 1630 blev færgefarten sat i system ved oprettelsen af et færgelaug i Helsingør. Reglementer og forordninger bestemte nu antallet af færgemænd og både, og taksternes størrelse blev endvidere fastlagt. Til forskel fra andre færgelaug i landet fik færgemændene i Helsingør Færgelaug udover ordinær færgefart tillige eneret på transporter til og fra de mange skibe, som skulle have deres laster fortoldet som konsekvens af Øresundstolden.
Det var ikke kun passagerer, der blev fragtet over Øresund mellem Helsingør og Helsingborg. I 1830erne udstedte majestæterne i Danmark og Sverige fuldmagter til de to byers borgmestre om at etablere og drive en overfart med post, pakker og stykgods.
Derudover trængte hjuldamperen “Maria” sig ind på færgelaugets enemærker i 1836. Ejerne ønskede den indsat mellem Helsingør og Helsingborg, men færgemændene ville ikke uden videre finde sig i, at det monopol, de havde haft i 200 år skulle forsvinde uden kamp. I 1840 gik de derfor rettens vej for at bevare monopolet, men dommen gik dem imod. Retten fandt, at færgemændenes privilegium udelukkende omfattede sejlads med færgejoller.
Vi springer nu til 1949, hvor man i avisen kunne læse, at man nu kunne komme over Øresund på syv minutter – den såkaldte ”hurtigrute” blev indviet. I juli fik rederen, murermester Eggert Børgesen fra Helsingør, besked fra Søfartsministeriet om, at ruten og fartøjet var godkendt. Båden var en ombygget motortorpedobåd af tysk oprindelse, og den havde en motor af flyvemaskinetypen, der af hensyn til brand- og eksplosionsfare var blevet ombygget fra benzin til petroleum. Prisen for overfarten var 1,35 kr. i danske penge for en enkeltrejse. Svenskerne kunne nøjes med at betale en svensk krone for overfarten – det er vist omvendt i dag!
Vores historie om overfarten slutter med følgende beretning fra 1952 i Helsingør Dagblad: “I tresindstyve Aar har DSB’s Færger nu sejlet Vandet tyndt mellem Helsingør og Helsingborg. Der har været Krig, og der har været Lavvande, og Isen har lagt sig over Sund og Bælt, men Færgerne har gaaet roligt som Penduler frem og tilbage mellem de to Byer, næsten uden nogen Afbrydelse. Men selvfølgelig har det sine Vanskeligheder. Og noget af det mest frygtede blandt Færgekaptajnerne er de smaa Lystsejlere, der ligger og skvalper ovre uden for Helsingborg og uden Lanterner af nogen Slags om Bord.
Der laa saadan en Karl derovre engang, fortæller Kaptajn Petersen, Overfartslederen. Og vi opdagede ham først lige i sidste Øjeblik og fik drejet Færgen uden om ham. Ikke Anelsen af et Lys var der om Bord, saa der blev raabt ned til Manden, der laa og legede Tordenskjold dernede: Ka’ du saa se og faa noget Lys om bord. – Vad? svarede han lige saa fornærmet – är du mörkeräd, din Jäkel?”
Kilder:
Søfartskartoteket hos Danskernes Historie Online
Helsingør Leksikon
Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online