Skanning af store formater

Danskernes Historie Online skanner tusindvis af sider hver uge, og der er tale om sider i mange forskellige formater. De fleste bøger og tidsskrifter er ikke større end A4-format, men der er også sider i større formater. Det kan være folde-ud-kort eller slægtstavler, eller det kan være bøger og især tidsskrifter, der er i stort format.

Biblioteket råder over et større antal skannere, der hver især kan anvendes i forskellige situationer. Hidtil har vi skannet store formater på en A3-skanner (Plustek OpticBook A300+), der er en traditionel flatbed-skanner til A3. Mange gange har der været tale om formater, der var større end A3, og så har vi måttet skanne det i flere omgange og sætte det sammen igen med et fotoprogram.

Nu råder vi over to skannere, der kan håndtere større formater. Den ene er en Contex HD iFLEX skanner til A2 formater (ses på billedet ovenfor). Den skanner dermed formater op til ca. 42 x 60 cm. Det er en flatbed-skanner, og den løser vores behov i de fleste situationer for skanning af store formater. Kvaliteten er god – dog har vi bemærket lidt lysindfald, hvis det skannede ikke er helt fladt.

Er formaterne større end A2, har vi nu også fået mulighed for at skanne materialer på en såkaldt rulleskanner. Den er i modsætning til en flatbed-skanner en skanner, hvor materialet ruller hen over skanningsfladen (se billedet nedenfor). Det er en Colortrac SmartLF SC42 skanner, der tager formater op til en bredde på ca. 112 cm – det er næsten A0 format, og i princippet endeløse baner. Større formater får vi næppe brug for!

Der er ved biblioteket omkring 20 skannere af forskellige typer. En ny type skannere er de såkaldte overhead-skannere, der fungerer ved, at der sidder et kamera på en arm, der skanner ned over et skanningsområde. En af de mest roste modeller er Czur ET24 Pro, som vi arbejder med i visse situationer. Den har mange fordele, herunder formater op til A3-størrelse, at materialet ligger frit på en plade på bordet, og at den i øvrigt kan sættes til automatisk at tage et billede, når siden ligger stille. Dermed kan man skanne en bog ved simpelthen at bladre bogen igennem side for side.

Når man skanner bøger på denne måde, er det afgørende, at skanneren kan rette buede linjer ud, og det annoncerer Czur med, at denne model kan. Det er lidt en sandhed med modifikationer. Så længe, der er tale om let og moderat buede tekstlinjer, går det meget godt, men markant buede linjer eller stor forskel i, hvordan linjerne buer, kan ikke rettes helt ud og bliver meget synlige. Og så kan den i øvrigt kun rette tekstlinjer ud, når de ligger horisontalt og ikke vertikalt. Derudover kan det være nødvendigt at skærme for dagslyset, der kan give skygger el.lign.

Her ses en side skannet med Czur ET24 Pro skanneren, hvor man kan fornemme sidens buning samt forskellige lysforhold.

Danskernes Historie Online fungerer på mange måder som et skanningscenter, og vi har mere end 10 års erfaring med at producere skanninger i høj kvalitet. Vi står derfor selvfølgelig til rådighed for både projekter og gode råd omkring skanning af litteratur.

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online

One thought on “Skanning af store formater

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait