Hvem ejer vores kulturarv?

Hvem skal bestemme, hvilke dele af vores fælles kulturarv, der skal være tilgængelige for alle? Kan det være rigtigt, at enkeltpersoner kan forhindre tilgængeliggørelse af materiale, som de ikke selv har bidraget til og som ikke har kommerciel interesse?

Vores kulturarv er vores fælles historie og de værker, der belyser denne. Kulturarven er med til at gøre vores fælles historie konkret, og kulturarven giver den enkelte en forståelse af identitet og ophav. Det er vigtigt, at vi kan få adgang til kulturarven i det daglige (ifølge Kulturarvsstyrelsen).

For Danskernes Historie Online er kulturarven beskrivelsen af vores fælles historie, der er udgivet i en omfattende mængde litteratur. Det omfatter fx bøger og historiske årbøger udgivet at et stort antal lokalhistoriske foreninger, primært drevet af frivillige og ulønnede.

Der skete sidste år en ændring i loven om ophavsret, idet Danmark implementerede den sidste del af et EU-direktiv. Direktivet havde til formål at harmonisere lovgivningen i Europa samt gøre loven om ophavsret mere tidssvarende i den elektroniske tidsalder.

Loven blev ændret på flere områder, blandt andet for at sikre rettighedshaverne bedre og mere transparente rettigheder omkring den elektronisk distribution. Men loven indeholdt også ændringer, der skal sikre bedre mulighed for at gøre vores fælles kulturarv bredt tilgængeligt.

For første gang blev der sidste år indført et afsnit i loven om ophavsret med overskriften ”Værker, der ikke længere forhandles” – med den klare hensigt at sikre rimelige vilkår for at gør sådanne værker almindeligt tilgængelige for alle, når de ikke længere har nogen kommerciel værdi. Blandt andet kan biblioteker og museer digitalisere værker til offentligheden, hvis værkerne ikke længere forhandles. Dog kan rettighedshaverne nedlægge forbud mod, at værker bliver omfattet af en sådan tilgængeliggørelse.

Dette falder ind under det danske system med aftalelicenser, som har eksisteret i en årrække. Her kan repræsentanter for rettighedshaverne indgå kollektive aftaler, der giver andre tilladelse til at publicere værker digitalt uden eksplicit tilladelse fra dem, der har rettighederne. Dog kan disse nedlægge forbud. At Danmark længe har haft et sådant system blev fremhævet af kulturministeren ved fremlæggelsen af lovforslaget sidste år.

Danskernes Historie Online har netop denne type aftalelicens, der gør det muligt for biblioteket at digitalisere og publicere tusindvis af titler om vores fælles historie uden at skulle indhente tilladelse fra dem, der har rettigheder. Det er et af de vigtigste redskaber vi har, som tillader os at tilgængeliggøre værker uden et omfattende arbejde med at cleare rettighederne.

Heldigvis deles intentionerne i aftalen og de nye toner omkring værker uden kommerciel værdi af langt de fleste af vore samarbejdspartnere. Det er vi glade for, og det er udtryk for en fælles vision om, at materialer, der ikke længere har nogen væsentlig værdi for udgiverne, lige så godt kan komme alle danskere til gode.

Enkelte lokalhistoriske foreninger deler dog ikke denne opfattelse. De føler et ejerskab til gamle årbøger, selv om disse reelt set ikke har nogen praktisk værdi for foreningerne. Alligevel ønsker de at blokere for tilgængeliggørelse af værkerne gennem et forbud – hvilket i øvrigt er i modstrid med deres egne formålsparagraffer om at udbrede kendskabet til lokalhistorien.

Det er enkeltpersoner, der har en sådan opfattelse. Dette må undre, eftersom de ikke selv har været med til at skrive eller udgive materialet. Der er ingen, der kan overbevise mig om, at udgiverne har nogen reel interesse i at hindre digitaliseringen af lokalhistoriske årbøger fra fx 1940erne – hvor de fleste af forfatterne i øvrigt er afdøde på nuværende tidspunkt. Der er efter min mening tale om obstruktion og manglende respekt for de forfattere, der i sin tid skrev artiklerne ulønnet og alene ud fra ønsket om at udbrede deres viden om lokalhistorien.

Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt, at vi har ophavsretten, blandt for at beskytte kunstnernes muligheder for indtægter og imødegå unfair udnyttelse af deres frembringelser. Men der bør helt tilsvarende heller ikke være tvivl om, at enkeltpersoner i lokalhistoriske foreninger, der intet har haft med frembringelsen af materialet at gøre, bør og skal muliggøre udbredelsen af vores fælles kulturarv og viden om danskernes historie til alle. Kulturarven tilhører os alle, og der er heldigvis en stigende erkendelse af dette i opfattelsen af ophavsret.

Per Hundevad Andersen
Leder, Danskernes Historie Online

17 thoughts on “Hvem ejer vores kulturarv?

  1. Det er egentligt lidt sørgeligt, at der er lokalhistoriske foreninger, som holder f.eks. årbøger tilbage. Hvis udefrakommende kunne få adgang til at læse disse bøger online, kunne der jo sidde nogle derude, som måske får øjnene op for deres slægts tilknytning i et bestemt område. Og det kan jo for den lokalhistoriske forening betyde, at der ad den vej kommer nye medlemmer ind.
    Personligt ville jeg aldrig have valgt slægtsforskning som hobby, hvis ikke der var alle de muligheder online. Jeg kan af helbredsmæssige årsager ikke rejse rundt til de forskellige arkiver, så jeg er stor tilhænger af de muligheder der er for os, som udelukkende arbejder fra vores pc.

  2. Selvfølgelig skal det være tilgængeligt for alle, der har interesse i det. Det er VORES historie og kulturarv!!

  3. Jeg er naturligvis helt helt enig i det principielle synspunkt.
    Mht til Historisk Samfund for Odense og Assens Amter (af hvilket samfund jeg – skønt fynbo – ikke er medlem) bør det dog nævnes, at man frit kan søge blandt alle artikler i årbøgerne fra perioden 1908-2015. Link: https://historisk-samfund-fyn.dk/soeg-fritekst-i-alle-artikler-i-fynske-aarboeger/ og senere årgange følger.
    Ganske vist får man således ikke registre o.a., men dog artiklerne.

    1. Ja, disse forhold er vi klare over. Netop derfor virker det besynderligt, at man ikke vil tillade, at de også ligger hos Danskernes Historie Online, så de kan indgå i vores samlede søgninger i lokalhistorisk litteratur (det forudsætter nemlig, at de også ligger på vores server). /Per

      1. Jeg ved ikke, hvad årsagen er for netop dette samfund, men hvis jeg havde bekostet digitalisering af nogle bøger, ville jeg umiddelbart heller ikke stille dem til rådighed på andre hjemmesider end min egen. Foreninger er nødt til at lave forskellige tiltag for at tiltrække nye medlemmer, og unikt materiale på en hjemmeside kan sagtens være en del af den strategi.
        Jeg er ovenud taknemmelig for Danske Slægtsforskeres indsats for alle slægtsforskere – det er primært derfor jeg er medlem af foreningen. Dog mener jeg ikke, at foreningen skal gøre sig til herre over, om ældre årbøger stadig har en værdi for udgiveren. Det kan de kun selv vurdere.

        1. Jeg kender ingen lokalhistoriske foreninger, der stiller digitale udgaver til rådighed alene for medlemmer, og hvis de er tilgængelige for alle får man vel ikke flere medlemmer af den årsag? Men man kan også stille spørgsmålet om ikke man vil få flere medlemmer, hvis bøgerne kan findes hos en udbredt platform som vores med millioner af downloads – det er vel en rigtig god markedsføring.

          1. Selvfølgelig er frit tilgængeligt online materiale med til at tiltrække besøgende til foreningernes hjemmesider, både nuværende medlemmer og personer, som på grund af besøget på hjemmesiden vil overveje et medlemskab. Den eksponering går foreningerne glip af, hvis materialet ligger hos Danskernes Historie.
            Hvis foreningerne fik et link til deres hjemmeside eller Facebook-side fra hver enkelt post med materiale, som de havde bidraget med til Danskernes Historie, så ville det have en markedsføringsmæssig værdi for foreningerne.

  4. Det er meget besynderligt og ensidigt, at foreninger med lokalhistorisk interesse ikke tillade fuld offentliggørelse af deres årbøger og tidsskrifter. Det er da direkte imod lokalforeningernes egne formålsparagraf IKKE at udbrede kendskabet til deres udgivelser. OG hvorfor gøre on-line søgningerne besværlige for os interesserede ? (altså at skulle søge siderne manuelt) Tænk hvilken glæde, det giver over det ganske land, at man kun har et sted, man søger – og søgningen viser svar fra hele Danmark. Det er da så givende og oplysende. Forbud af denne art er snæversynede og gammeldags synes jeg. kh birgit vh

  5. Tak for indsigtsfuld artikel.

    En afledt sidebemærkning:
    Kunne foreningen/Danskerne Online ikke arbejde for at den absurde 100 års grænse for onlineadgang til aviser kunne opblødes? Den majoritet af befolkningen, der ikke lige bor i nærheden af en afdeling af Det Kongelige Biblioteks er de facto afskåret fra af få adgang til denne del af den fælles kulturarv.
    Jeg er helt med på, at ophavsret er en svær en, men med det seneste medieforlig lykkedes det jo dog at få åbnet op for DR’s arkiv, bl.a. med en pose penge til eventuelle ophavsretsholdere.
    Mon ikke det samme kan ske med aviserne, så grænsen evt. blev 30-40 års. Jeg tror der er pæn vilje til det, hvis de rette personer bliver gjort opmærksomme på problemstillingen. Det kan vi som enkeltpersoner jo også arbejde for, men foreningen taler nok med lidt større pondus.

    1. Det arbejder man faktisk på fra foreningens side, så vi er helt inde i problemstillingerne på dette område. Det, der er langt mest realistisk, er en aftale om de ejerløse aviser, og her er det kun økonomi og politik, der faktisk hindrer disse i at være tilgængelige hjemmefra.

      1. Adgang til de ejerløse aviser ville være et stort skridt på vejen. Jeg ved godt, at det handler om rettigheder, men det virker tåbeligt, når der alligevel er adgang på de fleste biblioteker. Hvis vi medlemmer kan gøre noget for at fremme sagen, må I endelig sige til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait