Kulturministeren har nu meldt ud, at han som sine forgængere støtter det såkaldte restaureringsprojekt for Nyborg slot, der på afgørende vis vil gribe ind i slottets historie – og efter min mening ikke på en positiv måde.

Som museumsdirektør på Koldinghus i perioden 1976-1993, hvor restaureringen af Koldinghus foregik, var jeg tæt forbundet med restaureringen, med arkitekterne bag restaureringen og med den hidtidige bevaringspraksis vedrørende fredede bygninger og fortidsminder, herunder kravet om reversibilitet.

I modstrid med principperne bag restaureringen af Koldinghus har man for Nyborg slot valgt en meget voldsom løsning. Det var en ledetråd i restaureringen af Koldinghus, at alle bygningsperioder er ligeværdige dele af bygningens historie; de er udtryk for skiftende tiders muligheder, økonomisk, æstetisk og brugsmæssigt. Derfor blev alle spor af tidligere tiders bygninger og ombygninger bevaret i videst muligt omfang. De ændringer, der var nødvendige, blev udført således, at situationen før restaureringens påbegyndelse (”status quo ante”) om nødvendigt ville kunne genskabes. På Nyborg slot vil projektet medføre irreversible ødelæggelser og skabe præcedens for en bølge af ”særlige tilfælde” på andre fortidsminder. Følgen vil være en klar svækkelse af fredningsbeskyttelsen.

Nyborg slot var indtil nedrivningen af de gule garnisonsbygninger et helstøbt historisk anlæg med fire intakte og tætte bygninger under tag. Bygningerne, der alle var omfattet af fortidsmindefredningen, repræsenterede hele fæstningens historie fra Valdemarernes borg i 1200-tallet over storhedstiden i renæssancen, svenskekrigenes ødelæggelser og tiden som garnisonsfæstning fra enevældens frem til 1913. Nu har man revet så kraftigt ned, at kun slottets vestfløj og østtårnet står tilbage. Dermed har man med et pennestrøg fjernet 500 års historie! Til gengæld vil man nu bygge et moderne cafeteria med støbt kælder og toiletter oven i fortidsmindet. Man bygger nye mure direkte ovenpå eksisterende ruinrester. Nyborg slot vil efter min opfattelse blive efterladt som en uskøn og meningsløs blanding af gammelt og nyt. Betonfundamenter og pæle i undergrunden betyder, at slottet aldrig igen kunne føres tilbage til ”status quo ante”.   

Når samtidig den fortælling, som ligger bag projektet, i bedste fald må kaldes en fiktion – efter nogle eksperters mening måske en ren konstruktion – forekommer det mig, at det hensyn, der skulle begrunde et så omfattende nybyggeri, ikke er i fortidsmindets tarv.

Samtidig vil jeg fremføre det betænkelige i, at den statslige Slots- og Kulturstyrelse står bag projektet og hele dets behandling. SLOTS-afdelingen er bygherre, og KULTUR-afdelingen skal værne om fredningsinteresserne. Klagenævnet lod dette spørgsmål hvile med henvisning til, at det var to afdelinger, der hver for sig behandlede sagen. Men de to afdelinger refererer nu engang til en og samme direktør, og man kan ikke undgå en mistanke om, at dette aspekt har haft betydning i sagsbehandlingen. Man kan vanskeligt forestille sig, at de to afdelinger havde mulighed for at nå frem til forskellige holdninger. Derfor bør man i det mindste opsplitte styrelsen i to af hinanden uafhængige styrelser for at undgå den inhabilitet, der efter min opfattelse har præget behandlingen af Nyborg slot, og som i fremtiden vil klæbe til alle projekter på statens slotte og fredede bygninger.

Fotoet viser Nyborg slot inden den seneste ødelæggelse. Litteratur hos Danskernes Historie Online om Nyborg Slot kan læses ved at trykke her.

Poul Dedenroth-Schou
Fhv. museumsinspektør, Koldinghus