Man kan meget med DNA, også finde ukendte forfædre. Men nogle gange bliver det næsten et forhindringsløb med uventede oplevelser på vejen til at finde den rigtige person. Og somme tider skal der gå lidt tid, inden man kan trække på smilebåndet over det.

I en sag skulle jeg finde en engelsk mand, der havde været soldat i Tyskland lige efter 2. Verdenskrig. Der var gode DNA-spor at gå efter i England. Langt det bedste match var en Phil Salter, der rigtig godt matchede den kvinde, jeg hjalp med at finde hendes far. Vi havde en idé om, hvad efternavnet på faren skulle være, men det kunne ikke lokaliseres i Phil Salters slægtstræ, som han så fint havde lagt op. Hvad værre var, så kunne jeg ikke finde nogen sammenhæng mellem Phil Salters slægtstræ og de andre matches i England.

Der blev virkelig gravet dybt i slægtstræerne og brugt mange timer, men tingene hang slet ikke sammen. Til sidst lykkedes det at få kontakt med Phil Salter på Facebook – gennem hans søn, der kunne fortælle, at farens profil var den med undervandsbåden på. Så var den jo nem at finde! Da jeg fortalte Phil Salter om sagen og det efternavn, jeg ledte efter, svarede han med stor undren. For det navn var ikke i hans slægt – men det var noget af hans kones familie.

Derfra var det lige ned ad bakke. Hustruens slægtstræ gav de sidste ledetråde til at kunne finde den engelske soldat, der var blevet far til et barn. Hvordan nu det, spurgte jeg Phil. Tja, både han og hans hustru havde taget en DNA-test på samme tidspunkt – men de var nok kommet til at forbytte dem …. Lige der var der nogle aftener, jeg aldrig får igen.

Det er ikke en enestående sag, for jeg har faktisk oplevet præcist det samme i en anden sag. Også her var der et slægtstræ, der ikke hang sammen med de andre matches (hvad der så i øvrigt kan være mange årsager til). Her måtte der en telefonopringning til for at komme til den erkendelse, at det var et ægtepar, der begge havde taget en test, der så var blevet forbyttet.

En lidt anden variant tager udgangspunkt i samme problemstilling med et slægtstræ. Da jeg kontaktede matchet, der havde lagt slægtstræet op, røbede han et godt stykke inde i samtalen, at han jo var adopteret. Det var hans adoptivforældre, der var udgangspunktet for hans slægtstræ på hans DNA-test på MyHeritage. Der er vist et eller andet i biologi-timen, der er smuttet der …

De mange fædre

Når man kikker i faderskabssager fra før DNA – eller rettere DNA-testen – blev opfundet, så blev fædrene bestemt ud fra bl.a. blodprøver og andre indikatorer. Det betød, at faren ikke altid kunne fastslås entydigt, hvis pigen havde været sammen med flere mænd. Man ser da også tit at to eller flere mænd blev dømt til at betale børnepenge ”in solidum”. Det betød, at de alle skulle betale de fulde børnepenge. Desværre (eller måske heldigvis så det ikke var muligt at spekulere i det) fik barnet kun den ene portion børnepenge – resten gik til statskassen.

I dag vil man så med DNA kunne afgøre, hvem af de dømte mænd, der faktisk var far til barnet. Men desværre er virkeligheden bare ikke så simpel.

Da jeg hjalp Tine med at finde hendes far, levede hendes mor stadig. Og hun kunne fortælle, at det måske var hendes mand Ole, der var far til Tine – men DNA-testen med en søster viste imidlertid, at de kun var halvsøskende, så det var ikke Ole. Dernæst kunne moren i en vis udstrækning beskrive to mænd, som hun også havde været sammen med sådan omtrent samtidig (men altså kun omtrent).

Den ene fik vi så megen information på, at vi med lidt held kunne finde frem til hans identitet. Han levede ikke længere, men havde to børn, der begge kunne kontaktes. Vi mødte således hans søn, Henrik og her faldt jeg i med begge ben. Tine og Henrik lignede hinanden rigtig meget, og de var begge rødhårede, som var et kendetræk, vi vidste hendes far sandsynligvis havde. Jeg følte derfor, at vi her havde fat i den rigtige familie – og glemte mit eget råd om aldrig at basere sig på udseende.

Under alle omstændigheder skulle der tages en DNA-test, og det var Henrik indstillet på. Da svaret kom, havde Tine og Henrik slet intet fælles DNA. At Henriks far var hans rigtige far, fik vi også konstateret ved at teste en kusine til Henrik. Selv om vi var sikre på, at Henriks far og Tines mor havde mødt hinanden i forbindelse med et besøg på Kongeskibet og havde tilbragt en nat på et hotelværelse, var det altså ikke ham, der var far til Tine.

Så måtte vi starte forfra, og det blev i stedet et ret omfattende projekt, for nu havde vi intet at gå efter. Den anden mand, som Tines mor havde nævnt, var det nemlig heller ikke. Efter DNA-analyserne kunne vi indkredse mulighederne og til sidst fastslå med sikkerhed, at Tines far var en ingeniør Bertelsen.

Ud over sin mand og de to andre mænd, som Tines mor havde nævnt, havde hun altså været sammen med en (eller flere?) mænd yderligere. Men Tines mor havde ikke nævnt eller beskrevet – og sikkert ikke husket – den mand, som hun havde været sammen med, og som nu viste sig at være Tines far.

Det er langt fra et enestående eksempel. I den lidt pudsige kategori kan jeg huske en faderskabssag fra tiden omkring befrielsen i 1945. Her kunne kvinden oplyse, at hun mente faren til barnet enten var en af to tyske soldater eller en engelsk soldat. Det lyder som om hun virkelig har fejret krigens slutning.

I en helt anden faderskabssag kan jeg huske, at kvinden nævnte flere mænd, som hun havde været sammen med, mens hun boede hjemme. Men hendes mor havde bedre styr på datterens forhold, for moren kunne tilføje et par mænd yderligere, som datteren havde glemt. Det må da også have været svært at holde styr på – så det var godt, at huset åbenbart havde tynde vægge.

Og bare for en god ordens skyld: Det samme gælder mænd, der ikke kan huske, hvem de har været sammen med. Men et opkald fra mig kan så i nogle tilfælde ændre på dette!

Skal jeg i fængsel?

At gå på jagt efter ukendte fædre kan selvfølgelig være et følsomt emne for dem, der bliver involveret i DNA-analyserne. Jeg tilgår altid opgaverne fagligt og med respekt, men det er ikke alle, der holder af at blive kontaktet fordi vi har en teori om, at de er i familie med den ”ukendte far”.

Fx sidste uge, hvor jeg kontaktede et barnebarn til den person, som vi mener er den farfar, vi leder efter. Da jeg ikke havde noget telefonnummer, sendte jeg et pænt og venligt brev med ønsket om en DNA-test. Jeg var nok ikke helt forberedt på svaret, der bl.a. var ”De finder så min adresse og skriver til mig, det er utilstedeligt, det er at overskride PRIVATLOVENS bestemmelser, det er et overgreb, en krænkelse af privatlivets fred. Jeg frabeder mig ethvert svar på denne skrivelse!!!”

Jeg svarede naturligvis … at hvis hun mente jeg havde overtrådt loven, var hun velkommen til at melde mig til politiet.

Det er ikke første gang, at jeg får en sådan reaktion. Det er selvfølgelig mere forståeligt, når der er tale om en person, vi mener er den ukendte far. Jeg husker særligt en mand i Korsør, som vi med 100% sikkerhed havde DNA-bestemt til at være den far, vi ledte efter. Han blev mere end almindeligt vred over mit spørgsmål, om han kunne være far til dette barn. Skældte ud i telefonen og truede med politiet. Jeg lagde på (som man jo siger), og jeg nåede således slet ikke at fortælle ham, at vi med sikkerhed vidste fra DNA-analyserne, at han ikke bare var far til dette ene barn uden for ægteskab, men at der faktisk var mindst endnu et barn, som vi vidste han var far til!

Når dette er sagt, skal det pointeres, at langt de fleste jeg snakker med, er positive og konstruktive i forhold til henvendelser om en DNA-test. En del takker ”nej” af forskellige grunde, og det bliver altid respekteret.

God fornøjelse med DNA-analyserne!

Noter:
Personnavne er ændret.
Foto er AI-genereret.

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online